Premier League-klub straffet for at bryde antidopingregler

16x9
West Ham ligger nummer 14 i Premier League. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

West Ham accepterer bøden fra det engelske fodboldforbund.

Fodboldklubben West Ham har fået en bøde på 30.000 pund - svarende til cirka 250.000 kroner - for at bryde antidopingreglerne.

Det har det engelske fodboldforbund offentliggjort i en pressemeddelelse.

West Ham, der til daglig spiller i Premier League, er blevet straffet, fordi de har givet forkerte informationer om de såkaldte 'whereabouts'. Klubberne er forpligtet til at give detaljer om træningssamlinger, og hvor spillerne befinder sig, så de kan stå til rådighed til at afgive en dopingprøve.

Inden for det seneste år har West Ham tre gange givet fejlagtige oplysninger. Det er derfor, de nu bliver straffet.

- Klubben accepterer bøden, og vi vil bestræbe os på at stramme vores procedurer for at undgå dette igen, siger en talsmand for klubben.

- Vi vil gerne understrege, at overtrædelsen var et klubs administrative spørgsmål og ikke vedrørte nogen af vores spillere.

Manchester City er tidligere blevet straffet af FA for en lignende sag.

Dengang blev de idømt en bøde på 35.000 pund, hvilket svarede til cirka 305.000 kroner.

'Whereabouts' er også kendt fra cykelverdenen, hvor rytterne ligeledes skal give besked om, hvor de befinder sig henne i forbindelse med træninger.