Bundesligahold fik tildelt straffespark - men spillerne havde forladt banen

16x9
Mainz' Pablo de Blasis celebrates. Foto: Kai Pfaffenbach / Ritzau Scanpix

En videokendelse gav straffespark efter pausefløjtet til Mainz, som mandag hjemme slog Freiburg 2-0.

Spillerne havde forladt banen efter første halvleg, men de blev kaldt tilbage af dommeren, så der kunne sparkes et straffespark.

Den noget atypiske handling udspillede sig i opgøret i Bundesligaen mandag aften, da Mainz hjemme besejrede Freiburg 2-0 på to scoringer af Pablo De Blassis. 

Målet til 1-0 var et sjældent syn, da første halvleg var fløjtet af, og spillerne havde forladt banen. 

Pludselig blev de kaldt tilbage, da VAR-systemet (Video Assistant Referee) havde talt. 

Videosystemet er brugt i denne sæson i den bedste tyske række til stor debat, og det var således også i brug i opgøret i Mainz. 

Her opdagede videodommeren så, at bolden i første halvleg var blevet rørt med hånden af en Freiburg-spiller i eget felt. 

Derfor skulle Pablo De Blassis så på banen med de øvrige spillere, så han kunne sparke et straffespark og bringe Mainz foran 1-0. 

Pablo De Blassis udnyttede i det 79. minut så en kæmpe kiks af Freiburg-keeper Alexander Schwolow og afgjorde kampen med sin scoring til 2-0. 

Resultatet gjorde, at Mainz og Freiburg byttede plads i bunden af rækken, hvor begge hold har 30 point. 

Dermed ligger Freiburg nu på nedrykningspladsen foran Hamburger SV og FC Köln, mens Mainz er lige over stregen.