Dansk VM-modstander pudser formen af mod Norge

16x9
Danmarks VM-modstander Australien møder Norge i en venskabskamp i marts. Foto: Steve Christo / Scanpix Denmark

Australiens fodboldlandshold kommer i marts til Europa, hvor de skal møde Norge i en træningskamp på Ullevaal i Oslo.

Forberedelserne frem mod VM i fodbold til sommer er så småt gået i gang. 

Danmark er havnet i pulje med Peru, Frankrig og Australien ved slutrunden i Rusland, og sidstnævnte har onsdag offentliggjort, at de den 23. marts skal pudse formen af mod Norge i en venskabskamp på Ullevaal i Oslo.

- I marts er vi nødt til at spille venskabskampe i Europa, hvor størstedelen af vores spillere har deres daglige gang, så vi kan minimere rejsetiden for spillerne. Under kvalifikationen havde vi et hårdt rejse- og kampprogram, så det vil lette belastningen før VM, at vi spiller i Europa, siger administrerende direktør i det australske fodboldforbund, FFA, David Gallop, til forbundets hjemmeside

Og det er ikke tilfældigt, at modstanderen er Norge, mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen. 

- Det er egentlig meget simpelt. De prøver jo at ramme et hold, der spiller på samme måde som Danmark, og det gør de nordiske lande jo som regel. De kunne måske have valgt Sverige, der minder endnu mere om danskerne, men det kan jo selvfølgelig være, at det ikke har været muligt. 

- Vi kan jo også vende den om og sige, at Danmark skal ud og finde en modstander, der minder om Peru. Her kunne jeg forestille mig, at de kan komme til at møde enten Mexico eller Chile, der også har hurtige spillere, siger Kasper Lorentzen. 

Australien står i øjeblikket uden landstræner, efter Ange Postecoglou valgte at træde tilbage som landstræner kun en uge efter, at 'The Socceroos', som holdet kaldes, havde kvalificeret sig til slutrunden i Rusland.  

- Vi vil være sikker på, at vores kampprogram i marts vil sørge for, at vores nye træner får en god mulighed for at teste holdet mod kvalitetsmodstandere, siger Gallop. 

Det australske fodboldforbund oplyser desuden, at de også er i gang med at lukke endnu en aftale om en landskamp i marts. Det er endnu uvist, hvem modstanderen bliver. 

Det danske landshold har endnu ikke fundet ud af, hvem de skal møde i forberedelserne til VM. Men det danske ligalandshold rejser senere på måneden til Dubai, hvor de skal møde Sveriges ligalandshold i en træningskamp.