FC København slipper for Atléticos stjerneangriber

16x9
Diego Costa er ikke med i Atletico Madrids første Europa League-opgør mod FC København. Foto: SERGIO PEREZ / Ritzau Scanpix

Diego Costa er ikke en del af Diego Simeones trup til Europa League-kampen mod FC København i Parken torsdag aften.

FC Københavns forsvarsspillere skal i første omgang ikke koncentrere sig om Diego Costa. Angriberen er ikke rejst med resten af Atlético Madrid-spillerne til Danmark.

Costa har været ramt af en mindre skade i sit venstre lår, og Atlético-træner Diego Simeone har derfor valgt at lade angriberen blive hjemme for at skåne ham, oplyser den spanske klub på sin hjemmeside.

Det er på trods af, at den 29-årige målræv, der i januar vendte 'hjem' til Atlético Madrid efter tre og en halv sæson i engelske Chelsea, spillede 75 minutter i weekendens 1-0-sejr i Malaga.

Montenegrinske Stefan Savić er heller ikke med i truppen til den første Europa League-sekstendedelsfinale mod FC København, mens Simeone kan glæde sig over, at Diego Godín har fået grønt lys til at spille, efter at han mistede tre tænder i en ligakamp mod Valencia den 4. februar.

I 20-mands truppen har Atlético-træneren også fundet plads til spanske Antonio Montoro. Den 20-årige forsvarsspiller tørner normalt ud for klubbens B-hold.

Det første Europa League-opgør mellem FC København og Atlético Madrid fløjtes op torsdag kl. 21.05. Der er returkamp i Madrid torsdag den 22. februar. Her er der kampstart kl. 19.00.