AaB fik endelig sagt farvel til spilleren, der sikrede rekordmange millioner

Christian Bassogog har fået en god start i Kina efter sit rekordskifte. På trods af det håber han på at vende tilbage til Danmark på et tidspunkt.

Se indslaget om Bassogogs 'hjemkomst' over artiklen

Ved Africa Nations Cup i februar fik den dengang 21-årige angriber sit helt store gennembrud.

Christian Bassogog havde ellers ikke haft noget godt efterår i nordjyske AaB, hvor der kun var enkelte momenter af genialitet. Han blev alligevel udtaget til Camerouns landshold, som skulle deltage i den afrikanske turnering.

Jeg savner det og vil gerne tilbage på det tidspunkt

Christian Bassogog, tidligere AaB-spiller

Her var Christian Bassogog forrygende, og efter turneringen blev han kåret som den bedste spiller. Det skabte gang i rygterne om et salg, hvor en kinesisk klub angiveligt var klar til at byde i omegnen af 45 millioner kroner.

Senere blev det så bekræftet af AaB: Nordjyderne havde solgt angriberen til kinesiske Henan Jianye FC for et rekordstort beløb.

Men skiftet til Kina gik så hurtigt, at Bassogog aldrig nåede at sige farvel til nordjydernes fans. Mandag aften var Christian Bassogog så tilbage på sin gamle hjemmebane i Aalborg, og her blev han hyldet af de fremmødte fans.

- Jeg savner det og vil gerne tilbage på et tidspunkt. Det håber jeg hvert fald, siger han til TV 2 SPORT.

Det var på baggrund af en sublim præstation ved Africa Nations Cup for Cameroun, der bragte Bassogog til kinesiske Henan Jianye FC.
Det var på baggrund af en sublim præstation ved Africa Nations Cup for Cameroun, der bragte Bassogog til kinesiske Henan Jianye FC. Foto: MLADEN ANTONOV / Scanpix Denmark

- I Danmark kan jeg tage ud med min anden familie. Det kan jeg ikke i Kina. Der er jeg alene, og når jeg ikke spiller fodbold, er jeg bare derhjemme. Jeg går ikke ud. Det er ligesom at komme hjem, når jeg er her i Aalborg, og det er det samme, når jeg tager hjem til Cameroun.

Angriberen fortæller, at det faktisk var lidt emotionelt at være tilbage på sin gamle hjemmebane, og han fik lidt af et flashback.

- Det er fantastisk at møde mit forrige hold igen. Det er det bedste hold i Danmark, synes jeg. Jeg har de samme følelser, som dengang jeg kom til Danmark for første gang. Kulden er den samme, forklarer angriberen med et smil på læben.

10 mål i Kina

Christian Bassogog er kommet godt igang i Kina og har spillet 24 kampe i ligaen i denne sæson. Her har han scoret 10 gange og lavet syv assists, men på trods af successen ser han ikke sig selv spille i Kina for evigt.

- Det går godt i Kina, og det har været en god sæson for mig. Jeg har scoret mange mål, siger Christian Bassogog.

- Man skal ændre sit liv hvert år og tage yderligere skridt hele tiden. Det håber jeg på at blive ved med. Jeg vil gerne spille imod de bedste i verden, og jeg kan ikke se, at jeg skulle kunne lave noget andet end at spille fodbold.

Christian Bassogog spillede 30 kampe for AaB i Superligaen og scorede i alt fire gange.

Christian Bassogog blev mandag tiljublet af de mange fremmødte fans i AaB.
Christian Bassogog blev mandag tiljublet af de mange fremmødte fans i AaB. Foto: TV 2 SPORT