Eriksen og Tottenham sendt ud af CL efter tre gode Juventus-minutter

16x9
Paulo Dybala scorede Juventus' andet mål i kampen. Foto: Ian Kington / Ritzau Scanpix

Gonzalo Higuain og Paulo Dybala vendte 0-1 til en Juventus-sejr på 2-1 ude over Tottenham i Champions League.

Tottenham og Christian Eriksen er ude af Champions League efter ottendedelsfinalerne.

Onsdag aften dominerede danskerens hold stort set hele hjemmekampen mod Juventus, men tre gode italienske minutter sørgede for, at Juventus vandt opgøret med 2-1. Samlet vandt italienerne derfor 4-3.

Alt så ellers lyst ud for Tottenham i de første 63 minutter. Holdet havde bolden en overvejende stor del af tiden, og Heung-Min Son havde bragt værterne på 1-0.

Men så scorede Juventus to gange på tre minutter, og det chok kom Tottenham aldrig med et modsvar på, selv om holdet var tæt på med et forsøg på stolpen.

Før pausen var sydkoreaneren Heung-Min Son en evig kilde til uro. Allerede efter tre minutter kom han til sin første chance, men Gianluigi Buffon stod i vejen.

Også Harry Kane nåede at forsøge sig for Tottenham, inden samtlige Juventus-spillere kom op i det røde felt, da de følte, at holdet blev snydt for et straffespark.

Douglas Costa gik i jorden efter en glidende tackling fra Jan Vertonghen, og at dømme ud fra tv-billederne var Juventus-brokkerierne fuldt forståelige. Dommer Szymon Marciniak så situationen anderledes og vinkede spillet videre.

Episoden skete efter et af få Juventus-besøg i Tottenhams ende.

Hjemmeholdet dominerede nemlig første halvleg, og Heung-Min Son åbnede målscoringen seks minutter før pausen.

Egentlig fik Son et dårligt træf på et fladt indlæg, da han sparkede bolden ind på sit eget støtteben. Det, der lignede en skævert, endte lykkeligt for sydkoreaneren, for bolden ændrede retning og sneg sig uden om hårdtkæmpende Giorgio Chiellini og Buffon.

Det var svært at se, hvor de to nødvendige Juventus-scoringer skulle komme fra. Fire gule kort på 52 minutter indikerede også, at det italienske mesterhold var på hælene.

Derfor kom Gonzalo Higuains udligning midt i halvlegen uventet. Sami Khedira headede et indlæg videre mod bageste stolpe, hvor Higuain kastede sig i luften og fik drejet bolden i nettet.

Den kolde spand vand i Tottenham-spillernes hoveder blev kort efter til is.

Argentineren Paulo Dybala snød offsidefælden og fik frit løb ned mod Hugo Lloris. Med største selvfølgelighed smækkede Dybala bolden op i nettaget og sendte Juventus på kvartfinalekurs.

Den overraskende udvikling på opgøret lammede for en stund både Tottenham-spillerne og deres fans på tribunerne.

Den resterende del af kampen var ren overlevelse for Juventus.

I det sidste minut af den ordinære spilletid headede Harry Kane bolden på stolpen til stor ærgrelse for Eriksen og co., der nu må følge resten af turneringen foran fjernsynet.