Bendtner: Det lyder måske arrogant, men jeg tvivlede aldrig

Den danske angriber kom på banen og scorede kampens sidste mål, da Danmark slog Irland 5-1. Selv var han aldrig i tvivl om pladsen ved VM i Rusland.
De danske tilskuere begyndte at kalde på ham undervejs i kampen mod Irland, da Christian Eriksen havde sendt Danmark foran med 4-1.
Landstræner Åge Hareide kvitterede og sendte Nicklas Bendtner på banen med fem minutter tilbage af kampen.
Her formåede den lange angriber at vise sig frem på de få minutter, da han tilkæmpede sig et straffespark i sidste minut af den ordinære spilletid.
Efter lidt snakken og tilbage fik han selv lov at sparke, og så scorede han til 5-1. Danmark kom ellers bagud efter blot fem minutter af kampen, men ifølge Rosenborg-angriberen, så var han aldrig i tvivl om pladsen ved VM i Rusland.
- Det var jo helt perfekt. Jeg må være helt ærlig at sige, jeg ikke på noget tidspunkt havde tvivlet på, vi ville tage sejren i dag. Det lyder måske en smule arrogant, men der er så meget kvalitet i holdet. Der er den der magiske følelse, man sjældent oplever, sagde Bendtner efter kampen til Kanal 5.
Samtidig tilføjede han, at han var fuld af beundring over sin landsmand Christian Eriksen, der imponerede alt og alle med tre mål. Det ene flottere end det andet.
- Vi kan ikke se bort fra, at Christian (Eriksen) laver en hjernedød præstation og spiller sin nok bedste landskamp efter min mening, slog Bendtner fast.