Engelske medier hylder Liverpool efter ‘tryllebindende aften’

16x9
Liverpool har vundet Champions League fem gange. Holdet vandt senest i 2005. Foto: Dave Thompson / Ritzau Scanpix

Liverpool besejrede tirsdag Roma 5-2 i den første af to semifinaler, og holdet har dermed sikret sig et godt udgangspunkt inden returopgøret.

Vi skal 11 år tilbage for at finde den seneste gang, Liverpool kvalificerede sig til Champions League-finalen.

Men nu kan traditionsklubben fra Anfield være godt på vej mod endnu en Champions League-finale, efter Liverpool tirsdag sendte Roma hjem med et nederlag på 5-2 i semifinalen.

Allerede efter 69 minutters spil førte de rødblusede 5-0, men holdet indkasserede to mål i løbet af de sidste 10 minutter.

De to sene reduceringer ændrer dog ikke på, at Liverpool bliver hyldet i flere store engelske medier efter kampen.

Sky Sports: - Kan nogen stoppe Liverpool?

Sky Sports er imponeret over Liverpools præstation og sætter spørgsmålstegn ved, hvem der skal stoppe de rødblusede.

- Italienerne, sejrsherrerne over Barcelona, var overvældede og undermineret af den uimodståelige kraft, som Liverpool er. De er topscorere i Champions League, og er det eneste ubesejrede hold i denne sæsons Champions League. Real Madrid eller Bayern München har stamtavlen, men er der noget hold i Europa, der har farten eller selvsikkerheden til at holde det her hold nede?

The Mirror: - En mægtig sejr

- Liverpool står med det ene ben i Champions League-finalen med den mægtige 5-2-sejr over Roma på Anfield anført af Mo Salahs ukuelige brillians, lyder det i The Mirror.

Liverpools Champions League-finaler

Liverpool har igennem tiden været i syv Champions League-finaler og har trukket sig sejrrigt fra fem af dem.

  • 1976-77: Liverpool - Borussia Münchengladbach 3-1
  • 1977-78: Liverpool - Club Brügge 1-0
  • 1980-81: Liverpool - Real Madrid 1-0
  • 1983-84: ​Liverpool - Roma 5-3 (efter straffespark)
  • 1984-85: Liverpool - Juventus 0-1
  • 2004-05: Liverpool - Milan 6-5 (efter straffespark)
  • 2006-07: Liverpool - Milan 1-2

The Guardian: - En tryllebindende aften

The Guardian kalder det en 'tryllebindende aften' og sammenligner blandt andet sejren med holdets 4-3-sejr over Borussia Dortmund i 2016-udgaven af Champions League.

- Liverpool har tilføjet endnu en opmuntrende præstation til en allerede omfattende liste, og holdet kan, medmindre de løber ind i et usandsynligt nederlag til Roma, begynde at se frem til finalen i Ukraine den 26. maj.

- Liverpool og Salad accelererede ikke blot væk fra Roma – de tog kraften ud af dem, og de dræbte næsten, men ikke helt, en semifinale, som alligevel på en måde forblev i balance.

Independent: - Et bombastisk resultat

I Independent roses særligt stjernespilleren Mohamed Salah, der scorede to mål og lavede to assists i tirsdagens kamp.

- Den naturlige bekymring for et italiensk comeback, som stammer fra Romas kvartfinale imod Barcelona, farver det, der ellers var endnu en meget speciel aften på Anfield. Det betyder også, at på trods af det bombastiske resultat på 5-2 er det bestemt ikke sikkert, at det løfter Liverpool tilbage til det øverste niveau i klubspillet. Men det var dog en aften, hvor en meget speciel spiller bevægede sig til det øverste niveau.

Goal: - Alle pengene værd

- Salah truer med at tage Liverpool hele vejen til hæderen. Han har allerede sikret dem halvandet ben i Champions League-finalen efter endnu en ekstraordinær indsats på endnu en ekstraordinær Anfield-aften. Underholdning? Det er pengene værd med Liverpool, det er helt sikkert, skriver goal.com.

Returopgøret spilles den 2. maj i Rom.