Nederlag til Moyes i debut som West Ham-træner

16x9
David Moyes' debut som West Ham-træner endte med nederlag. Foto: BEN STANSALL / Scanpix Denmark

West Ham spillede sin første kamp med David Moyes ved roret, da holdet søndag tabte 0-2 til Watford.

David Moyes indkasserede et nederlag i sin første kamp som West Ham-manager, da holdet søndag tabte 0-2 på udebane til Watford i Premier League.

Med sejren ligger Watford på ottendepladsen i den bedste engelske række.

West Ham valgte tidligere i november at sige farvel til Slaven Bilic og give managerjobbet til David Moyes, da holdet fra London har fået en skuffende start på sæsonen i Premier League og ligger under nedrykningsstregen.

Det blev der ikke lavet om på i søndagens kamp. 

Allerede efter 11 minutter bragte unge Will Hughes hjemmeholdet foran, da der opstod en lidt tilfældig mulighed i West Ham-feltet.

Brasilianske Richarlison scorede kampens andet og sidste mål, da han cirka 20 minutter inde i anden halvleg kom alene afsted mod Joe Hart i West Ham-målet og lagde bolden i nettet til 2-0. 

West Ham har et enkelt point op til West Bromwich på den rigtige side af nedrykningsstregen.