Britisk avis kårer Eriksen som 13.-bedste spiller i sæsonen

16x9
Christian Eriksen scorede 10 mål i Premier League-sæsonen. Foto: Andrew Couldridge / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen spillede en stor rolle, da Tottenham blev nummer tre i Premier League i den forgangne sæson.

Christian Eriksens femte sæson i Premier League blev en stor en af slagsen.

Tottenham-stjernen nåede både 10 mål og assists i Premier League, hvor Tottenham sluttede på tredjepladsen.

Den britiske avis The Telegraph har samlet statistikker fra sæsonens løb og vurderet de spillere, der spillede mere end 20 kampe, og her indtager Eriksen en 13.-plads.

- Han er én af blot fire spillere - og én af kun to uden for Manchester City - der rammer tocifrede antal mål og assists. Eriksen er fortsat med at forbedre sig under Mauricio Pochettino (Tottenhams træner, red.), skriver avisen.

- Få arbejder ligeså hårdt som Eriksen og besidder hans teknik og overblik, og han gemmer sig aldrig væk i de store kampe. Han scorede mod Manchester City, Manchester United og Chelsea.

Eriksen bliver kun overgået af én holdkammerat på listen. Nemlig Harry Kane, der også blev kåret som årets spiller i Tottenham.

På avisens liste er det dog ikke Mohamed Salah, der blev kåret som årets spiller i Premier League, da han blandt andet slog målrekorden med 32 for Liverpool, som topper.

Han er blevet henvist til andenpladsen af Manchester Citys Kevin De Bruyne, der lavede 8 mål og 16 asissts. Listen domineres af de engelske mestre, hvor 6 spillere i top-10 kommer fra Manchester City.