Buffon stopper i Juventus

16x9
Gianluigi Buffon har spillet 508 kampe for Juventus. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Den italienske målmand offentliggjorde på et pressemøde, at han stopper i Juventus efter denne sæson.

En æra slutter på lørdag, når Juventus har spillet den sidste kamp i sæsonen.

40-årige Gianluigi Buffon har valgt at stoppe i klubben, når ligakampen mod Verona er færdigspillet.

Det meddelte den italienske målmand torsdag på et pressemøde, der blev afholdt på Juventus' hjemmebane.

Først holdt Juventus' præsident, Andrea Agnelli, en tale til Buffon, hvor han roste målmanden for sin indstilling og tiden i klubben. Derefter var det målmandens tur til selv at sætte ord på stoppet i klubben.

- Jeg vil sige stor tak til præsidenten for hans pæne ord. Det er en meget følelsesladet dag for mig, og jeg befinder mig nu mod slutningen af en ekstraordinær og fantastisk rejse. Delt med mennesker, som har interesseret sig for mig. Derfor har jeg altid forsøgt at gøre mit bedste, siger Buffon.

Han løftede også lidt af sløret for, hvad han skal fremover.

- Det var afgjort indtil for nyligt, at jeg ville stoppe karrieren. Nu har jeg modtaget nogle nye og spændende henvendelser - både på og uden for banen. Jeg vil beslutte mig i løbet af kort tid, siger målmanden, som nu giver anførerbindet i Juventus videre til Giorgio Chiellini og pladsen i målet til Wojciech Szczesny.

Buffon kom til Juventus i 2001, og han kan kigge tilbage på en tid, der har budt på ni Serie A-titler og fire italienske pokaltitler.

Når han har spillet sin sidste kamp på lørdag, er det i alt blevet til 509 ligakampe.

Buffon får lov til at løfte trofæet efter sin sidste kamp, da Juventus her får overrakt pokalen som vinder af det italienske mesterskab i denne sæson.

Udover et hav af kampe er han 11 gange i sin tid i Juventus blevet kåret til årets målmand i Serie A. Flere gange er kommet på årets hold i UEFA's og FIFA's.

Han begyndte sin karriere i Parma i 1995.