Salah modtager endnu en stor pris

16x9
Liverpools Mohamed Salah vinder endnu en pris. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Liverpool-spilleren med de mange mål har for anden gang modtaget hæderen som årets spiller i engelsk fodbold.

For anden gang inden for lidt over en uge har fodboldspilleren Mohamed Salah modtaget en prestigiøs pris for sin flotte sæson i engelsk fodbold. 

Liverpool-spilleren fra Egypten er blevet kåret som sæsonens bedste spiller i engelsk fodbold af Football Writers' Association (FWA), som er en sammenslutning af britiske fodboldjournalister.

Prisen blev i år uddelt for 71. gang, og det er første gang, at den går til en afrikansk spiller.

22. april modtog Mohamed Salah også hæderen som årets spiller i engelsk fodbold.

Ved den lejlighed var det Professional Footballers' Association (PFA), den engelske spillerforening, der stod bag kåringen.

Mohamed Salah har haft en fremragende sæson for Liverpool. 

Den 25-årige offensivspiller har foreløbig scoret 43 gange for klubben på tværs af alle turneringer. 

Onsdag aften kan han være med til at sende Liverpool i klubbens første Champions League-finale siden 2007. 

Liverpool møder italienske Roma på udebane i returkampen i Champions League-semifinalen.

Englænderne har en 5-2-føring med fra den første kamp på hjemmebane. 

Her scorede Mohamed Salah to gange mod Roma, som han spillede for fra 2015 til 2017.