Ekspert kræver ændringer: - Bendtner kan sende os til VM

16x9
Nicklas Bendtner fik små 20 minutter på banen mod Irland. Foto: Lars Møller / Lars Møller/Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen ser gerne Nicklas Bendtner og Andreas Christensen i startopstillingen til den afgørende kamp mod Irland.

Det lykkedes aldrig for det danske landshold at få bolden i nettet i den første af de to playoffkampe mod Irland lørdag aften i Parken.

Tirsdag aften går det danske landshold så på banen i Irland til den afgørende duel om VM-billetten.

Og ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, så bør Åge Hareide ikke vælge de samme 11 fra start som i den første kamp. Særligt ser han gerne en gammel kending med målnæsen i orden i startelleveren.

- Jeg mener, Nicklas Bendnter skal starte inde. Nicolai Jørgensen havde svære betingelser og spillede ikke sin bedste landskamp sidst. Jeg tror, at Nicklas Bendtner via sin rutine og selvtillid kan score det mål, som sender Danmark til VM.

Og ændringerne i det forreste geled skal ikke stoppe her ifølge Kasper Lorentzen.

Danmarks startopstilling i lørdags

Kasper Schmeichel

Peter Ankersen - Simon Kjær - Andreas Bjelland - Jens Stryger Larsen

William Kvist - Thomas Delaney - Christian Eriksen

Andreas Cornelius - Nicolai Jørgensen - Pione Sisto

Efter en startplads i første kamp må Andreas Cornelius tage til takke med en plads på bænken.

- Pione Sisto får genvalg. Og så tror jeg, at Yussuf Poulsen kan give os noget af det, vi i den grad manglede i Parken med hans mange og gentagne dybe løb.

Det var et dansk landshold, der havde store besværligheder med at nedbryde den irske defensiv i lørdagens første kamp. Særligt på midtbanen havde danskerne svært ved at finde plads, og selv den vanlige kreativitet fra Christian Eriksen var fraværende i store dele af opgøret.

Derfor skal der også tilføres midtbanen frisk blod, hvis det står til Kasper Lorentzen.

- Christian Eriksen og Thomas Delaney giver sig selv. Men Andreas Christensen har noget mere offensivt i sig end William Kvist. Det kan være én af de ændringer, der kan give lidt mere plads til det offensive uden at gøre noget negativt for det defensive.

Og netop de defensive-startere skal der ikke ændres på, efter de leverede en solid præstation i lørdags, hvor de holdte Irland til to forsøg indenfor den danske målramme.

Kasper Lorentzens bud på en startopstilling

Kasper Schmeichel

Peter Ankersen - Simon Kjær - Andreas Bjelland - Jens Stryger Larsen

Andreas Christensen - Thomas Delaney - Christian Eriksen

Yussuf Poulsen - Nicklas Bendtner - Pione Sisto

- Forsvaret er det samme. Du kan ikke ændre på noget, når det er de bedste spillere, du har på banen allerede. Mange ville sige, at Andreas Bjelland kunne skiftes ud med Andreas Christensen, men jeg mener stadig, at Bjelland er den bedste på landsholdet til at føre bolden frem.

Hvis Kasper Lorentzen får ret i sin startopstilling vil det betyde hele tre ændringer i forhold til den første kamp.