Officielt: Barcelona og Liverpool er enige om milliardhandel

16x9
Coutinho skifter til Barcelona. Foto: PAUL ELLIS / Scanpix Denmark

Philippe Coutinho skifter fra Liverpool til Barcelona på en kontrakt gældende frem til sommeren 2023.

Den seneste tids største transfersaga har fået skrevet sit sidste kapitel.

Lørdag aften bekræfter både Liverpool og Barcelona på deres respektive hjemmesider, at den brasilianske fodboldspiller Philippe Coutinho skifter fra til FC Barcelona. 

Barcelona skriver, at Coutinho skifter på en kontrakt, der gælder i resten af denne sæson samt fem år mere. Dermed gælder den til sommeren 2023.

Derudover oplyser Barcelona, at der er en frikøbsklausul i Coutinhos kontrakt på 400 millioner euro. Det svarer til tre milliarder kroner. 

Ingen af klubberne oplyser en salgspris, men tidligere lørdag erfarede nyhedsbureauet AP, at overgangssummen bliver 160 millioner euro svarende til knap 1,2 milliarder kroner. 

Liverpools manager Jürgen Klopp slår fast, at skiftet var tæt på uundgåeligt på nuværende tidspunkt.

- Jeg kan fortælle Liverpools tilhængere, at vi som klub har gjort alt i vores magt for at overbevise Philippe om, at Liverpool var et attraktivt sted at være. Men han har været 100 procent sikker på, at hans fremtid - og hans familie - hører til i Barcelona, siger han til Liverpools hjemmeside, hvor han understreger, at han forstår, hvis tilhængerne er skuffede. 

- Det er fuldt forståeligt, at fans vil være skuffede; Sådan er det altid, når du siger farvel til en speciel person. Men selvom det kan være svært at acceptere, så er det en del af fodbold - spillerne har deres egne drømme og deres egne mål i livet.

Den offensive midtbanespiller og Barcelona har længe ønsket at få papir på hinanden, men i sommerens transfervindue afviste Liverpool angiveligt flere bud fra Barcelona. Den historie bekræfter Jürgen Klopp.

- Det er ingen hemmelighed, at Philippe har ville lave det her skifte siden juli, hvor Barcelonas interesse første gang blev kendt.

- Spilleren er blevet ved med at være dedikeret og engageret i at få os til at vinde kampe, han har leveret gode præstationer og har trænet hårdt hver dag efter sommerens transfervindue lukkede, selvom han fejlede i forhold til at overbevise os om, at han skulle væk. Den form for professionalisme siger meget om ham.

Lørdag rejste Liverpool-truppen på træningslejr i Dubai, men det var uden Coutinho.

Coutinho kom til Liverpool i 2013 fra italienske Inter. Det forventes, at han bliver præsenteret i Barcelona søndag.

De 10 største fodboldhandler

Neymar

Neymar skiftede til PSG i 2017. Foto: LIONEL BONAVENTURE / Scanpix Denmark
Neymar fra FC Barcelona til Paris Saint-Germain (2017), 222 millioner euro (cirka 1,65 milliarder kroner).

Kylian Mbappé

Kylian Mbappé skiftede til PSG i 2017. Foto: CHRISTOPHE SIMON / Scanpix Denmark
Kylian Mbappé fra AS Monaco til Paris St-Germain (2017), 180 millioner euro (cirka 1,35 milliarder kroner).

Philippe Coutinho

Philippe Coutinho i en af sine sidste kampe for Liverpool. Foto: PAUL ELLIS / Scanpix Denmark
Philippe Coutinho fra Liverpool til FC Barcelona (2018), 160 millioner euro (cirka 1,2 milliarder kroner).

Paul Pogba

Paul Pogba kom til United fra Juventus. Foto: LINDSEY PARNABY / Scanpix Denmark
Paul Pogba fra Juventus til Manchester United (2016), 105 millioner euro (cirka 781 millioner kroner).

Ousmane Dembélé

Ousmane Dembélé viser sin nye trøje frem. Foto: ALBERT GEA / Scanpix Denmark
Ousmane Dembélé fra Borussia Dortmund til FC Barcelona (2017), 105 millioner euro (cirka 781 millioner kroner).

Gareth Bale

Gareth Bale ved præsentationen i Madrid i 2013. Foto: PAUL HANNA / Scanpix Denmark
Gareth Bale fra Tottenham til Real Madrid (2013), 100,8 millioner euro (cirka 749 millioner kroner).

Cristiano Ronaldo

Cristiano Ronaldo skiftede til Real Madrid i 2009. Foto: DANI POZO / Scanpix Denmark
Cristiano Ronaldo fra Manchester United til Real Madrid (2009), 94 millioner euro (cirka 699 millioner kroner).

Gonzalo Higuain

Gonzalo Higuain blev Juventus-spiller i 2016. Foto: TIZIANA FABI / Scanpix Denmark
Gonzalo Higuain fra Napoli til Juventus (2016), 90 millioner euro (cirka 669 millioner kroner).

Neymar

Neymar kom til Barcelona i 2013. Her med tidligere FC Barcelona-præsident Sandro Rosell. Foto: JOSEP LAGO / Scanpix Denmark
Neymar fra Santos til FC Barcelona (2013), 88,2 millioner euro (cirka 656 millioner kroner).

Romelu Lukaku

Romelu Lukaku skiftede til Manchester United i 2017. Foto: LINDSEY PARNABY / Scanpix Denmark
Romelu Lukaku fra Everton til Manchester United (2017), 85 millioner euro (cirka 632 millioner kroner).