Dansk mester måtte 'tage sig sammen' inden møde med landsholdet

16x9
Mandag var Jesper Hansen med til at fejre det danske mesterskab med FC Midtjylland. Tirsdag fortsatte festen i hele regionen. Ondsag var det lidt svært at komme op for at tage på ambassaden. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Jesper Hansen har brugt de seneste dage på at fejre FC Midtjyllands mesterskab. Onsdag måtte han hive sig selv i nakken for at nå på ambassaden.

Selvom alle var glade, da landsholdet onsdag mødte ind til de første VM-forberedelser, så var én af spillerne alligevel i lidt bedre humør end resten. Også selvom han var hamrende træt.

FC Midtjyllands målmand Jesper Hansen har nemlig været igennem nogle travle dage, siden klubben blev dansk mester mandag aften. Den ene fest har afløst den anden, og onsdag morgen vågnede han så op til en helt ny landsholdsvirkelighed, hvor der også skal være styr på noget så fundamentalt som et visum til Rusland.

- Det har været to fantastiske dage med eufori og fejring af guldet sammen med mine holdkammerater. Det har været exceptionelt at opleve. I går var vi ude og blive fejret i regionen i Midtjylland, og det har været ufatteligt stort at være med til.

- Jeg måtte så haste videre til landsholdets trup og måtte stå klar her til morgen med en visumansøgning. Det har været lidt hektisk, men jeg har da nået at fejre guldet og også få lidt søvn.

Er alt kommet på plads, hvis du skulle komme med til Rusland?

- Ja, det er det. Og jeg er selvfølgelig klar, hvis der skulle blive brug for mig. Jeg er kommet med mesterskab, glæde og er skarp for tiden – det kan kun blive positivt.

Hvad med kroppen? Man kan jo godt blive ramt lidt af at fejre og feste en hel masse.

- Jo, jeg vil sige, at jeg lige skulle tage mig lidt sammen, da jeg vågnede i morges. Men jeg er forhåbentlig i så god form, at jeg bare lige skal ud og løbe lidt og så er jeg klar igen. Og så må jeg holde lidt igen efter fejringen af kampen forleden.

Håber på det exceptionelle 

Jesper Hansen er udtaget som en af fire målmænd i den 35 mand store bruttotrup. I løbet af kvalifikationen til VM har Åge Hareide haft Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl med som målmandstrio. Derfor forventes det også, at de tre får genvalg i den endelige VM-trup, der skal være klar senest 4. juni.

- Jeg ved godt, der måske skal noget exceptionelt til, hvis jeg skal med i truppen. Men jeg er skarp og klar, hvis der bliver brug for mig.

- Selvfølgelig ville jeg gerne være blandt de tre, der er med, men der er ikke andet for end at levere nogle gode kampe. Det har været mit fokus i Midtjylland, og jeg synes selv, jeg er sluttet rigtig godt af – så jeg kommer med en masse glæde og eufori. Jeg er stadig positiv, selvom situationen er, at der er tre rigtig gode keepere i truppen, slutter Jesper Hansen.

Inden afrejsen til Rusland, hvor Danmark møder Peru, Australien og Frankrig i VM-gruppespillet, skal landsholdet spille testkampe mod Sverige og Mexico.