Olsen sætter Eriksen under pres inden ’imponerende’ milepæl

Fire spillere har tidligere nået 75 landskampe, inden de blev 30 år. Derfor kalder Morten Olsen det for en imponerende bedrift af Christian Eriksen.

Når det danske landshold og Christian Eriksen går på banen til playoffkampen i Dublin, skriver Danmarks nummer 10 sig samtidig ind i historiebøgerne.

Eriksen spiller sin landskamp nummer 75, men bliver med sine 25 år den yngste jubilar, der runder denne milepæl i dansk landsholdsfodbold.

Det var 5-1-kampen i Oslo, der gjorde, at vi kom til VM i 1986, så den kære Christian Eriksen er under pres

Morten Olsen om sin egen landskamp nummer 75

En præstation, der hyldes af den tidligere landstræner Morten Olsen.

- Det er imponerende og fantastisk for dansk fodbold, at vi har sådan en profil, som han har udviklet sig til at blive i så tidlig en alder, siger Morten Olsen til TV 2 SPORT.

Faktisk er det kun Nicklas Bendtner, Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson og Brian Laudrup, der har nået 75 kampe i rødt og hvidt, inden de blev 30.

Men alle fire overgår Christian Eriksen suverænt på alderen. Bendtner, Rommedahl, Tomasson og Laudrup var nemlig alle 29, da de rundede det skarpe hjørne. Men når Eriksen indtræder det grønne græs i Dublin til sin 75. landskamp, så er det blot som 25-årig.

- Det har kun taget ham syv-otte år at nå de 75 kampe. Vi andre måtte bruge det dobbelte, og det siger også lidt om hans kvalitet, fortsætter Morten Olsen.

- Jeg husker tydeligt, da jeg selv spillede min kamp nummer 75. Det var 5-1-kampen i Oslo, der gjorde, at vi kom til VM i 1986, så den kære Christian Eriksen er under pres, lyder det med en drillende stemme fra den tidligere landstræner.

Kan gå i Olsens fodspor

I aften kan Christian Eriksen så gøre Morten Olsen kunststykket efter ved at sende Danmark til et VM  i sin jubilæumskamp, når han indtræder Aviva Stadium til karrierens måske største og vigtigste landskamp otte år efter sin debut i Østrig.

- Jeg så ham første gang en kold efterårsaften i Nakskov på vores U18-landshold mod Frankrig. Fire måneder senere debuterede han på vores landshold. Det havde jeg måske ikke troet, siger Morten Olsen.

Det var Morten Olsen, der gav Christian Eriksen sine første minutter i landsholdstrøjen. Og det var ligeledes den nu 68-årige træner, der tog den dengang 18-årige Ajax-spiller med til sin første slutrunde ved VM i 2010 – bare fire måneder efter sin debut.

Morten Olsen gav Christian Eriksen slutrunde-debut ved VM i 2010.
Morten Olsen gav Christian Eriksen slutrunde-debut ved VM i 2010. Foto: ADNAN ABIDI / Scanpix Denmark

Med en mulig VM-slutrunde om hjørnet, samt at være den yngste spiller i historien til at nå 75 landskampe, er det nærliggende at tænke på, om Christian Eriksen med tiden vil slå Peter Schmeichels landskampsrekord på 129 kampe.

Skal han det, så er det vigtigt, at Danmark bliver en hyppig deltager ved diverse slutrunder, vurderer Morten Olsen.

- Hvor mange landskampe han ender med at nå, afhænger jo også af, hvor mange slutrunder han kommer med til. Med den talentfulde trup vi har, og de nye spillere, der kommer fra U21-landsholdet, synes jeg, det ser fint ud for dansk landsholdsfodbold.

- Lad os håbe, vi kommer til nogle slutrunder, og lad os starte med den til sommer. Så får han mange kampe, det er der slet ingen tvivl om.