Schalke slår Dortmund i slaget om tysk andenplads

16x9
Naldo har netop sikret Schalke 04 sejren i søndagens Ruhr-derby og tiljubles for scoringen til 2-0. Foto: Patrik Stollarz / Ritzau Scanpix

Det klassiske Ruhr-derby endte 2-0 til Schalke 04, der har sat sig solidt på Bundesligaens andenplads.

Schalke 04 styrer mod titlen som vicemester i tysk fodbold.

Søndag vandt Schalke på hjemmebane det traditionsrige Ruhr-derby mod Borussia Dortmund med 2-0.

De to klubber lå før opgøret næsten side om side i kampen om andenpladsen, men nu har Schalke slået et hul på fire point med fire spillerunder tilbage af Bundesligaen.

Fem minutter efter pausen sendte den ukrainske angriber Evgen Konoplyanka hjemmeholdet på kurs mod sejren, da han pludselig stod fri og scorede til 1-0.

Selv om Dortmund pressede hårdt på for udligningen, så kunne brasilianske Naldo ti minutter før tid cementere sejren. En frisparksbold blev trillet hen til Naldo, der tordnede Schalke på 2-0.

Bayern München har sikret sig det tyske mesterskab og topper suverænt Bundesligaen med 75 point foran Schalke med 55. Bayer Leverkusen og Dortmund har hver 51 point.