Russerne har brugt 51 milliarder på VM – nu er de ved at være klar

Stadions, lufthavne og hoteller er snart bygget om, så 32 landshold og endnu flere tilhængere kan indtage VM-turneringen i Rusland.

Der er stadig et stykke tid til, at bolden ruller på banen i den russiske by Luzhnik, hvor åbningskampen spilles, men der er så småt begyndt at dufte af VM-slutrunde.

I dag er der nemlig 100 dage til, at Rusland og Saudi Arabien åbner turneringen, når de tørner sammen i første kamp. 32 landstrænere og nationer er allerede begyndt at tænke frem imod sommer, hvor 1.000.000 mennesker forventes at rejse til Rusland for at se fodbold.

Og russerne er efterhånden snart klar til den store turnering, selvom de stadig har 100 dage til at gøre forberedelserne færdige.

Ingen økonomiske problemer - men sponsorerne mangler

Det er absolut ikke gratis at være vært ved en VM-slutrunde. Hoteller, stadions og lufthavne skal udbygges, så de kan rumme den store mængde af mennesker, der forventes at besøge Rusland.

Det koster penge - mange penge, men det skulle ikke være noget problem.

Formanden for den infrastrukturelle komité fortæller, at det har kostet 8,5 milliarder dollars - 51 milliarder kroner - at blive klar til slutrunden.

- Forbedringerne er tæt på at være færdige. Alle faciliteterne vil være brugbare for de gæster, der vil se fodbold og besøge de russiske byer, fortæller Alexei Sorokin, der er formand i den infrastrukturelle komité, ifølge det russiske nyhedsbureau, TASS.

- Der er ikke nogen, der kan sige, at vi bygger noget, som vi ikke har brug for. Det er nødvendige forbedringer. Vi er ved at nå i mål, selvom der stadig er adskillige måneder til VM-start, forklarer han.

Fakta om VM-turneirngen

  • 12 forskellige arenaer er i brug
  • 15 centre for frivillige er oprettet
  • 31 togstationer bliver bygget om
  • 96 forskellige træningsarealer er i brug
  • 30.000 frivillige hjælper til
  • 1.000.000 mennesker forventes at rejse til Rusland
  • 3.000.000 tilskuere forventes at se kampene på stadion

Formanden fortæller desuden, at man kan se forskelle i den måde, som værtsnationerne har investeret i VM-turneringen på. Det økonomiske indskud er gået op, og der er Rusland ingen undtagelse.

- Alle VM-værtsnationer har set en positiv effekt fra slutrunderne, og dette har vi også oplevet, siger Sorokin.

Men selvom russerne siger, at der er styr på den økonomiske situation, så forlyder det, at der stadig er mange ledige sponsorpladser ved slutrunden. Der er stadig 21 ledige pladser ud af 34 i sponsorporteføljen, skriver nyhedsbureauet AP.

I den nyoprettede kategori tre med plads til 20 sponsorer, er det blot lykkedes at afsætte ét sponsorat, nemlig russiske Alfa-Bank. FIFA har underskrevet en sponsorkontrakt med den tredje kinesiske sponsor i den næstdyreste kategori, og denne gang er det med mejeriselskabet Mengniu Group.

Infrastrukturen er kommet i VM-stemning

Man kan allerede begynde at fornemme VM-stemningen, selvom der stadig er 100 dage endnu. Metro-vognene, der skal transportere fans og tilskuere rundt i Moskva, er blevet dekoreret i VM-farver og er klar til turneringsstart.

Flere Metro-tog i Rusland er blevet dekokeret i VM-tema og er klar til at transportere de mange tilskuere rundt.
Flere Metro-tog i Rusland er blevet dekokeret i VM-tema og er klar til at transportere de mange tilskuere rundt. Foto: Scanpix Denmark

Et eksempel på transformeringen i forbindelse med VM-turneringen er byen Volgograd. Den er én af 11 lokationer i Rusland, hvor der skal spilles fire gruppespilskampe. Der har i de lang tid vidst, at de ikke kunne rumme den store menneskemængde, så derfor har lufthavnen, Volgograd International Airport, fået en stor overhaling, og den forventes at kunne tages i brug i næste måned.

Når den er ombygget, kan den klare minimum 1.450 passagerer i timen, hvilket er det, som FIFA kræver.

Her er de otte VM-grupper

Gruppe A:

  • Rusland
  • Saudi Arabien
  • Egypten
  • Uruguay

Gruppe B

  • Portugal
  • Spanien
  • Marocco
  • Iran

Gruppe C

  • Frankrig
  • Australien
  • Paru
  • Danmark

Gruppe D

  • Argentina
  • Island
  • Kroatien
  • Nigeria

Guppe E

  • Brasilien
  • Schweiz
  • Costa Rica
  • Serbien

Gruppe F

  • Tyskland
  • Mexico
  • Sverige
  • Sydkorea

Gruppe G

  • Belgien
  • Panama
  • Tunesien
  • England

Gruppe H

  • Polen
  • Senegal
  • Colombia
  • Japan

- Alt kommer til være færdigt til tiden, forsikrer Andrey Bocharov, der guvernør i Volgograd-regionen.

Derudover forsøger byen at flytte menneskemængden lidt væk fra centrum. Derfor har de anlagt en strand i byen langs med floden Volga, så folk kan transportere sig rundt i byen via denne.

Stadions er tæt på at være færdige

FIFA har ad flere omgange besøgt de forskellige stadions, hvor de har sikret sig, at byggerierne og modificeringer går efter planen. Indtil videre er der ingen meldinger om, at der skulle være nogle forsinkelserne.

- Vi giver ikke FIFA nogen problemer at tænke på, og alle forberedelserne kører stabilt. Vi er ved at færdiggøre de sidste stadions, så de bliver hjertet i turneringen, forklarer Alexei Sorokin, der er formand i den infrastrukturelle komité.

Danmark skal spille sin første kamp i Mordovia Arena i Saransk.
Danmark skal spille sin første kamp i Mordovia Arena i Saransk. Foto: Scanpix Denmark

Der skal spilles fodbold rundt omkring i Rusland på 12 forskellige baner, og størstedelen er næsten klar til at blive indtaget af de mange fans og spillere. Landene spiller typisk de tre gruppekampe på tre forskellige stadions.

Der venter dog en oplevelse langt ud over det sædvanlige, når spillere og fans skal se fodbold på Central Stadion i den russiske by Jekaterinburg.

For at kunne indfri det internationale fodboldforbunds ufravigelige ønske til et VM-stadion, bygger de russiske arrangører begge endetribuner uden for stadion.

- Chance for en græshoppeskandale

Her kommer Danmark dog ikke til at spille nogle af sine kampe. Danmark skal spille sin første kamp på Mordovia Arena, der er ved at blive færdigbygget, og den forventes at komme til at rumme 44.442 tilskuere.

Danmark skal spille sin kamp mod Australien på Cosmos Arena. Et spritnyt stadion, der er under opførelse til VM. Cosmos Arena kan rumme 44.918 tilskuere.

Kampen mod Frankrig spilles på Luzhniki Stadion, der er det største stadion i Rusland. Det har plads til 84.745 siddende tilskuere. Det blev indviet 31. juli 1956.

Jeg er bange for, at vi i år kan ende med en international græshoppeskandale

Pjotr Chekmaryov, ansvarlig for plantebeskyttelse

Selvom danskerne ikke skal spille på det spektakulære stadion i Jekaterinburg, så kan der vente en anden anderledes oplevelse, når de træder ind på græsset til sommer. Der er nemlig en risiko for, at sværme af græshopper kommer til at deltage ved sommerens VM i fodbold. Det bekymrer værtslandet, skriver nyhedsbureauet AP.

Pjotr Chekmaryov, der er ansvarlig for plantebeskyttelse i Ruslands landbrugsministerium, fortæller, at der er en reel risiko for, at græshopper vil finde vej til de stadions, hvor VM skal spilles.

- Vi har mere eller mindre fået styr på, hvordan vi bekæmper græshopper, men i år er jeg bange for, at vi kan ende med en international græshoppeskandale, siger Chekmaryov.

Det danske græs ligger allerede på stadion hos den spanske storklub Real Madrid. Video: Elisabeth Thiis

Hoteller har skruet priserne på

En sted, der forhåbentlig ikke kommer til at være græshopper, er på landsholdenes og tilskuernes hoteller, hvor de skal indlogeres. FIFA forventer, at der kommer 1.000.000 tilskuere til Rusland fra andre lande, og de skal også have et sted at bo - og det ser russerne ud til at udnytte.

Britiske Independent mener at vide, at de russiske hoteller omkring stadions har skruet gevaldigt op for priserne under VM-slutrunden. Avisen kan berette om, at hoteller enkelte steder tager 31.250 kroner for at bo i en lejlighed i én overnatning på kampdage, imens et værelse med en seng kan koste over 10.000 kroner for én overnatning.

Der er to stadions i hovedstaden, der bliver brugt under slutrunden. Det er Luzhniki, hvor åbningskampen og finalen bliver spillet. Derudover bliver der også spillet kampe i Spartak. Det er også der, hvor officials og medierne vil være placeret. Det er forventet, at priserne kommer til at stige her på grund af det store pres.

Det danske landshold har også sin placering på plads. Dansk Boldspil-Union (DBU) har offentliggjort, at landsholdet får base på det firestjernede hotel Beton Brut Resort, der ligger i kystbyen Anapa i det sydvestlige Rusland.

- Vi får gode muligheder for at kunne være meget udendørs og nyde det milde klima og Sortehavet. Det tror jeg er vigtigt, når man er samlet så lang tid, siger landstræner Åge Hareide i en pressemeddelelse.

- Samtidig får vi et hotel, hvor vi har gode forhold med tre etager reserveret til os, hvor vi kan samle os som hold, sikre gode behandlingsmuligheder og fysisk træningsfaciliteter.

Hooligans har meldt deres ankomst - Præsident tror på fred

Der var problemer med hooligans under EM-slutrunden i Frankrig i 2016, og ifølge russiske hooligans kan det også blive tilfældet ved denne slutrunde, når den begynder om 100 dage.

- For nogle bliver det en fodboldfest, for andre bliver det en voldsfest, sagde en unavngiven hooligan tidligere til BBC

- Alle fra fangrupperne glæder sig til, at VM skal afvikles i Rusland. Man behøver ikke at rejse for at have det sjovt. Vores modstandere er naturligvis englænderne, for de er grundlæggerne af hooliganismen, siger den russiske hooligan. 

Vi forventer, at der kommer til at være en god atmosfære i Rusland til sommer

Gianni Infantino, FIFA-præsident

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Gianni Infantino, sagde efterfølgende, at han ikke frygtede hooliganisme ved VM. Det kan være, fordi man forventer, at de russiske myndigheder vil foretage en masse præventive anholdelser forud for VM. 

Han siger endvidere, at man vil blive budt velkommen af en fredsfyldt atmosfære, hvis man kommer til Rusland for at se fodbold. 

 - Alle har en opfattelse af et land, inden man besøger det, og det gælder også, når det handler om Rusland. Dette har vi set ved tidligere slutrunder, og jeg er sikker på, at denne turneringen vil ændre måden, som folk ser Rusland på, siger Infantino ifølge Eurasia Diary.

- Vi forventer, at der kommer til at være en god atmosfære i Rusland til sommer. Verden vil se et land, der er åbent. Vi forventer, at det kommer til at forløbe uden problemer.

Præsidenten fremhævede ved den lejlighed, at Rusland afholdte Confederations Cup-turneringen i sommeren 2017, som forløb uden nogle skandaler.

- Vi forventer, at der kommer til at være en god stemning. I hver af værtsbyerne kommer der til at være en plads dedikeret til tilhængerne, så man også kan nyde kampene uden for stadion, siger FIFA-præsidenten.

VM-stemningen ser ud til at være på plads, og forberedelserne er ved at være færdige. Nu venter vi bare på, at tælleren med de 100 dage rammer nul.

Nationer ved VM 2018
Filtrér

Filtrér visning

Verdensdel
Asien
Europa
Nord- og Centralamerika
Afrika
Sydamerika