Gravesen vil have Eriksen beskyttet - modspillerne skal 'høvles ned'

16x9
Thomas Gravesen nåede 66 landskampe for Danmark. Foto: Jeppe Michael Jensen / Ritzau Scanpix

Den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen savner større beskyttelse af Christian Eriksen på landsholdet.

Se alle kampe fra VM på TV 2 PLAY

Christian Eriksen er Danmarks største stjerne ved VM, og han skal beskyttes bedre af sine holdkammerater under sommerens fodboldslutrunde.

Det mener den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen, som til tider selv var kendt for at gå lige til grænsen, da han var aktiv.

- Hvis de andre går til ham (Eriksen, red.), så kan man godt få en af de andre midtbanespillere hen – hvis der løber en efter Christian og dækker ham op – så hjælp Christian. Gå hen og høvl ham ned. Det må man ikke sige, men det gør man, siger Gravesen ifølge BT i et interview med Kanal 5.

- Sådan er det også i ishockey. Når stjernen i ishockey kører med pucken, og han bliver smadret ind i banden, så kommer der én med langt skæg, uden tænder og vil slås for Christian.

42-årige Thomas Gravesen spillede 66 landskampe for Danmark. Han indstillede sin karriere i 2008 efter ophold i klubber som Everton, Real Madrid og Celtic.

Danmarks fodboldlandshold møder lørdag aften Sverige i en testkamp i Stockholm.

Det bliver en kamp, hvor Eriksen ikke er med, da han står til at blive far en af de kommende dage og vil være tæt på fødslen.