Hareide kritiserer Højbjerg: - Havde sin egen opfattelse af taktikken

16x9
Åge Hareide har ikke brugt Pierre Emile Højbjerg på landsholdet siden 2016. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Pierre Emile Højbjerg spiller fast i Premier League. Alligevel har han ikke været en del af landsholdet siden 2016.

På papiret ligner Pierre Emile Højbjerg en oplagt VM-kandidat. Måske endda en selvskrevet spiller i den danske trup.

Han er fast mand i Premier League-klubben Southampton, men alligevel er han blevet fravalgt af landstræneren siden 2016. I et interview med Jyllands-Posten forklarer Åge Hareide, at det skyldes, at Højbjerg i flere situationer har tænkt mere på sig selv end på holdet.

- Han fik sin egen opfattelse af, hvordan han skulle spille. Rent taktisk. Hvilken rolle han skulle have på midtbanen og på holdet. Det er meget vigtigt, at man påtager sig den rolle, man får givet, siger Hareide til Jyllands-Posten og tilføjer et minde fra Højbjergs seneste kamp.

- Der skete noget under kampen på hjemmebane mod Montenegro i efteråret 2016, da han blev skiftet ud. Da demonstrerede han, at han ikke var tilfreds med det. Det var jeg ikke glad for, og det sagde jeg også til ham.

Pierre Emile Højbjerg har spillet 21 landskampe, siden han fik debut i 2014. Otte af kampene har været under Åge Hareide, der lod Højbjerg starte inde i de tre første VM-kvalifikationskampe.

Siden da har Højbjerg været inde i en lille krise i Southampton, hvor han i en periode brugte mere tid på bænken end på banen. Nu er han dog tilbage blandt de 11 førstevalgte, og derfor kan han måske også være på vej tilbage i landsholdsvarmen.

'Særdeles' landsholdsaktuel

Selv om Pierre Emile Højbjerg ikke har været på landsholdet siden 2016, er han stadig i landstrænerens tanker, når disse falder på truppen til det kommende VM.

Derfor skal landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, til England for at se midtbanespilleren spille for Southampton, når holdet søndag møder Chelsea i FA Cuppen.

- Han er særdeles aktuel for vores trup, og på søndag tager Jon (Dahl Tomasson, red.) over og ser ham spille live. Jeg har talt med Pierre Emile, og han har helt fint accepteret, at holdet kommer før alle andre, siger Åge Hareide til BT.

Pierre Emile Højbjerg konkurrerer derfor på lige fod med alle andre danske spillere om en plads til VM.

Truppen til sommerens slutrunde bliver udtaget den 14. maj.