Wolverhampton rykker op i Premier League

16x9
Wolverhampton er klar til Premier League i næste sæson. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Brentford udlignede sent til 1-1 i udekampen mod Fulham, og dermed er Wolverhampton tilbage i Premier League.

Fodboldklubben Wolverhampton rykkede lørdag op i Premier League uden at spille. 

Oprykningen blev en realitet, da nummer tre i Championship, Fulham, måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Brentford, der scorede i de afsluttende minutter. 

Wolverhampton har 92 point for 42 kampe og er sikker på mindst andenpladsen i den næstbedste engelske fodboldrække. 

Cardiff indtager andenpladsen med 83 point for 42 kampe, mens Fulham er nummer tre med 82 point for 43 kampe. 

Der spilles 46 runder i Championship, og dermed kan Fulham ikke længere indhente Wolverhampton. 

De to bedste hold rykker direkte op, mens nummer tre til seks i rækken skal spille playoffkampe om en enkelt oprykningsplads. 

Fulham så ellers ud til at være på sejrskurs hjemme mod Brentford, da Aleksandar Mitrovic i anden halvleg scorede til 1-0. 

Få minutter før tid fik Brentfords Neal Maupay imidlertid udlignet til 1-1, hvilket altså skabte jubel hos Wolverhampton, der sidst var med i Premier League i 2012. 

Brentford havde Andreas Bjelland med i første halvleg, mens Henrik Dalsgaard spillede hele kampen for gæsterne. 

Tidligere lørdag lavede Kenneth Zohore et succesrigt indhop for Cardiff City, der vandt 2-0 ude over Norwich. 

Den danske angriber blev sendt på banen cirka et kvarter før tid, og fire minutter før tid bragte han Cardiff foran 1-0.