- Det er den bedste mulighed, Irland har haft i lang tid, siger irsk journalist

16x9
Irlands målmand Darren Randolph kæmper med at få styr på sit forsvar mod Danmark i Parken. Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

Irland kan kvalificere sig til sin første VM-slutrunde siden 2002. To irske journalister er dog ikke helt enige om returkampens udfald.

Det er nærmest kun sejren, der tæller for Irland mod Danmark.

0-0 efterfulgt af straffesparkskonkurrence kan selvfølgelig falde ud til irernes side, men resultater som 1-1, 2-2 og 3-3 vil sende Danmark til VM i Rusland næste år på reglen om udebanemål.

Et sådant scenarie for kampen i Dublin havde de grønklædte spillere dog takket ja til, hvis de var blevet stillet det i udsigt for omkring to år siden, mener en irsk journalist.

- Ikke for at lyde respektløs over for Danmark, men hvis de irske spillere i begyndelsen af VM-kvalifikationen havde fået den mulighed at skulle møde Danmark og vinde for at komme med til VM, havde de taget den, siger Daniel McDonnell fra Irish Independent til TV 2 SPORT.

- Det er den bedste mulighed, de har haft i lang tid.

Irland har været med ved tre VM-slutrunder tidligere, men den seneste deltagelse ligger snart 16 år tilbage. En plads ved slutrunden til sommer vil derfor betyde meget for nationen.

- Det er nærmest en generation siden, vi var der sidst. Alle vil se frem til det som en nation. Alle vil placere deres ferier omkring den, og så mange som muligt vil forsøge at komme af sted, selv om de ikke kan komme ind til kampene, siger Guardians Paul Doyle.

Fans kan hjælpe Irland

Han husker tydeligt, da Irland slog Holland i september 2001 og tog et stort skridt mod VM i Japan og Sydkorea.

- Det var den bedste atmosfære, jeg nogensinde har oplevet til en fodboldkamp, siger han med en forventning om, at det også kan blive magisk, hvis Irland booker VM-billet tirsdag aften.

- Der er større og bedre stadioner, men på en stor, vigtig aften, hvis Irland vinder, vil der være en fantastisk atmosfære.

Daniel McDonnell noterer sig også, at veloplagte irske fans på Aviva Stadium kan hjælpe Irland, der blot har vundet to af sine fem kvalifikationskampe på eget græs.

- Jeg tror, at Irland er i stand til at holde nullet, selv om hjemmebaneformen i Dublin ikke har været god. Neutrale øjne vil tænke, at Dublin er et svært sted at spille, men det har ikke været tilfældet i denne kvalifikation, siger Independent-journalisten.

- Irland har fundet sig bedre til rette på udebane, hvor de har været svære at bryde ned og kæmpet, når de skulle, men måske atmosfæren og det specielle ved kampen (mod Danmark, red.) kan ændre det, siger Daniel McDonnell.

1-0, 1-1 eller 2-1

Han tror på 1-0 til Irland, mens Paul Doyle har en forventning om, at også Danmark kommer på tavlen. Om Irland så er i stand til at score to mål, det ved han ikke.

- Det bliver en tæt kamp, som er meget svær at forudsige, lyder det fra Doyle.

- Det bliver fysisk. Danmark er et af de fysisk stærkeste hold, Irland har mødt, så det bliver formentlig ikke en så afgørende faktor for Irland.

Irland - Danmark spilles tirsdag kl. 20:45. Følg med minut for minut på sport.tv2.dk fra kl. 19:45, når startopstillingerne bliver præsenteret.