OB bliver ramt af ny FCK-straf: - Det er ikke i orden

Der kommer ingen FCK-tilskuere på stadion i Odense den 15. oktober.

Tirsdag afgav Fodboldens Appelinstans den endelige dom i sagen om fanuroligheder på Brøndby Stadion den 6. august.

Selvom OB intet havde med kampen at gøre, ender den men at ramme netop fynboerne hårdt.

Det er rigtig bittert for os, at vi er rodet ind i det. Det, synes vi, ikke er i orden

Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB

FC København har nemlig fået omstødt straffen, så klubben nu skal spille to udekampe uden tilskuere i stedet for to hjemmekampe uden tilskuere.

Den ene af disse er mod OB den 15. oktober, og det kommer til at ramme OB på flere måder, mener klubbens kommercielle chef, Jack Jørgensen.

- Det kommer til at gå ud over to ting. For det første har det økonomiske konsekvenser, fordi vi ikke får besøg af de FCK-tilskuerne, som vi burde have, siger han til TV 2 SPORT og fortsætter:

- For det andet kommer det til at gå ud over stemningen til kampen fra tribunen. Det, vi havde set frem til, skulle være en fodboldfest i Odense, bliver nu med et helt forkert fokus. Det er vi brandærgerlige over, og det har vi taget til efterretning.

Trods dommen har OB besluttet, at de vil lukke FCK-fans ind på stadion, hvis de køber billet til udebaneafsnittet via OB's hjemmeside.

- Er der fodboldfans, som holder med FCK, der gerne vil se forhold den 15. oktober, så opfordrer vi stadig til, at de køber billet til udebaneafsnittet, siger Jack Jørgensen.

Den udtalelse har OB dog sidenhen trukket tilbage.

Kan miste en kvart million

I omstødningen af straffen blev FCK's bøde sat op fra 150.000 til 300.000.

Jack Jørgensen kan ikke sætte et præcist tal på, hvor meget de manglende FCK-tilskuere kommer til at koste OB, men når han kigger på de historiske tal over, hvor mange fans FCK plejer at komme med, kan det økonomiske tab ende i samme niveau som den bøde, FCK har fået.

- Historisk set kommer de med 1.000-1.500 tilskuere til sådan en kamp. Og med en billetpris på omkring 150 og den manglende omsætning i vores boder, så er det et stort beløb for en klub som OB.

TV 2 SPORT har sat regnestykket op, og hvis 1.500 tilskuere til en billetpris på 150 kroner bliver væk, koster det OB 225.000 i manglende billetindtægter.

Derudover kommer den manglende omsætning i OB’s boder med salg af øl, vand og mad, påpeger Jack Jørgensen.

Selvom OB nu får mulighed for at sælge billetter til udebaneafsnittet på EWII Park til egne fans, regner den kommercielle chef ikke med, at det kommer til at gøre en forskel.

- Vi har en kapacitet på cirka 14.000 pladser, og normalt er der omkring 10-11.000 tilskuere til sådan en kamp. Så det er jo ikke fordi, vi mangler pladser til vores tilskuere.

- Ikke i orden

Alt i alt synes Odense Boldklub, at det er ærgerligt, at de skal rammes af sanktionerne mod FC København, når OB selv er uden skyld i sagen.

- Der er de to kampe om året, hvor der kommer besøg fra hovedstaden, som virkelig kan trække fynboerne til. Nu har vi fået ødelagt den ene af de kampe. Det er meget bittert for os, siger Jack Jørgensen.

Han understreger samtidig, at der aldrig har været problemer i Odense som dem, FCK's fans skabte på Brøndby Stadion.

- Vi gør rigtig meget for at komme sådan nogle problemer til livs, så det er rigtig synd, at vi nu sidder med den her sag. Og det er rigtig bittert for os, at vi er rodet ind i det. Det, synes vi, ikke er i orden.

Den anden kamp, FCK skal spille uden tilskuere på udebane, bliver mod Brøndby på et endnu ukendt tidspunkt.

TV 2 SPORT forsøger at få en reaktion fra Fodboldens Appelinstans, der har behandlet FCK's appel.