For fire år siden løb Kvist ind i sit livs uheld: - Han så os som dyr, han kunne hundse med

16x9
William Kvist under Danmarks venskabskamp mod Montenegro på Viborg Stadion i 2015. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

I en ny bog tager fodboldspilleren William Kvist læseren med bag kulisserne i Superligaen, Bundesligaen, Premier League og på landsholdet.

Den 30. maj udkommer bogen 'Jagten på frihed - Min kamp for et meningsfuldt fodboldliv'. Bogen er skrevet af William Kvist i samarbejde med Ole Sønnichsen og er en åbenhjertig beretning om livet på fodboldens første klasse på godt og ondt. TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et kapitel fra bogen.

William Kvist har endelig fået sit personlige money call og er sluppet væk fra Stuttgart og den tyske mentalitet - til England på en lejeaftale med Fulham gældende for foråret 2014.

William Kvist

William Vitved Kvist (født 1985) har vundet syv danske mesterskaber og tre pokaltitler med F.C. København, hvor han har klubrekorden med over 400 kampe. Han har desuden spillet i VfB Stuttgart i Tyskland samt Fulham F.C. og Wigan Athletic i England. William Kvist har spillet over 75 landskampe for Danmark. Han blev kåret som Årets Fodboldspiller i Danmark i 2010 og 2011 og valgt til Årets Pokalfighter i 2016.

Allerede efter tre dage i klubben får han sin debut i Premier League, men hjemme på Craven Cottage vinder gæsterne fra Southampton 3-0, og Fulham dumper ned på sidstepladsen med 14 kampe tilbage i sæsonen.

Her befinder London-klubben sig fortsat to spillerunder senere, og den ligner en nedrykker efter 13 sæsoner i træk i den bedste engelske fodboldrække.

Det får ledelsen til at handle. Hollandske René Meulensteen bliver fyret og erstattet af tyske Felix Magath, og det er her, vi kommer ind:

Kapitel 12 'Fem måneder i helvede'

Jeg må indrømme, at det rislede mig koldt ned ad ryggen. Jeg nåede 14 dage i himlen under René Meulensteen, og så kom mit livs uheld. Christian (Engell, mentaltræner, red.) og jeg havde flere gang joket med, at hvis jeg bare undgik at løbe ind i Felix Magath, skulle det nok gå. Nu blev det virkelighed. Jeg var lige kommet fra en belastende periode med mange tanker og spekulationer omkring et muligt klubskifte og havde spillet mig direkte ind til en fast plads på holdet, og så kom fucking Magath.

Det var surrealistisk, og jeg var med det samme nervøs for, hvordan det skulle gå. Skeptisk ringede jeg til Christian, der medgav, at det var det mest sindssyge sammentræf nogensinde. »Men lad være med at være bange for ham,« pointerede han. »Lad os lære ham at kende. Hvad er han for én?«

Som midtbanespiller havde Felix Magath været en dygtig mand og hård hund for Hamburger SV, hvor han spillede i 10 sæsoner, vandt tre tyske mesterskaber og blev matchvinder i Europa Cup-finalen mod Juventus i 1983. På landsholdet havde han været med i VM-truppen i både 1982 og 1986, da Vesttyskland tabte 3-2 til Argentina i finalen. Som træner havde Magath været på rundtur til ni forskellige Bundesliga-klubber på under 20 år, med størst succes i Bayern München og Wolfsburg, hvor det begge steder blev til mesterskaber. I fodboldverdenen er han samtidig lidt af en legende, fordi der går så mange historier om ham og hans ledelsesstil, og mange undrer sig over, at han overhovedet har kunnet vinde så meget med sin indstilling. Og nu skulle han altså være min træner i Fulham, og jeg kunne være med til at føje til legenden. Vi besluttede, at han ikke skulle have lov til at fange mig, og at jeg skulle gå i gang med videodagbog, så jeg hele tiden kunne reflektere over, hvad der skete til træning og med os spillere.

Klubben meddelte hurtigt, at den kommende søndag var inddraget som fridag, så Magath kunne møde os første gang. Jeg sad nede ved behandlerne, da han ankom til anlægget. Folk sad og snakkede nervøst om, hvad der ville ske. »Fuck, en tysker,« sagde flere. Mange kendte historierne om Magath. I Tyskland havde flere døbt ham »Saddam«, og i Frankfurt havde spillerne kaldt ham Europas sidste diktator. Han var berygtet for kvælende træningsmetoder med fokus på disciplin og styrke. Det var en tysker, der var dømt ude af Tyskland. Den tyske landsholdslegende Karl-Heinz Rummenigge havde været ude at håne ham offentligt og sige, at han næppe ville få et trænerjob i Tyskland igen.

Magath gik rundt og gav hånd til alle, og jeg hilste på tysk. Både de to tyskere Lewis Holtby og Sascha Riether og iranske Ashkan Dejagah, der alle havde haft ham som træner før, lignede folk, der stod på skafottet. Han stirrede på én, som om han prøvede at kigge ind bag øjnene. »Kan jeg stole på dig? Kan jeg bruge dig?« Konversationen var træg og uden energi, og han gik med en grimasse, som man ikke kunne gennemskue. Var det et smil eller noget andet? Han virkede beregnende, som én der hele tiden spillede et spil.

Inden træning var der indkaldt til møde. Den nye træner gik frem og tilbage foran os i to minutter uden at sige noget. Som om han lige skulle finde på, hvad han ville sige. Imens var der helt stille i lokalet. Ingen sagde en lyd.

»Ved I, hvorfor jeg er her?« spurgte han så retorisk på hakkende engelsk. »Jeg er her, fordi I ikke vinder. I har tabt hele året, og I har brug for hjælp. Jeg ved, hvordan jeg vinder. Det har jeg gjort hele mit liv.«

Bagefter talte han om sit rygte.

»I har sikkert hørt nogle historier om mig fra de tyske spillere,« sagde han. »I skal ikke tro på dem. De lyver. Alt er løgn.«

Så blev der stille igen, mens han gik rundt foran os i et par minutter og stirrede.

»Jeg vil ikke sige mere lige nu. Lad os gå ud og arbejde,« sluttede han.

Folk var helt perplekse og rundt på gulvet. Hvad var det, vi lige havde oplevet?

Daniel Sturridge på bolden foran William Kvist den 12. februar 2014.
Daniel Sturridge på bolden foran William Kvist den 12. februar 2014. Foto: Glyn Kirk / Scanpix Denmark

Ude på træningsbanen blev vi med det samme delt op i to hold. Han kendte ikke navnene på folk, så han smed bare 11 overtrækstrøjer ét sted og 11 et andet sted. Så bad han Scott Parker, som var den eneste, han kendte, om at sætte sit hold, og én på det andet hold om at sætte sit hold. Pludselig var der nogen, der spillede venstre kant, selv om de var højre back. Vi spillede 11 mod 11 i en time, uden at Magath stoppede spillet en eneste gang. Det havde jeg aldrig oplevet før, og folk virkede både forbløffede og forundrede. Hvad var det, han havde gang i? Det var som om, han skulle se os an, se hvordan vi reagerede, og tjekke, om nogen ville drukne med det samme. Bagefter samlede han os og meddelte, at nu var der møde igen, og at vi skulle se video. Da vi kom ud efter badet, tændte han for en kamp mellem Bayer Leverkusen og Bayern München fra 2011.

Han sagde ikke noget, men lod os bare sidde og kigge, som om vi sad hjemme i sofaen og nød en fodboldkamp. Først 32 minutter inde i kampen, gav han lyd fra sig.

»Stop, stop, stop. Spol lidt tilbage.«

»Kan I se det?«

»München har bolden, kan I se, at deres backs står helt ude på linjerne?«

»Kør videoen igen.«

»Se hvordan de samme backs rykker ind i banen, når holdet taber bolden.«

Det var helt basal fodbold ABC. Ting som de fleste 12-årige fodboldspillere ved. Efter 42-43 minutter af kampen stoppede han båndet igen. Leverkusen sparkede mod mål. Den ramte en Bayern-spiller på vej ud, og Manuel Neuer tonsede ud af sit mål og slog til bolden, så der blev indkast i stedet for hjørne.

»Det der er fantastisk,« sagde Magath bare.

»Han vil gøre alt for, at der ikke bliver hjørne. Vi skal også undgå at få hjørnespark mod os.«

Det var vanvittigt, og jeg tror, at mange af mine engelske holdkammerater sad og overvejede, om der var tale om skjult kamera. Oven i det hele talte Magath virkelig dårlig engelsk, og det gjorde bare situationen endnu mere bizar. Da første halvleg var slut på skærmen, slukkede han.

»Tak for i dag. Jeg vil bare sige, at vi ikke skal spille som Bayern. Vi ses i morgen.«

Midt i den panik, der stille og roligt bredte sig i én, var det priceless at se rundt på rutinerede folk som Hangeland, Parker og Riise. De var fuldstændig paf over det, de havde oplevet. Senere brugte Magath også mystiske klip op til kampene. Inden vi skulle møde Manchester City, viste han os uddrag fra Citys kamp mod Barcelona i Champions League og mente, at vi skulle gøre som Barcelona. Han glemte lige, at vi var mindst 47 skridt bag Barca.

»Nååh, det er bare sådan, du vil have det ... Idiot!« skrev jeg bagefter frustreret i min dagbog.

***

For mig fik Magaths ankomst konsekvenser med det samme. I hans første kamp, en udekamp mod West Bromwich Albion, som endte 1-1, blev jeg sendt ud på bænken og fik ingen spilletid. Det samme skete i de næste kampe mod Chelsea og Cardiff, som vi begge tabte med 3-1.

I Cardiff kom vi bagud lige før pausen, og i omklædningsrummet inden anden halvleg fik vi første gang syn for, hvad han kunne finde på. Han kom ind, stillede sig midt på gulvet og sagde iskoldt:

»Jeg kommer til at tage jeres ferie fra jer, hvis I ikke vinder den her kamp for mig!«

Og så gik han igen. Folk sad bare og måbede over, at det var det eneste, han havde at give til holdet i pausen i en vigtig udekamp. Jeg kunne fra nærmeste hold studere Magath, og det var lidt af en fest. Ståle Solbakken er voldsom på sidelinjen, men Magath var helt vild. Han flippede ud over de mindste ting, himlede op og blev næsten fysisk rasende på assistenttrænerne. Vi spillere sad og grinede og var mest af alt bange for, at tv filmede vores reaktion, for det ville være pinligt.

Magath talte ikke til mig de første tre uger. Men da vi havde tabt den tredje kamp under ham, henvendte han sig pludselig til mig.

»Jeg vil jo egentlig gerne bruge dig. Men du er jo ikke sådan én, der kæmper,« sagde han.

»Selvfølgelig kan jeg kæmpe,« svarede jeg. »Har du ikke set kampen mod Liverpool, lige inden du tog over?«

Det havde han ikke.

»Fortiden interesserer mig ikke,« konstaterede han bare.

Og pludselig var jeg alligevel tilbage på banen. Jeg startede inde mod Newcastle den 15. marts, hvor vi vandt 1-0, og jeg spillede hele kampen. Udtagelsen virkede fuldstændig tilfældig. Aftenen inden kampen var vi på hotel og havde lige spist, da Magath bad Brede og mig om at sætte sig i en sofa med ham. Han kiggede på Brede i lang tid. »Kan du spille sammen med ham der?« spurgte han og pegede på mig.

»Ja,« sagde Brede.

»Nå,« sagde Magath.

»Du tror godt, at I kan få et godt samarbejde?«

»Ja.«

»Godt, så er det det, vi gør.«

Ugen efter var jeg også med i hele kampen i 5-0-nederlaget til Manchester City, og jeg startede inde for tredje gang i træk, da vi hjemme tabte 3-1 til Everton. Derefter røg jeg på bænken mod Aston Villa, fik kun fem minutter mod Norwich og startede så inde igen mod Tottenham og fik fuld tid i endnu et 3-1-nederlag. Det var en uforudsigelig rutsjebanetur, som endte med, at jeg var helt udeladt af truppen til de sidste tre opgør, hvor nedrykningskampen skulle afgøres. En dag på vej ud til træning gik jeg ved siden af Magath – og pludselig henvendte han sig til mig.

»Var det en fejl, at jeg ikke satte dig på holdet i går?« spurgte han.

»Ja,« svarede jeg og gik videre.

Kun én gang forsøgte han at forklare mig, hvorfor jeg ikke spillede. Det var en dag i fys-rummet, hvor han pludselig ville tale med mig.

»Jeg har set det danske landshold spille. I spiller for meget bold, så du kan ikke bruges til at kæmpe,« lød beskeden.

Det var forklaringen på, at jeg ikke spillede. Flere ord kom der ikke om det.

På mange måder vil jeg beskrive Felix Magath som en gal mand med flere personligheder. Nogle dage gik han rundt blandt spillerne og virkede som om, at han rent faktisk prøvede at tale med folk, og andre dage sagde han ikke et ord til nogen. Han kunne finde på at stå foran os og kigge ud af vinduet i flere minutter ad gangen uden at sige noget. Så rystede han bare lidt på hovedet og gik frem og tilbage. Han havde en fuldstændig gammeldags og frygtbaseret måde at bedrive ledelse på.

Vi vidste aldrig, hvor vi havde ham. Og hvis du konstant er usikker, er du hele tiden på dupperne. Vi var altid på dupperne. »Skal vi træne i aften? Skal vi træne i morgen tidlig? Hvorfor får vi en dag fri?« Vi anede aldrig, hvad der ville ske, eller hvorfor det skete. Stresshormonerne pumpede rundt i kroppen morgen, middag og aften.

Når Magath kom ind i et rum, holdt folk deres kæft, fordi han var ekstremt utilregnelig. Han ligner lidt Anthony Hopkins med langsom tale og et stirrende blik, som om der hele tiden foregår et spil. Han indgød ikke til varme, venskabelighed eller jokes, fordi han virkede som om, at han var ude på at vinde over én, ude på at knække én. Han var fuldstændig skruppelløs og ligeglad med andre. I flere af de klubber, hvor han havde været, havde det resulteret i, at holdet stillede sig sammen mod træneren, men her splittede han på kort tid truppen til atomer, så det var hver enkelt mod alle de andre. De gnidninger og modsætninger spillede han åbenlyst på, men måske har det mindre effekt på en gruppe af ældre spillere, som udgjorde stammen i Fulham.

»Drenge, I har kun 10 år til at tjene jeres penge i,« kunne han finde på at sige.

Felix Magath var en mand med et iltert temperament og en personlighed, der var svær at blive klog på.
Felix Magath var en mand med et iltert temperament og en personlighed, der var svær at blive klog på. Foto: Tony Marshall / Getty Images

I hans øjne var vi forkælede møgunger, der ikke gjorde nok, når vi blev bedt om det. Men jeg tror, han overvurderede det med pengene. De fleste i truppen havde allerede tjent deres penge, fordi de var spillere med et langt og flot cv, og derfor kunne de ikke presses lige så meget som unge spillere, der lige har fået smag for penge. Vi var ganske enkelt for rutineret en trup til hans metoder og forestillinger.

Han så os som dyr, han kunne hundse med, og der var absolut ingen empati at hente. Der må gerne være en hård tone på et hold. Det er der også i FCK, hvor der en barsk humor, men der ligger altid en varme bagved. Det gjorde der ikke her. I stedet var det den hårde vej med nedgørelse af folk, når han kunne komme af sted med det, og han roste nærmest aldrig holdet. For ham var det en del af ledelsesstilen. Den var aldrig teknisk eller taktisk, men baseret på det han troede var motivation. Jeg tror ganske enkelt, at han ønskede at skubbe så hårdt til folk, at de kom et andet sted hen, end de var. Hos ham var usikkerhed nøglen til succes. Han ville have vilde dyr, som gik ud og gav alt, hvad de havde. Hans rygte var så slemt, at folk forsøgte at skærme sig med det samme. Sascha Riether var flygtet fra ham flere gange i tyske klubber, og i omklædningsrummet blev det fortalt, at han gik op på kontoret til Magath allerede første dag og sagde, at han nok skulle gøre, hvad der blev sagt, hvis Magath bare ville lade ham være i fred og slippe ham til sommer.

»Jamen, vi er da gode venner dig og mig,« var Magaths eneste svar.

Og landsmanden, tyske Lewis Holtby, der var kommet til fra Tottenham på en lejekontrakt, ringede til folkene i Spurs og bad om at komme hjem, selv om han overhovedet ikke havde udsigt til spilletid dér. Holtby er en utrolig dygtig spiller og havde indtil da været vores bedste, men han er også meget perfektionistisk, og for mig så det ud som om, at han blev så stresset over presset, at han opførte sig som en flue i en flaske. Det pres kan måske godt få nogle flere meter ud af folk og banke noget vildskab og nogle tacklinger ud af dem i nogle få kampe. Men når det så ikke virker, bliver det bare en negativ spiral. Alle de spillere, der havde haft Magath som træner før – Riether, Holtby og Dejagah – var væk i sommerpausen.

Under Meulensteen kom folk dalrende til måltiderne på hotellet, der blev spist godt, og der var masser af larm. Det fik Magath lavet om med det samme. Han ændrede bordopstillingen, så vi sad i hestesko og gloede på hinanden som i et klasselokale. Vi måtte først tage af retterne, når han sagde »Værsgo,« og det endte med en gravkammerstemning, hvor folk kun turde hviske til hinanden, fordi de var bange for, at der var konsekvenser ved at grine eller pjatte. Vi måtte først gå, når alle var færdige, og nogle gange spiste Magath åbenlyst langsomt med vilje. Jeg håber, han havde det sjovt.

Fakta om bogen

  • Titel: Jagten på frihed 
  • Forfatter: William Kvist i samarbejde med Ole Sønnichsen 
  • Omfang: 376 sider
  • Pris: 299,95 kr.
  • Udkommer: Onsdag den 30. maj 2018
  • Forlag: Lindhardt og Ringhof

I det hele taget havde han en lang række af mærkelige regler. Vi skulle alle sammen have det samme tøj på til træningen, og holdet skulle ganske enkelt bestemme sig for, om vi trænede i shorts og korte ærmer eller lange bukser og lange ærmer på en given dag. Normalt er det fuldstændig op til folk selv, fordi det er meget individuelt, hvordan man føler sig bedst tilpas, men her måtte individet – helt uden forklaring – lide under, at alt skulle være ens. Og til træning var alle skud og afleveringer med ydersiden strengt forbudt. Han hadede ydersiden og stoppede konsekvent træningen, når han så, at vi brugte den.

Samtidig begyndte der at falde store bøder, da Magath ankom. Under Meulensteen havde jeg bemærket, at de forskellige ure rundt omkring på anlægget ikke var synkroniseret, og det passede meget godt til en engelsk mentalitet, hvor folk kom ud, når de var klar, og selv gik i gang med opvarmningen. Under Magath hed mødetiden 10.30 sharp, og når folk kom for sent ud, vankede der bøder. Klubben havde aldrig haft en bødekasse, men det fik den nu, og det var voldsomt i starten. Alene den første dag blev der givet bøder for 35.000 kr.

Folk var kuede, og Magath elskede det. Det eneste, han kendte til, var pisk. Er folk ondskabsfulde i sig selv? Nej, det tror jeg ikke, men han var et produkt af en hård opvækst alene med sin mor og et hårdt fodboldliv, hvor de unge spillere i HSV blev flæsket til træning hver dag og ikke modtog behandling, men bare spillede videre med skader, fordi det var det, der var vejen ind på holdet. Som mennesker kæmper vi pr. instinkt, når vi bliver tvunget til at flygte eller kæmpe for vores liv, og det var det, han ville have frem i os. Men flere spillere kunne ikke håndtere det. De gik ind i sig selv, blev helt overgearede og sparkede folk ned til træning i et væk. Han sagde dog én ting, som jeg har taget til mig.

»Har I tænkt over, hvor mange jobs, der er i spil, hvis I rykker ned?«

Det kunne jeg faktisk godt lide. Som professionelle fodboldspillere er vi ofte meget bevidste om os selv og ville formentlig blot rykke videre til et andet sted med nogenlunde samme løn og betingelser, men det kunne banefolkene, de ansatte i kommunikationsafdelingen eller behandlerne jo ikke gøre uden videre. Magaths mål var helt sikkert at flytte hele vores fokus ud på banen, at skabe et tunnelsyn, men det virkede ikke efter hensigten. Hans træning ødelagde folks kroppe. Når vi tabte, kunne han finde på at lave stigningsløb dagen efter kampen, og folk kunne ikke gå to-tre dage efter. En anden gang blev vi uden forklaring sat til at hoppe over nogle høje forhindringer i halvanden time. Bare hoppe igen og igen. Bagefter havde alle ondt i ryggen, og nogle af de ældste spillere kunne nærmest ikke løbe til sidst, fordi vi gik mindst halvanden gang op i træningsmængde hos ham.

Idéen til hoppene kom fra hans faste fysiske træner Verner, en ældre tysker med hang til traditionelle gymnastikøvelser, som man kender det fra det tidligere Østtyskland. Verner begyndte sin tid i Fulham med at forbyde al fysisk træning i vægtlokalet, fordi det ville tage vores fokus fra nedrykningskampen, mente han. I stedet foregik det fysiske udenfor på banen, men vi stjal os selvfølgelig til vægttræning ved at sætte en mand på udkig, når vi trænede, så Verner aldrig opdagede noget. Senere hørte vi i øvrigt, at han aldrig rørte sengen på det hotel, han boede på, fordi han foretrak at sove på gulvet.

Samtidig vidste folk aldrig, hvad der var op og ned. En dag vi mødte ind til træning, gik der pludselig rygter om, at den var aflyst. Det var ikke helt rigtigt, for de unge spillere skulle træne. Men Magath bad alle spillere over 28, inklusive mig selv, om at køre hen på spillerhotellet, hvor han ville give morgenmad. Vi havde jo spist hjemmefra, men i bilen på vej derover jokede vi om, at dem, der spiste op, var dem, der ville starte inde i næste kamp. Så tilfældigt virkede holdudtagelsen faktisk, og der var spekulationer om, om man kunne binde snørebåndene på en måde, så man blev udtaget. Da vi ankom, lagde han nærmest op til hyggeligt samvær, hvor han gerne ville fortælle os lidt mere om, hvem han var. Alligevel var der en spøjs stemning, fordi alle var på vagt – men så fik vi ellers historien om, hvordan det havde været at være ung spiller i Hamborg, og hvordan han havde lært fodboldlivet på den hårde måde. Det virkede helt ærligt og oprigtigt som om, at han gerne ville give noget af sig selv og være personlig, men det var overstået så hurtigt, at vi bare sad og kiggede på hinanden, da han forlod rummet med en besked om, at vi bare kunne køre hjem uden at træne. Det var endnu en mærkværdig dag på kontoret i Fulham.

En anden gang tilbød han spillerne øl sent om aftenen inden en udekamp mod West Bromwich Albion i Birmingham. Alle troede, at det var en test, og bestilte cola i stedet. Men han mente det, tog selv en øl – og de tyske spillere i truppen fulgte trop. Det er kutyme i mange tyske klubber, men i England var folk bange for at blive betragtet som useriøse eller for at blive fotograferet med en øl i hånden dagen før en kamp.

Men det værste var på en måde, at der ingen taktisk tilgang var i Magath. Inden kampene var der bare en kort besked. »I skal bare gøre det så godt, I kan,« kunne han finde på at nøjes med at sige. Og efter kampene kunne han finde på at svine folk til for ikke at holde taktikken, men det havde vi ganske enkelt ikke mulighed for, når han aldrig talte om taktik. En dag mødte han op med en stak sedler i inderlommen, hev dem op og kiggede nærmest forvirret på dem. Det virkede som om, det var taktiske oplæg med forskellige opstillinger.

»Vi tager den her i dag,« sagde han bare og valgte en tilfældig seddel.

På et tidspunkt gik nogle af de engelske spillere til ham og sagde, at de savnede noget taktik at gå ud fra. Han lyttede til dem, og de gik derfra med en fornemmelse af, at han forstod det. I stedet vendte han det fuldstændigt mod dem. Nogle dage senere stoppede han træningen og meddelte, at nogen i truppen havde bedt ham om mere taktik.

»De har åbenbart ikke forstået det endnu,« sagde han hårdt. Og så gik hele træningen ellers med, at vi stillede op i 4-4-2-formation, mens en tysk assistenttræner gik med bolden fra side til side, mens vi skulle flytte os med i boldens retning. Det var helt basal miniputtaktik, og Magath stod bare på sidelinjen med korslagte arme uden at sige et ord i de 45 minutter, det varede. Han nød det.

I virkeligheden tror jeg, at taktik rager ham en papand. Han er ligeglad med, om han møder et hold i 4-4-2 eller 3-5-2, bare folk stiller op, løber, fighter og laver nogle gode tacklinger. Efter en kamp mod Chelsea var han rasende over vores mangel på boldbesiddelse.

»I gider jo ikke have bolden!« tordnede han. »Så skal I sgu heller ikke have den til træning.«

Og så trænede vi en hel dag uden bold som straf. Men for det meste stod han bare ude på sidelinjen og blandede sig ikke i træningen. En dag lod han Fernando Amorebieta, vores forsvarsspiller fra Venezuela, bestemme træningen, fordi han havde fødselsdag. Også selv om det var dagen før en vigtig overlevelseskamp i ligaen.

»Fernando, hvad skal vi så lave til træning i dag?« spurgte Magath, da vi mødtes ude på træningsbanen. Amorebieta gik helt i baglås og blev så befippet, at han først ikke sagde noget. Så fik han fremstammet, at vi kunne spille kant – og det gjorde vi så i 45 minutter.

»Nå, men så er det vel træningen for i dag,« sagde Magath bagefter og sendte os i bad.

Felix Magath skælder ud under Fulhams kamp mod Tottenham den 19. april 2014.
Felix Magath skælder ud under Fulhams kamp mod Tottenham den 19. april 2014. Foto: Eddie Keogh / Scanpix Denmark

En anden gang lavede han en øvelse med os, hvor vi skulle teste, hvor stærke vi var som hold. En mand skulle derfor bryde ud af en cirkel, hvor resten af truppen stod hånd i hånd. Så havde vi rollen på skift. Han syntes formentlig ikke, at vi havde været hårde nok i duellerne, at vi var kropsligt bange, og det ville han til livs. Derfor var næste øvelse, at vi skulle løbe mod hinanden og hoppe op bryst mod bryst og forsøge at presse hinanden ned. Det endte selvfølgelig med, at én brækkede næsen. Det var Magath godt tilfreds med og lod ham starte inde i næste kamp. Senere prøvede en ny gruppe spillere at gå til ham og snakke taktik. De havde været vant til åben kommunikation fra René Meulensteen, og de havde ikke lært, at Magath hadede det. Bagefter sad vi i et mødelokale og ventede på, at han tog ordet. Han havde en taktik med at pege en bestemt person ud og køre på vedkommende foran alle de andre.

»Spillede vi godt i går?« kunne han finde på at spørge. Og så skulle man forsøge at ramme det, han selv ville sige, hvilket var umuligt. Folk var hunderædde for at være den, der blev spurgt, for han kunne blive ved og ved. Nu rettede han blikket mod en af truppens yngste spillere, forsvarsspilleren Patrick Roberts, der lige var fyldt 17 år.

»Patrick. Hvad er du?«

»Jeg er fodboldspiller.«

»Delvis rigtigt. Hvad er du også?«

»En mand.«

»Tæt på, men ikke helt.«

»En dreng?«

»Rigtigt, og du er også fodboldspiller. Hvad gør en fodboldspiller?«

»Spiller fodbold.«

»Det er rigtigt. Du er en klog dreng. Og hvad er jeg?«

»Du er vores træner.«

»Rigtigt. Og hvad gør en træner?«

»Han træner holdet.«

»Ja, og hvad mere?«

»Han bestemmer taktikken.«

»Helt rigtigt! Du er en dygtig dreng. Så du spiller fodbold, men har ikke noget med taktikken at gøre?«

»Nej.«

»Flot. For jeg er træneren, og jeg bestemmer taktikken.«

Magath kunne lige så godt have kigget ud over flokken og sagt:

»Nu holder I jeres fucking kæft. Det er mig, der er træneren, og det er jer, der er spillerne.« Det kunne han jo sagtens have en pointe med, men måden at vise det på var pinlig, tåkrummende og kontraproduktiv. Men han havde opnået noget som træner i nogle af sine klubber, og det ville han også have frem hos spillerne i Fulham. Jeg tror simpelthen, at han elskede frygten. Elskede at gøre folk rådvilde, for så havde han dem på krogen og mente at kunne påvirke dem mere, end hvis de var glade. Når jeg tænker tilbage på det i dag, virker det banalt og fjollet, men hele stemningen og kommunikationen var så ubehagelig, fordi alt var et led i et psykologisk spil. Det lyder måske ikke så slemt, som det føltes, men alt var ubekendt og utrygt, og det var noget grænseløst og uhyggeligt over ham.

***

Magath skabte en hverdag, hvor man ikke vidste, hvad der ville ske. Du vidste ikke, hvornår du skulle træne, om der var et møde før eller efter træning, om du kom hjem til din familie om eftermiddagen eller først om aftenen. Du anede ikke i løbet af ugen, om du skulle spille, du vidste ikke, hvad han forlangte af dig i din position, og du anede intet om holdets planer. Det gjorde, at du hver dag var på vagt, beskyttede dig selv lidt mere, spillede de sikre pasninger og undlod at hjælpe din sidemand for ikke selv at se dum ud på banen.

Jeg oplevede ikke personligt Magath som direkte ond. Jeg opfattede ham nærmere som småtosset, forvirret og grænsende til psykopatisk. Det ene øjeblik kunne alt være godt, det andet var alt skidt. Det ene øjeblik skulle du spille bolden tilbage til målmanden i en bestemt situation, det næste øjeblik var det det dummeste, han havde set. Vi anede ikke, hvor vi havde ham, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. I Fulham nedbrød det spillerne, og man kunne se det, når vi kom bagud, for så sejlede alting, og vi tabte bare endnu mere.

Felix Magath var på mange måder en sindssygt spændende sociologisk case at nærstudere. Han er så ekstrem og anderledes, at han på én og samme tid virkede fodboldfagligt på et lavt niveau og dyrkede en frygtkultur. Han er en original, og originaler er spændende. Men han kom og ødelagde det paradis, jeg havde befundet mig i et par uger. Han arbejdede hele tiden med konflikter, uro og utilfredshed, og oppositionen mod ham blev aldrig stærk nok. Derfor styrede han omklædningsrummet og træningsbanen med hård hånd.

Jeg kunne mærke modviljen vokse i mig dag for dag, og havde jeg ikke haft en kontrakt, jeg skulle leve op til, havde jeg formentlig sagt op med dags varsel. Magath blev et billede på alt det, jeg ikke vil have som spiller, og det kan man jo også lære noget af. Jeg er meget konsensussøgende, og han gav mig en væsentlig indsigt i den menneskelige psyke og motivation fra et helt andet ståsted. Nogle fik helt sikkert et los i røven af hans stil og fandt en ny slags benzin, men de fleste gik i stå og tabte helt lysten til at kæmpe for ham. For mig betød det, at jeg sov dårligere, og hvis jeg vågnede om natten, var det første, jeg tænkte på, Felix Magath. Tænk at stå og pisse midt om natten, og den person, du står og tænker på, er ikke din kone, men den kære Felix. Man kan sige, at han rørte ved folk på en måde, så alle vil huske ham. Jeg følger ham stadig på de sociale medier, fordi han er en legende på sin egen særlige måde, og fordi hans stil og facon et eller andet sted fascinerer mig. Han vil for altid være et eksempel på det, jeg ikke vil.

Jeg kendte selvfølgelig noget af det fra Stuttgart, selv om der ikke herskede Magath-tilstande. Men Bruno Labbadia havde også gået i en hård skole, og derfor tænkte han, at vi også skulle smage den tilgang. Og det er faktisk min største anke mod fodboldtrænere i dag. De tror, at de skal give spillerne det, de også selv fik. Men for mig er de bedste trænere dem, der kan bruge det bedste af det, de har lært, og selv lægge resten til. Ellers ville jeg jo starte med at ansætte 10 mentaltrænere, hvis jeg blev træner, fordi jeg skulle tro på, at alle var som mig.

Selvfølgelig kunne Fulham være endt med at rykke ned alligevel, og selvfølgelig kunne jeg være blevet sat af holdet af en anden træner også. Men i dag kan jeg ikke lade være med at tænke, at Magath satte en effektiv stopper for en Premier League-karriere, som jeg kunne have håndteret med masser af kampe til følge. Jeg valgte selv Stuttgart, men jeg valgte ikke selv Magath, og hvis ikke han var kommet til Fulham, er jeg overbevist om, at min karriere kunne have udviklet sig anderledes. Han satte ganske enkelt dødsstødet ind på den udlandskarriere, der i forvejen havde lidt et knæk i Tyskland.

Min usårlighed fik et knæk under Felix Magath. Tidligere havde jeg tænkt, at jeg skulle erobre Premier League, men nu kom realitetssansen ind og fortalte mig, at jeg bare skulle være glad, hvis jeg kom tilbage på banen. Efter en af kampene, hvor jeg endelig fik spilletid, skrev jeg i min dagbog:

»Jeg huskede kun kort på at nyde det og glemte at holde mig fast på at tage risiko. Men kan jeg bestemme mig for det, når jeg dybest set er bange for at fejle? Situationen med bænk eller ej samt min sidste chance og kamp for kontrakt i England har sat pres på mig. Derfor overlevelse. For meget overlevelse. Får så ikke orienteret mig, vil faktisk ikke orientere mig, for jeg vil ikke have bolden i svære situationer. Holtby råbte af mig. Nedværdigende og frustrerende. Han påpeger min svaghed. At jeg stresser med bolden og var bange. Lignende kampe. Landskamp mod England. Kamp mod Hannover, hvor folk råber af mig. Føler mig ikke tryg. Har ikke tro på, at medspillere vil hjælpe. Skal jeg have et manifest, som jeg læser hver gang? Skal jeg have en lyrik, jeg lytter mere til, og som er opdateret og stærkere?

Der blev desværre længere og længere mellem smilene i Fulham, hvor jeg blot nåede otte Premier League-kampe.
Der blev desværre længere og længere mellem smilene i Fulham, hvor jeg blot nåede otte Premier League-kampe. Foto: Matthew Ashton / Corbis via Getty Images

Der blev desværre længere og længere mellem smilene i Fulham, hvor jeg blot nåede otte Premier League-kampe. Jeg skal have nogle mål, jeg kan stræbe efter i udlandet. Hvad er det, jeg gerne vil vise Christian og alle de andre? Måske den bedste version af mig. Der, hvor jeg hviler i spillet og med bolden og tør gøre de ting. Jeg hader at være et sted, hvor jeg ikke kan se langsigtet, og hvor jeg/vi ikke kan arbejde de langsigtede aftaler og opbygning med folk.«

Jeg vil ikke sige, at jeg var ensom i London, selv om min kone ikke var med. Jeg havde tid og penge og var i en af verdens fedeste byer. Jeg nød det jetsetagtige liv, kørte Porsche Cayenne og havde en toværelses i Chelsea. Det var en tid, jeg ikke ville være foruden, og jeg tog ud og oplevede London stort set hver dag efter træning. Jeg var med til galleriåbning hos den danske kunstmægler Nicolai Frahm, besøgte det engelske parlament sammen med Brede, fordi en af politikerne var kæmpe Fulham-fan, og vi fik rundvisning og frokost i deres pendant til Snapstinget. En dag gav jeg mig selv et mentalt frikvarter og sad to timer øverst oppe i tårnet på Sct. Pauls Cathedral, drak kaffe, nød udsigten og sugede London til mig. En anden gang kørte jeg rundt i fem timer i en af turistbusserne med åbent tag og nød friheden og storheden i London. Jeg cyklede ofte rundt i byen på en cykel, jeg havde lånt af en på den danske ambassade og nød fx Notting Hill-kvarteret.

Det var en lang luksusferie i fritiden, hvor jeg kiggede på museer, kirker og kvarterer. Jeg fandt det bedste burgersted, valgte et yndlings-falafelsted, elskede at spise indisk mad og prøvede i det hele taget køkkener fra hele verden; australsk, vietnamesisk, kinesisk, sydamerikansk, amerikansk, afrikansk og spansk. Derfor sad jeg også mange aftener på min altan med en kop te og et tæppe og var taknemmelig for, at jeg fik lov at prøve et arbejdsliv i London.

I den periode hørte jeg MØ's Maiden (Yen Sleep Remix), når jeg kørte ud af London på vej til træning, og før kampene var Natasjas Gi' mig Danmark tilbage et fast soundtrack som en musikalsk hilsen til Magath. Og sådan har musik altid fulgt mig i bestemte perioder. I FCK hørte jeg før i tiden altid Let your fingers do the walking med Sort Sol eller Mobys Porcelain inden de internationale kampe, og da det gik skidt i Stuttgart, satte jeg tit Eminems Lose Yourself på i mine høretelefoner.

Den optimerende action man i mig ville have sagt, at jeg skulle stræbe højere, nå endnu mere end Fulham. Men den lille dreng konstaterede alligevel tilfreds, at han var nået hele vejen derover, og at det trods alt ikke var så dumt det her. For Christian og mig blev tiden under Felix Magath mest af alt en periode, hvor vi kunne arbejde med nye elementer om, hvordan man arbejder midt i kaos og utryghed. Jeg havde ikke så meget på spil som mange af mine holdkammerater, fordi jeg kun var der på leje i en kort periode. Jeg havde haft kontroverser med Labbadia i Stuttgart, men forholdet til Magath var hadefuldt. Han skulle ikke have lov til at tro, at han havde fået mig, at han havde spiddet William. Derfor valgte jeg oven på sæsonen også at gå ud offentligt i et stort interview i Børsen og svine ham til. Han skulle vide, at han ikke fik mig, at jeg tænkte på ham som et lille menneske.

»En leder bør beskytte, motivere og støtte sine medarbejdere; i stedet skabte Magath frygt, stress og usikkerhed. Hans faglige kunnen og mandskabspleje er på det ringeste niveau, jeg har oplevet,« sagde jeg. »Når en leder begynder at ødelægge sine ansatte, som Magath gjorde, så er jeg nødt til at stå op for de principper, jeg tror på,« tilføjede jeg. Magath forsøgte rent faktisk at stoppe de historier, men havde ikke held til det. Og jeg gentog min kritik et lille år senere i en blog hos Euroman, hvor jeg skrev om skiftet fra Meulensteen til Magath.

»Derefter kom galningen Felix Magath, og alt blev kaos og frygt, hvilket vitterligt ikke hjalp på vores situation. Jeg tror stadig den dag i dag, at Meulensteen havde reddet os, hvis han havde fået lov at fortsætte, og jeg havde nok stadig spillet i Fulham. Det er noget, jeg godt kan ærgre mig over ikke lykkedes,« konstaterede jeg.

René Meulensteen under en kamp mellem Fulham og Aston Villa på Craven Cottage den 8. december 2013. Fulham vandt 2-0.
René Meulensteen under en kamp mellem Fulham og Aston Villa på Craven Cottage den 8. december 2013. Fulham vandt 2-0. Foto: Ian Kington / Scanpix Denmark

I modsætning til angrebet på Labbadia, fortryder jeg ikke, at jeg gik til Magath i fuld offentlighed. Jeg står ved det, jeg sagde. Fodboldspillere bevæger sig generelt mellem to niveauer, hvor man på den ene side hylder og accepterer konkurrencekulturen og på den anden side anerkender, at relationer er magt, og at man kommer længst ved at hjælpe hinanden. Mange topklubber og toptrænere hylder konkurrencekulturen og har endnu ikke lært at anerkende relationerne, og det var fx det, der ramte mig i Stuttgart, hvor jeg troede, at jeg kunne arbejde med relationerne og præge dem i min retning. Men i andre klubber er det arbejde begyndt, og det kan også ses i andre sportsgrene. I konkurrencekulturen deler man ikke viden, fordi viden er magt, men hvis man tror på relationerne, åbner man sig for hinanden og gør både sig selv og de andre bedre. I Skandinavien har vi nemmere adgang til og tro på relationerne, og det er stadig noget af det, jeg drømmer mest om at implementere endnu mere i topfodbold. Vi taler ikke om rundkredsmentalitet, for jeg ved godt, at jeg lever i en high-performance-sport med indbygget konkurrence, hvor der altid vil være ofre, men alligevel kan vi godt få noget ud af at hæve niveauet. Fodboldbæstet har bestemt sine ofre, men spørgsmålet er bare, om vi skal løbe forvildet rundt og blive skudt vilkårligt, eller om vi kan sætte tingene i system og gøre alle bedre stillet til at bryde med bæstet?

Magath forstod sig overhovedet ikke på relationer og interesserede sig heller ikke for dem. Han satte i stedet frygt ind mellem folk, der burde samarbejde, og det skabte en angst, der forplantede sig helt ud på banen. Til gengæld kan man sige, at han var dygtig til relationerne udadtil, altså ejerne og fansene, fordi han talte til deres indre svinehund. De syntes måske heller ikke, at vi kæmpede helt nok, og derfor elskede de Magath for at komme og sige lige præcis det. Han var sød over for ejerne og fansene, men os, han var tættest på, fik han aldrig forbindelse til. Og når han forsøgte, kom det ikke til at virke som andet end et billigt trick. Fx sendte han en dag blomster til alle spillerkonerne.

»Undskyld, jeg tager så meget af jeres mænds tid. Tak for forståelsen,« stod der i kortet ved blomsterne.

Det var med til at gøre, at alle andre end spillerne syntes godt om ham, og det er et lille trick, jeg har tænkt mig at tage med videre. Hvis det er oprigtigt ment, er det oplagt at huske at anerkende dem, der er bag spillerne. På et tidspunkt fik vi også alle en sms fra ejeren, der sad i USA og sjældent var i kontakt med holdet. Det var tydeligt, at Magath havde haft fat i ham og ville have ham til at vise os opbakning. En anden gang fik han en af sine assistenter, Thomas Uhral, til at ringe til mig på min fødselsdag og sige tillykke Det virkede mest som noget, Magath havde sagt, han skulle, og selv om både blomsterne, sms'erne og fødselsdagshilsnerne måske var et udtryk for at forsøge at finde allierede, så kom det aldrig til at virke som andet end billige tricks for spillerne. Holdet vandt kun tre kampe ud af 12 under Magath, og dermed sluttede han værre end Meulensteen, der vandt en kamp mere i lige så mange forsøg, og det er let at konkludere, at Magaths management by fear-tilgang ikke havde nogen gang på jord i moderne fodbold.

Til sidst skete det uundgåelige. Allerede i næstsidste runde af Premier League kom nedrykningen efter et udebanenederlag på 4-1 til Stoke. Jeg var ikke engang med i truppen og kunne sidde derhjemme og følge med, mens jeg konstaterede, at min tid i London var ved at løbe ud. Jeg var jo kun af sted på en lejekontrakt, og det virkede hverken ønskeligt eller realistisk at forlænge aftalen, når Fulham skulle en tur ned i Championship.

Der var en uge til sidste kamp, og til en træning hev Magath alle os, der havde kontraktudløb den 30. juni 2014, til side.

»I gider jo ikke være her. Og jeg gider heller ikke se på jer,« konstaterede han tørt.

Derefter foreslog han, at vi lagde to ugers løn til klubben mod at få lov til at rejse allerede efter sidste kamp den 11. maj.

»Hvis I ikke siger ja, holder jeg på jer helt til den 30. juni, og I kommer til at træne i hele perioden,« truede han. Han ville vise klubben, at han var ansvarlig og kunne spare penge.

Vi var målløse. Normalt får man lov til at rejse ved sæsonafslutningen, men nu skabte Magath en usikkerhed, der satte sig i os. John Arne Riise havde allerede planlagt bryllup, så han turde ikke andet end at sige ja. Vi andre hentede hjælp hos Spillerforeningen, der dog ikke umiddelbart kunne gøre noget, og til sidst fik vi alle lov til at rejse, men det blev da til en uge mere under Magath. Jeg skulle alligevel hjem til landsholdet, så mig kunne han ikke have stoppet.

William Kvist efter Italiens 2-2-scoring i kvalifikationen til VM i 2014.
William Kvist efter Italiens 2-2-scoring i kvalifikationen til VM i 2014. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Det var Magaths sidste forsøg på at tryne os. Jeg er sikker på, at han aldrig mente det alvorligt, men truslen er et værktøj for ham. Han tester tingene og ser, hvordan folk reagerer. Det ubehagelige er, at man ikke ved, hvor man har ham. Alt er et spil hos ham, og det her var en del af at vise, hvem der havde magten. Til en af de sidste træninger i sæsonen, løb vi sprint ned ad en lille bakke, der var på anlægget. Magath syntes ikke, at vi løb hurtigt nok, så han stillede sig over med et stopur for at presse os. Det gjorde folk ivrige, fordi de tænkte, at de hurtigste måske startede inde. Men bagefter fik jeg at vide af en af de fysiske trænere, at han bare lod som om, at han tog tid, mens han formentlig bare stod og grinede indvendigt af endnu en gruppe dumme fodboldspillere.

Siden sagde rygterne, at han efter sidste kamp fløj til USA for at overbevise Fulhams ejer om at få lov til at fortsætte trods ned turen. Det fik han lov til, men i den følgende sæson blev han fyret efter de første syv kampe i Championship, hvor det kun var blevet til et enkelt point.

Jeg endte selv med at spille i otte ud af 14 mulige Premier League-kampe, mens jeg var i klubben, syv af dem fra start. Men jeg følte aldrig, at jeg rigtig havde fået chancen ud over i begyndelsen med Meulensteen. For mig var der derfor kun én vej fremad i sommeren 2014 – og den hed tilbage til Stuttgart for at samle tankerne, starte op på den nye sæson og håbe på en ny kontrakt i en udenlandsk klub, så jeg ikke skulle slæbe mig igennem et sidste kontrakt-år i Tyskland.