16x9

Alle er enige om, at Eriksen er god - men hvad er det egentlig, han gør så godt?

Christian Eriksen er den spiller, som Danmarks modstandere frygter mest, men hvad er det egentlig, der gør ham så god?

Genudgivet. Først udgivet den 11. november.

Danmarks 10’er, Christian Eriksen, er landsholdets helt store stjerne. I gruppekampene i VM-kvalifikationen har han ikke bare haft en fod med i 14 af Danmarks 20 scoringer. Han er samtidig den mest scorende midtbanespiller i hele den europæiske VM-kvalifikations gruppespil, og så endte han med nærmest på egen hånd at sparke Danmark til VM med et hattrick i playoffkampen i Irland.

De fleste kan blive enige om, at Eriksen er god. Endda rigtig god. Men hvad er det helt præcis, der gør ham så god, at han med bare 1 minut og 4 sekunders boldbesiddelse kunne score et mål, lægge op til to og være med i opspillet til et fjerde, da Danmark slog Polen med 4-0 i Parken i september?

TV 2 SPORT’s fodboldekspert Kasper Lorentzen har analyseret Eriksens spil og er nået frem til tre egenskaber hos Christian Eriksen, som gør ham til en af verdens bedste spillere.

Grunden til at Christian Eriksen er så god, er ifølge Kasper Lorentzen, at han mestrer disse tre egenskaber
Grunden til at Christian Eriksen er så god, er ifølge Kasper Lorentzen, at han mestrer disse tre egenskaber Foto: Scanpix

Orienteringens mester

Overblik, forudseenhed og effektiv boldomgang. De tre elementer er vigtige for en offensiv midtbanespiller som Christian Eriksen, men forudsætningen for at kunne mestre dem er at orientere sig.

Og Christian Eriksen er orienterende. Det lyder simpelt, men præcis det at orientere sig, gavner Eriksen i mange aspekter af spillet.

En orientering er defineret ved, at man ’kigger sig til siden eller over skulderen for at se andre steder hen, end kroppen peger’. Målet er at have øje for både modstandere og medspillere og de rum, der kan opstå.

Kasper Lorentzen har analyseret VM-kvalifikationskampen mod Polen fra september 2017, som Danmark vandt 4-0, og har fundet nogle nøgletal for Eriksen, der er interessante.

Fodboldekspert Kasper Lorentzen analyserer, hvordan Christian Eriksen er orienterende Video: Patrik Strodl Petersen

612 gange i løbet af kampen orienterer Eriksen sig, og selvom der ikke findes sammenlignelige tal fra andre topspillere, viser det tydeligt, at Eriksen har øje for andet end 'bare' bolden. Samtidig illustrerer det, hvor meget der skal til for at orientere sig i moderne fodbold.

Christian Eriksen er en verdensklassespiller

Kasper Lorentzen, fodboldekspert

Antallet af boldberøringer i samme kamp (127) er højere end Eriksens gennemsnit på 76 boldberøringer for Tottenham i 2017/2018-sæsonens første 11 Premier League-kampe.

Ifølge Lorentzen er det bemærkelsesværdige dog, at Eriksen kun er i boldbesiddelse i 1 minut og 4,45 sekunder i løbet af kampen, hvor han scorer et mål, lægger op til to og er med i opspillet til Danmarks fjerde mål.

Christian Eriksen er overrasket over, at han kun havde bolden i 1 minut og 4,45 sekunder mod Polen i september 2017 Video: Patrik Strodl Petersen

Faktisk har kan kun bolden i 16,42 sekunder i første halvleg, mens han i anden halvleg har den i 48,03 sekunder. Årsagen er, at han i første halvleg nærmest kun har ’one touch-aktioner’, mens danskerne trækker tiden til sidst i kampen, hvor den reelt er afgjort.

Jeg troede, jeg havde bolden mere end det. Hold da kæft. Der kan du bare se.

Christian Eriksen

- En kamp varer lidt mere end 90 minutter, der er så mange spillere på banen og bolden er så mange steder henne. Når du endelig har den, er der selvfølgelig forskel på, om du er en dribler eller en spiller, der afleverer. Jeg er måske den, der afleverer, men jeg havde troet, det var mere, siger Eriksen.

Fordi Eriksen orienterer sig og hele tiden har blik for med- og modspillere, kan han være så effektiv, når han har bolden. Han er kort fortalt klar på, hvad der skal ske i det øjeblik, han modtager den.

- Det her illustrerer, hvor vigtig forberedelse er i alle de aktioner, en fodboldspiller har. Det er det, han er så dygtig til. Jo bedre forberedt han er til de enkelte aktioner, desto bedre er han stillet, når han modtager bolden, siger Kasper Lorentzen.

Tal fra VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen den 1. september 2017. Danmark vandt 4-0.
Tal fra VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen den 1. september 2017. Danmark vandt 4-0. Foto: Scanpix

- Han accepterer, hvad han kan og ikke kan. Han skal ikke ud og løbe om kap så ofte og skal ikke ind og lave små, snævre driblinger. Han søger ud i de rum, hvor han kan bruge sin sparketeknik og sit overblik, samt alle de orienteringer, han har lavet inden han modtager bolden. Han er en intelligent spiller, der udnytter sine styrker, uddyber Lorentzen.

Han skaber chancerne

Fodboldekspert Kasper Lorentzen analyserer, hvordan Christian Eriksen er chanceskabende Video: Patrik Strodl Petersen

Christian Eriksens orienteringer på banen er noget af det, der giver ham et forspring, når der skal skabes chancer. For det første søger han ud i banens frie rum, når chancen byder sig. For det andet har han en sparketeknik, der giver ham en stor fordel, når han skal fodre sine medspillere med afleveringer. Det er en farlig kombination, som er skabt til at kreere chancer.

Statistisk set har Christian Eriksen slået næstflest indlæg i hele den europæiske VM-kvalifikation. 94 er hans total efter de ti kampe i gruppespillet. Det er kun overgået af Italiens Antonio Candreva med 105.

Christian Eriksen tager stort set alle danske dødbolde i form af hjørnespark og frispark.

square to 16x9
Christian Eriksen tager stort set alle danske dødbolde i form af hjørnespark og frispark. Disse indlæg tæller også med i statistikken. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Samtidig spiller det danske landshold under landstræner Åge Hareide på en måde, som sætter Eriksens kvaliteter i spil. Medspillerne tager nogle af de opgaver, som ellers kan sætte en stopper for den danske kreatørs frirum og kreativitet.

- Det klikker rigtig godt for ham på landsholdet lige nu, specielt fordi han har nogle gode typer omkring sig. Han har William Kvist, som flytter sig og giver plads til ham ved at søge ned mod forsvaret, når Danmark opbygger spillet. Thomas Delaney tager løbene dybt ind i feltet, og så bliver der skabt en masse rum til Christian Eriksen.

- Landsholdet har ikke andre typer som ham, og derfor er der heller ikke to spillere, der søger de samme positioner. Det kreative er overladt til Eriksen, og derfor er det oftest ham, der iscenesætter spillet, forklarer Kasper Lorentzen.

Da Åge Hareide overtog posten som landstræner fra Morten Olsen i 2016, proklamerede Hareide, at han ville have Christian Eriksen til at fungere langt bedre på det danske landshold.

- Vi må sammen finde ud af, hvordan vi løser problemet, så vi får det optimale ud af Christians kvaliteter. Det bliver helt afgørende, at vi som hold skaffer mere plads til ham. Det må andre spillere gøre, fordi han ikke er typen, der løber i dybden, lød det dengang fra Hareide.

Det er lykkedes og er især tydeligt, når man kigger på målsaldoen.

Som den første landsholdsspiller siden 1962 scorede Eriksen i 2017 i seks landskampe i træk.

square to 16x9
Christian Eriksen scorede to gange i sejren over Kazakstan. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

- Jeg tror, vi skaber chancer på andre måder end under Olsen, men der er ikke stor forskel. Chancen kommer måske et splitsekund hurtigere, og jeg er blevet det klogere i forhold til, hvornår man skal afslutte. Jeg kan egentlig takke mig selv for, jeg ikke har scoret flere mål tidligere. Jeg kommer i lidt de samme situationer nu som under Olsen, men men eneste forskel er nu, at boldene bliver sat i kassen, lød forklaringen fra Eriksen tidligere på året til TV 2 SPORT.

Han afgør kampene

Christian Eriksen har været involveret i 70 procent af alle de danske scoringer i VM-kvalifikationens gruppekampe. Landsholdet endte med at score 20 mål i gruppespillet, hvoraf 14 af dem havde et tydeligt Eriksen-aftryk. Eriksen noterede sig nemlig for otte scoringer, tre assists og tre ’assists til assist’, altså tredjesidste fod på en scoring. At kalde ham for en nøglespiller er næsten en underdrivelse. Han afgør landskampe.

Fodboldekspert Kasper Lorentzen analyserer, hvordan Christian Eriksen er afgørende Video: Patrik Strodl Petersen

Kasper Lorentzen har fundet et klart mønster i, hvorfra på banen Christian Eriksen har været afgørende i de danske gruppekampe i VM-kvalifikationen.

Når Christian Eriksen befinder sig i buen omkring feltet søger han i høj grad sine medspillere og er afgørende med målgivende afleveringer. Når han derimod kommer ind i feltet eller nærmer sig det, afslutter han selv i stedet for at søge en medspiller.

Det har gjort ham til den mest scorende midtbanespiller i hele den europæiske VM-kvalifikations gruppespil med otte mål. Undrer du dig over, at der kun er seks mål-pile på grafikken oven for, er det fordi tre af scoringerne har været på straffespark og derfor er sparket ind fra samme position.

På den samlede topscorerliste sender det Eriksen op på en delt femteplads. Han er kun overgået af Cristiano Ronaldo (16 mål), Robert Lewandowski (15 mål), Romelu Lukaku (11 mål) og André Silva (9 mål).

- Han er en verdensklassespiller, men ikke i samme klasse som Messi, Ronaldo og Neymar. Han er dog godt deroppe af, fordi han er så afgørende, vurderer Kasper Lorentzen.

På klubplan har Christian Eriksen i de foregående to sæsoner for Tottenham i Premier League leveret næstflest assists af alle i hele ligaen, som er en af verdens bedste (13 i sæson 2015/2016 og 15 i 2016/2017-sæsonen). I de samme to sæsoner har han scoret seks og otte mål – og Tottenham vandt henholdsvis bronze og sølv.

Harry Kane (tv.), Dele Alli (midten) og Christian Eriksen jubler over danskerens scoring mod Real Madrid i Champions League
Harry Kane (tv.), Dele Alli (midten) og Christian Eriksen jubler over danskerens scoring mod Real Madrid i Champions League Foto: Paul Childs / Scanpix

- Han kommer oftere til afslutning og scorer oftere mål på det danske landshold. I Tottenham søger han mere assister, fordi han har flere spillere, der tager dybdeløbene for ham. Harry Kane og Dele Alli tager ofte de her løb, fordi de ved, at når Eriksen får bolden, så kommer den, siger Kasper Lorentzen.

I den sidste af de to playoffkampe mod Irland strålede Eriksen igen. Med tre scoringer - den ene flottere end den anden - sendte han Danmark til VM i Rusland. For landsholdet og Eriksen er opgaven nu nationens femte verdensmesterskab. Hvis det skal blive en rød/hvid-succes, kræver det nok også pragtpræstationer til sommer fra den orienterende, chanceskabende og afgørende Eriksen.

En Christian Eriksen i verdensklasse, der samtidig bare er en beskeden fynbo fra Middelfart:

- Jeg håber stadigvæk, at der er ting, jeg godt kan forbedre, men jeg er godt på vej. Hvornår jeg kommer til at se på mig selv som en verdensstjerne, ved jeg ikke. Det kan være, at det bliver, når jeg har vundet lige så meget som Ronaldo.

Kampbillederne i videoerne er købt hos rettighedshaveren Discovery Networks/Kanal 5.