Hareides VM-optakt er i gang: - Der er altid nogen, der overrasker

16x9
Åge Hareide har været dansk landstræner siden marts 2016. Foto: CLODAGH KILCOYNE / Scanpix Denmark

Den danske landstræner har været på rundtur blandt flere danske landsholdsspillere som et led i forberedelserne til VM i Rusland.

Med knap fire måneder til VM sparkes i gang i Rusland, er tiden inde for Åge Hareide til så småt at begynde at sætte sit landshold.

- Vi har for nylig været på rejse i tre forskellige lande og mødt mange spillere og set nogle fine kampe. Det er meget nyttigt. Vi får talt med dem og involveret dem i vores planer til VM. De fleste spillere har været godt kørende hele vinteren og frem til nu, så det ser rigtig godt ud.

Der er altid nogen, der overrasker - som kommer og kan være en ny kandidat

Åge Hareide

På den netop overståede rejse har særligt flere af landstrænerens stamspillere fået fint besøg, og VM-stemningen har også bredt sig til aktørerne på banen.

- Det er også en voldsom inspiration for spillerne. Alle har jo lyst til at spille VM-kampe. Det skal være noget af det bedste, som kan ske i en fodboldkarriere, mener Hareide. 

- Der er altid en ekstra spænding. Du må holde dig frisk og du må levere gode kampe. Man ved selvfølgelig, om man har efterladt et godt indtryk i de kampe, som allerede er spillet, men alligevel skal du være skarp over hele foråret for at komme med i VM-truppen.

Stadig plads til nye

Selvom Åge Hareide i sin tid som landstræner har bygget en grundstamme op omkring profiler som Kasper Schmeichel, Simon Kjær og Christian Eriksen, så udelukker han ikke, at nye ansigter stadig kan komme i betragtning til VM-truppen.

- Der er altid nogen, der overrasker - som kommer og kan være en ny kandidat. Nu har vi jo fået Fischer hjem til FC København, hvor der også er en ung fyr som Robert Skov og selvfølgelig William Kvist. Også Superliga-spillerne skal præstere, for vi er nødt til at kigge alle veje for at finde dem, der sælger sig bedst i øjeblikket, fortæller landstræneren.

Der er dog en særlig grund til, at den mangeårige træner går så meget op i, at holdets bærende spillere helst skal være de samme. 

- Jeg holder fast i en stamme, for vi er ikke kun optagede af selve kvaliteten af spillerne. Jeg er også meget, meget optaget af kemien. Det spiller ingen rolle hvor dygtig du er, hvis du ikke har den rigtige kemi mellem mennesker. 

- Og derfor har jeg også valgt at holde folk sammen over tid, som jeg ved fungerer sammen. Og nu skal vi være sammen i lang tid, så der bliver det her endnu mere vigtigt, fortæller Hareide. 

Landsholdet tester for første gang formen i slutningen af marts, hvor Panama og Chile venter i to testkampe.

Se det fulde program for VM i fodbold 2018 her