Spillerne er blevet hørt: Thomas Helmig laver Danmarks VM-sang

Dansk Boldspil-Union bekræfter, at den aarhusianske sanger Thomas Helmig skal indspille Danmarks officielle VM-sang. Spillerne synger selv med.

Rygterne har svirret siden november sidste år, hvor det danske herrelandshold i fodbold fejrede kvalifikationen til VM i Rusland med Thomas Helmigs musik.

I et omklædningsrum under Aviva Stadium i den irske hovedstad Dublin inviterede Viktor Fischer åbenlyst den aarhusianske sanger, sangskriver og musiker til at lægge stemme til VM-sangen 2018.

- Thomas er hermed inviteret til at indspille årets landsholdssang. Få det lige arrangeret med DBU's presseafdeling, sagde FCK-spilleren i en video, som Yussuf Poulsen optog.

Og nu er Fischers og de øvrige landsholdsspilleres ønske blevet hørt. Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter på det sociale medie Twitter, at Thomas Helmig skal stå for den officielle danske sang til sommerens slutrunde.

- Det er en kæmpe ære, for jeg har fulgt landsholdet hele mit liv, siger Thomas Helmig i en pressemeddelelse fra DBU.

- Jeg skulle lige finde vinklen, for jeg har ikke skrevet sådan en type sang før. Jeg har forsøgt at skrive om de følelser, fodbold i almindelighed og landsholdet i særdeleshed vækker i os. Samt om, hvad der er forbundet med at have et nationalt samlingspunkt.

TV 2 SPORT har tidligere talt med Viktor Fischer om den musik, fodboldlandsholdet hører i omklædningsrummet.

- Det er klart, at Thomas Helmig kan jeg godt lide, fordi jeg er fra Aarhus, men også Sanne Salomonsen og Kim Larsen. Folk kan dem, og så synger vi sammen på det, og det er dét, det drejer sig om, har Fischer sagt.

Sidst i DBU's Twitter-video står der, at VM-sangen, der får titlen 'Hele Danmark op at stå', er på vej. På sin hjemmeside oplyser fodboldforbundet, at sangen udkommer i begyndelsen af juni.

Danmarks første kamp ved VM i Rusland er mod Peru den 16. juni. Herefter venter Australien og Frankrig i gruppe C.

Her kan du se alle de officielle danske slutrundesange gennem tiderne. Stem på dine favoritsange ved hjælp af pilene. Den sang, der får flest stemmer, ender på førstepladsen og så fremdeles.

Hvilken slutrundesang er den bedste?