Analyse af det danske stortalent:

Hvad er der sket med Kasper Dolberg?

Analyse af det danske stortalent:

Hvad er der sket med Kasper Dolberg?

En ung mand fra den midtjyske by Voel gik fra at være ukendt til landskendt.
Kasper Dolberg brød sidste år igennem på den internationale fodboldscene i sin debutsæson for den hollandske storklub Ajax, hvor den danske teenager blev kåret som Årets Talent i både klubben og ligaen. Dolberg fik også landsholdsdebut og titlen som Årets Fund i dansk idræt.
Men så kom efteråret 2017.
Successæsonen blev afløst af perioder med måltørke i Ajax, og på landsholdet blev Kasper Dolberg fravalgt, da Danmark kvalificerede sig til VM i Rusland. Spørgsmålet er derfor, hvad der er sket med det danske stortalent?

DET FORSØMTE EFTERÅR 2017

Målt på scoringer har den 20-årige dansker indtil videre været halvt så farlig i denne efterårssæson sammenlignet med sidste sæson. Kasper Dolberg gik i begyndelsen af denne sæson endda målløs fra banen i Æresdivisionen i mere end to måneder, før han scorede to ligamål mod ærkerivalerne Feyenoord i niende spillerunde.
Den tidligere superligatræner Glen Riddersholm har analyseret flere ligakampe fra både sidste sæson og denne sæson for at finde ud af, hvorfor Kasper Dolberg har haft sværere ved at præstere.
Glen Riddersholm har bemærket tre vigtige årsager til forskellen.
Glen Riddersholms tre årsager til, at Kasper Dolberg har præsteret dårligere i efteråret 2017 sammenlignet med sidste sæson. Foto: Toussaint Kluiters. Grafik: Jan Frederik Poulsen. / Scanpix Denmark

MANGLENDE INVOLVERING OG BEVÆGELSE

Glen Riddersholm har i sin analyse bidt mærke i, at bevægelsen hos Kasper Dolberg er dårligere i denne sæson sammenlignet med sidste sæson, hvor danskeren med gode modsatrettede bevægelser ofte fik gjort sig spilbar og kom til gode afslutningssituationer.
- Det er vigtigt for Kasper, der hvor han er i øjeblikket, at han lærer at involvere sig langt mere i spillet og sætter sig selv på spil, siger Glen Riddersholm.
Hvor han i de tre analyserede kampe i sidste sæson modtog bolden i alt 61 gange i det etablerede opbygningsspil, fik Kasper Dolberg kun bolden i alt 36 gange i de tre analyserede kampe i denne sæson.

MERE SELVISKE HOLDKAMMERATER

Én ting er, hvad Kasper Dolberg selv kan gøre for at tilbyde sig – noget andet er holdkammeraternes evne til at finde danskeren. Eller manglen på den.
Siden Dolbergs debutsæson har Ajax skiftet ud i truppen, hvor profilerne Davinson Sánchez, Davy Klaassen og Bertrand Traoré alle har fundet nye klubber. De tre spillere stod til sammen for halvdelen af de førnævnte 61 bolde til danskeren.
- Flere af de offensive kræfter i Ajax går efter deres egen chance i denne sæson, og det betyder, at Kasper Dolbergs spidskompetencer ofte ikke bringes i spil, selv om Kasper ofte bringer sig i gode situationer, hvor han kan sættes i scene, siger Glen Riddersholm.
I de tre analyserede kampe fra denne sæson har de offensive Ajax-profiler, David Neres og Justin Kluivert, eksempelvis kun leveret én enkelt aflevering til Kasper Dolberg.

MANGLENDE FANDENIVOLDSKHED

Mens Kasper Dolberg savner flere bolde at arbejde med, savner Glen Riddersholm, at danskeren viser et større initiativ og sætter sig mere igennem på de rigtige tidspunkter i de afgørende situationer.
- Det er vigtigt, at han er rolig og hviler i sig selv, men også at han i en svær periode som i øjeblikket finder noget af den fandenivoldskhed og det temperament frem, som ikke ligger naturligt for ham, siger Glen Riddersholm.
Specielt i de perioder, hvor Kasper Dolberg befinder sig i en præstationsmæssig bølgedal, er han nødt til at investere mere og opsøge heldet for at hjælpe sig selv ud af den negative spiral, mener han.
Herunder kan du høre, hvad Kasper Dolberg sagde tilbage i oktober, da han ikke havde scoret i sæsonens første syv kampe.

DET STORE FORVENTNINGSPRES

Udover de tre fodboldfaglige nedslagspunkter peger Glen Riddersholm i sin analyse på, at det store forventningspres også er en del af forklaringen bag Kaspers Dolbergs dårligere sæson.
- Lige nu befinder Kasper Dolberg sig i det, som jeg vil kalde et helt naturligt dyk for en ung spiller, der i en tidlig alder har haft en sæson ud over det sædvanlige.
- Kasper Dolberg leder efter sin egen bedste form og spiller på et hold, der lige nu ikke evner at iscenesætte ham. Lige pludselig mærker han også, at der er negativ opmærksomhed på ham, fordi forventningerne til ham er større end i sidste sæson, og det udfordrer naturligvis Kasper Dolberg mentalt, siger Glen Riddersholm.
Internt på Ajax-holdet er konkurrencen som central angriber også blevet skærpet, efter at Ajax før sæsonen hentede Klaas Jan Huntelaar tilbage til klubben fra Schalke 04. Den tidligere hollandske landsholdsangriber har i efteråret scoret seks mål i 13 ligakampe, og han er en af årsagerne til, at Kasper Dolberg i sammenligning med sidste efterår i gennemsnit har spillet omkring ti minutter mindre per kamp.

DOLBERGS VM AFHÆNGER AF FORÅRET

Kasper Dolberg var i november degraderet fra en plads i truppen til at være landsholdsreserve til Danmarks to playoffkampe mod Irland om en billet til VM-slutrunden i Rusland.
Samme dag Danmark holdt sejrsfest i Dublin var den unge Ajax-angriber med til at tabe 3-1 til Polen i en U21-landskamp. Derfor er der i foråret også meget på spil for Kasper Dolberg i jagten på at spille sig tilbage blandt Åge Hareides udvalgte.
- Jeg er helt sikker på, at Kasper Dolberg kommer tilbage på sporet, men jeg er ikke helt overbevist om, at han kommer med til VM, siger Glen Riddersholm.
Den tidligere superligatræner peger især på to udviklingsområder fra de sidste to sæsoner, der kan hjælpe Kasper Dolberg tilbage på ret kurs. Det første handler om at opsøge potentielle ’lette mål’.
- Jeg mener, at Kasper bør være mere opsøgende og forudseende i feltet. Han kan godt, som jeg ser det, investere mere og udvikle det at blive ’a fox in the box’. Der ligger potentielle mål og venter på Kasper, og det kræver egentlig kun, at han er opsøgende og tror på, at mulighederne falder ud til hans fordel, siger Glen Riddersholm.

Glen Riddersholm har i sin analyse fra kampene i de seneste to sæsoner også hæftet sig ved, at Kasper Dolberg har en tendens til indimellem at foretage sig umodne valg i pressede situationer. Analysen fra kampene i begge sæsoner viste, at Kasper Dolberg mistede en tredjedel af de bolde, som han modtog i det etablerede opbygningsspil.
Kasper Dolberg bruger markant flere berøringer i denne sæson, hver gang han har bolden. I de analyserede kampe i denne sæson har danskeren brugt 2,05 berøringer per boldmodtagelse sammenlignet med 1,75 berøringer per boldmodtagelse i sidste sæson.
- Det er tydeligt, at han i denne sæson virkelig gerne vil så meget, måske fordi han modtager bolden færre gange, men for ofte bliver kvaliteten i denne fase ikke stor nok, fordi han ikke træffer de rigtige og de gode beslutninger. Han beskytter og fastholder ikke bolden godt nok, og samtidig får han ikke sat sine medspillere godt nok op, siger Glen Riddersholm og uddyber:
- Det er dog vigtigt at tilføje, at Kasper også i sidste sæson i boldmodtagelsen manglede kvalitet i denne fase. Omvendt er det vigtigt at tilføje, at det er naturligt som en ung spiller at lave fejl, og jeg ser faktisk denne kompetence som en del i hans spil, han kan udvikle til absolut øverste niveau, fordi hans forudsætninger er så iøjnefaldende gode.

KAN BLIVE AFGØRENDE FOR DANMARK

Kasper Dolberg sætter den 24. december punktum for sin efterårssæson.
En efterårssæson den danske angriber overordnet set nok mest har lyst til får en plads i glemmebogen. Tværtimod er det dog vigtigt, at erfaringerne bliver lagret som mental ballast.
- Jeg er sikker på, at han lærer af dette efterår. Jeg vil faktisk sige at det skal han for at tage næste skridt i sin udvikling. Hvis han reflekterer, har de rigtige eksperter omkring sig og drager de rigtige konklusioner ud af den fase, han er inde i for tiden, siger min erfaring mig, at han vil komme bedre og ikke mindst mange erfaringer rigere ud på den anden side, og så vil han i fremtiden kunne gøre de dårligere perioder kortere og dermed skabe sig selv det fundament, der kan gøre ham til en topspiller i fremtiden, siger Glen Riddersholm og uddyber:
- Det er jo en spiller, som har et kæmpe potentiale. Han kommer i min verden til at gå en lys fremtid i møde, fordi han har nogle helt uimodståelige spidskompetencer, som man ikke bare sådan kan holde nede. Når Kasper finder sig selv igen, er jeg sikker på, at han både for Danmark, og de hold han optræder for, bliver en afgørende spiller.
SÅDAN ER ARTIKLEN BLEVET TIL:
Glen Riddersholm har analyseret seks kampe. Tre fra sidste sæson og tre fra efterårssæsonen 2017. Derudover har han set alle de mål, som Kasper Dolberg har scoret i sin karriere for Ajax.
De analyserede kampe er:
Sidste sæson: Ajax – NEC Nijmegen (20. november 2016), Feyenoord – Ajax (23. oktober 2016), Ajax – FC Twente (12. marts 2017). Denne sæson: Ajax – Roda (26. november 2017). Willem II – Ajax (28. oktober 2017). Twente – Ajax (2. december 2017).
Artiklen er udgivet før Ajax' sidste kamp i efterårssæsonen mod Willem II.
Øvrig research og tal: STATS og Sportsdesk/Gracenote.