Dansk profil i 'forbudt' skifte til rivalerne - kun én har gjort det før

16x9
Søren Rieks spillede i Esbjerg frem til 2012, hvor han i første omgang skiftede til hollandsk fodbold, inden han flyttede videre til svensk fodbold. Foto: Malmö FF

Midtbanespilleren Søren Rieks skifter med øjeblikkelig virkning til Malmö FF, som han har underskrevet en treårig kontrakt med.

Den tidligere Esbjerg-spiller bliver i svensk fodbold og 'Allsvenskan', efter hans kontrakt med IFK Göteborg udløb til nytår. Tiden som klubløs blev dog kortvarig, da han skifter til rivalerne og de svenske mestre, Malmö FF.

- Rent sporgsligt er det svært at finde noget bedre i Skandinavien. I løbet af mine år i Sverige har Malmö ligget i toppen, spillet i Europa og næsten altid vundet titlerne. Man har været lidt misundelig. Nu håber jeg at kunne fortsætte traditionerne med at vinde mesterskabet og nå i Champions League, siger han til Malmös hjemmeside.

Det er et skifte, som overrasker mange, skriver Sydsvenskan. Søren Rieks havde nemlig givet udtryk for, at han ville skifte til et andet land efter hans tre og et halvt år i Göteborg.

I stedet vælger han nu at lave det 'forbudte skifte', som kun én spiller har gjort før ham - fra IFK Göteborg til Malmö FF. Det var tilbage i 2003, hvor Jon Inge Høiland tog turen over til rivalerne.

Søren Rieks nåede 92 Allsvenskan-kampe for IFK Göteborg, hvor han scorede 22 mål og lavede 19 assists. En af de mest betydningsfulde scoringer kom dog i den svenske pokalturnering tilbage i 2015. Her afgjorde han finalen med målet til 2-1, efter landsmanden Lasse Vibe tidligere i kampen havde udlignet for IFK.

I Malmö får danskeren trøje nummer fem, og han indleder træningen allerede lørdag. Her glæder sportschef Daniel Andersson sig også til at se danskeren i aktion.

- Det er en hurtig og stærk spiller med en masse energi. Han er farlig fremad, leverer både mål og assists og kan anvendes på de fleste offensive positioner. Hans rutine fra både Allsvenskan og internationale kampe tror jeg, vi kan drage stor nytte af, siger sportschefen.

Malmö har vundet mesterskabet fire af de seneste fem sæsoner i Sverige, hvor den nye sæson i Allsvenskan starter til april.