Tabte Sønderjyske med vilje? Interview åbner for spekulationer

16x9
Christian 'Greko' Jakobsen var ikke tilfreds efter kampen mod FC Midtjylland. Foto: Lars Møller Jensen / Ritzau Scanpix

Efter nederlaget til FC Midtjylland var Sønderjyske-spilleren Christian ’Greko’ Jakobsen tydeligt frustreret over situationen.

Artikel er opdateret med Sønderjyskes beklagelse af sagen.

Sidste spillerunde af Superligaen havde potentiale til at blive kontroversiel, da flere hold kunne have større gevinst af et nederlag frem for en sejr.

Et af de hold var Sønderjyske, som på udebane mødte FC Midtjylland. Længe så det ud til, at udeholdet overraskende ville få 1-1 med hjem, men et mål i overtiden af Gustav Wikheim sendte sejren til midtjyderne på 2-1. Og så begyndte det for alvor at blive mærkeligt.

For efter kampen talte TV3 SPORT med Sønderjyskes Christian ’Greko’ Jakobsen, og han var tydeligvis ikke tilfreds.

- Det er til grin jo. Der er ikke så meget mere at sige. Det gør sgu ondt på stoltheden, synes jeg. Men ja. Man gør det bedste for klubben jo, siger han.

Efter det bliver han spurgt, om de tabte med vilje, og til det vil han hverken svare ja eller nej. Hele interviewet kan ses på TV3 SPORT.

Beklager tweets

På Sønderjyskes Twitter-profil opdaterede man som sædvanlig direkte fra kampen, hvor der minut for minut kom nye opslag, som kampen udviklede sig.

Men hvis man kigger på deres Twitter-profil nu, vil man opdage, at live-opdateringen stopper i det 88. minut. Lige inden Wikheims afgørende scoring til 2-1. Forklaringen bag er, at klubben har slettet opdateringerne fra målet, da de indeholdt glæde over udsigten til et nederlag.

Her ses Twitter-brugeren Lean Thomsens tweet, hvor han har taget et screenshot af et af Sønderjyskes opslag.

Også BT har taget billeder af de nu forsvundne tweets.

Nu beklager klubben de slettede opslag.

- Det er vigtigt for os at understrege, at de pågældende tweets ikke er i overensstemmelse med værdierne i SønderjyskE og det, vi ønsker at stå for som klub, lyder det blandt andet fra klubben.

Ekspert havde forudset det

Tidligere søndag havde TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen luret, at der var lagt op til en mærkelig sidste runde af grundspillet.

- Der er ingen tvivl om, at OB og Sønderjyske i min optik vil have mere gavn af at tabe. De vil ligge så godt, at de ikke vil komme i nedrykningsfare, sagde han i denne artikel, hvor han prøver at forklare, hvorfor den mærkelige situation er opstået.

Alle klubber ville helst undgå at ende som nummer 7. Det ville nemlig betyde et sværere scenarie i et nedrykningsspil. Læs mere om hvorfor i artiklen, hvor Lorentzen gennemgår den specielle situation.

Når det er sagt, så havde eksperten svært ved at forestille sig, at hold ville lægge sig ned med vilje.

- Jeg ved ikke, hvordan man gør det, men i og for sig kan det godt betale sig at tabe for dem. Det vil helt klart positionere dem bedre. Men igen skal du risikere ikke at vinde, men hvem kan tabe med vilje?

Få det fulde overblik over sidste spillerunde i grundspillet her.