Italienske medier slagter træneren: - Nationens skam

16x9
Gian Piero Ventura bliver udråbt som skurken bag Italiens missede VM. Foto: DANIEL DAL ZENNARO / Scanpix Denmark

De italienske medier er klare i mælet dagen derpå. Gårsdagens nedtur mod Sverige er en skandale.

Italien kommer for første gang siden 1958 ikke med til VM i fodbold, efter det mandag blev vores svenske naboer, der med en samlet 1-0 sejr snuppede VM-billetten foran støvlelandet.

Og den præstation lader de italienske ikke gå hen dagen derpå.

I samtlige italienske medier er tonen enslydende. Gårsdagens VM-blamage er en katastrofe. Og det er især den italienske træner Gian Piero Ventura, der får en hård medfart i de italienske medier.

Italiens største sportsavis La Gazetta dello Sport lægger ikke fingre i mellem og kalder blandt andet Ventura for ”nationens skam”, efter det ikke lykkedes ham at kvalificere Italien til VM.

Mens Ventura er udråbt som nationens skam og syndebuk, så er de italienske medier generelt i sorg over, at der for første gang i 60 år skal spilles VM i fodbold uden italiensk deltagelse.

- Vi kommer ikke til VM. Det her er dommedag, skriver La Gazzetta dello Sport.

- Kæmpe flop, skriver en anden af de store sportsaviser Corriere dello Sport.

- Farvel Italien, skriver La Repubblica.

"Farvel Italien", skriver La repubblica. Foto: La repubblica.

Ventura trækker sig ikke

Men selvom italienerne er vågnet op til den største fodboldmæssige nedtur i 60 år, så har Gian Piero Ventura ikke tænkt sig at trække sig fra sin post som landstræner - endnu.

- Jeg vil gerne undskylde overfor alle italienere. Der er mange ting at sige, men i aften ved jeg godt, det kun er resultatet, der tæller. Min fremtid? Den tager jeg med forbundet, siger Ventura ifølge La Gaezzeta dello Sport.

69-årige Gian Pierro Ventura har stået i spidsen for Italien siden august sidste år.