Her er VM-rekorderne, der bliver svære at slå

16x9
VM-trofæet er blevet vundet flest gange af Brasilien. Foto: Patrik Stollarz / Ritzau Scanpix

Den 21. udgave af verdensmesterskabet i fodbold begynder om to uger, hvor flere historiske rekorder bliver svære at slå.

Om 14 dage skal verdens bedste fodboldspillere forsøge at skrive sig ind i fodboldhistorien, når de kæmper om VM-trofæet i Rusland.

Mange spillere og trænere har gjort sig bemærket, siden det første verdensmesterskab i Uruguay i 1930.

Flere af rekorderne, der er blevet sat gennem tiden, bliver svære at slå både til VM i Rusland og i de kommende slutrunder i fremtiden.

Brasilien er den mest vindende VM-nation med fem titler vundet i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002 efterfulgt af Tyskland og Italien, der begge har vundet VM fire gange.

TV 2 SPORT har kigget på nogle af de historiske rekorder fra de 20 foregående VM-slutrunder.

Hurtigste mål i en kamp

Hakan Sükür kan se bolden gå i nettet efter 11 sekunder i VM-kampen mod Sydkorea i 2002.
Hakan Sükür kan se bolden gå i nettet efter 11 sekunder i VM-kampen mod Sydkorea i 2002. Foto: Pascal Guyot / Scanpix Danmark

Der var kun gået 11 sekunder, fra dommeren fløjtede kampen i gang til bolden lå i Sydkoreas mål i VM-kampen mod Tyrkiet den 29. juni 2002. Og det var endda Sydkorea, der gav bolden op. En fumlende defensiv blev straffet prompte af Hakan Sükür. Det er det hurtigst scorede VM-mål nogensinde.

Mest målrige kamp

26. juni 1954 i Lausanne, hvor Østrig vandt med 7-5 over Schweiz.
26. juni 1954 i Lausanne, hvor Østrig vandt med 7-5 over Schweiz. Foto: Staff / Scanpix Danmark

Den mest målrige kamp nogensinde finder vi tilbage ved VM-slutrunden i Schweiz i 1954. Her blev der scoret 12 mål i kvartfinalen mellem Østrig og Schweiz den 26. juni. Østrig vandt 7-5 i en kamp, hvor der blev scoret hattrick af både Østrigs Theodor Wagner samt Schweiz’ Josef Hügi.

Flest røde kort i én kamp

Valentin Ivanov havde en travlt dag på kontoret i VM-kampen mellem Holland og Portugal i 2006.
Valentin Ivanov havde en travlt dag på kontoret i VM-kampen mellem Holland og Portugal i 2006. Foto: Staff / Scanpix Danmark

Der var ond stemning i ottendedelsfinalen mellem Holland og Portugal den 25. juni ved VM i Tyskland i 2006. Fire røde kort – to til hvert hold – blev uddelt i Portugals sejr på 1-0. Alle udvisningerne var gule kort, der senere hen blev vekslet til røde. Costinha og Deco fik marchordre for Portugal, mens også Khalid Boulahrouz og Giovanni van Bronckhorst blev sendt i omklædningsrummet før tid af den russiske dommer Valentin Ivanov.

Hurtigste mål af en indskifter

Lige efter sin indskiftning scorer Richard Morales på den senegalesiske målmand Tony Silva.
Lige efter sin indskiftning scorer Richard Morales på den senegalesiske målmand Tony Silva. Foto: Pornchai Kittiwongsakul / Scanpix Denmark

Den tidligere danske landsholdsangriber Ebbe Sand kommer ind på andenpladsen over det hurtigste mål scoret af en indskifter til VM. Ebbe Sand skulle ved VM i Frankrig i 1998 bare bruge 21 sekunder på banen i ottendedelsfinalen mod Nigeria, før han scorede til 3-0 i sejren på 4-1. Richard Morales fra Uruguay var fem sekunder hurtigere den 11. juni 2002, da han blot 16 sekunder efter sin indskiftning reducerede til 1-3 i 3-3-kampen mod Senegal.

Den største sejr

Ungarns Nyilasi Tibor forsøger sig med et hovedstød i kampen mod El Salvador. Ungarn vandt 10-1.
Ungarns Nyilasi Tibor forsøger sig med et hovedstød i kampen mod El Salvador. Ungarn vandt 10-1. Foto: Nf / Scanpix Danmark

Ungarn er indehaver af rekorden for den største VM-sejr nogensinde, da El Salvador blev sat godt og grundigt på plads den 15. juni 1982. Efter en føring på 3-0 ved pausen viste Ungarn ingen nåde i anden halvleg og vandt opgøret med 10-1. Seks forskellige ungarske spillere kom på måltavlen. Lászlo Kiss scorede hattrick.

Den nation, der har spillet flest straffesparkskonkurrencer

Argentina jubler over sejren over Holland efter straffesparkskonkurrencen i Sao Paulo den 9. juli 2014.
Argentina jubler over sejren over Holland efter straffesparkskonkurrencen i Sao Paulo den 9. juli 2014. Foto: Nelson Almeida / Scanpix Denmark

Argentina kan i VM-sammenhæng kalde sig for en form for eksperter i disciplinen straffespark. La Albiceleste er med fem straffesparkskonkurrencer den nation, der har deltaget i flest gennem tiden. Argentina skulle have afgjort kampe fra 11-meterpletten to gange ved VM i 1990 og én gang ved VM i 1998, 2006 og 2014. Argentina har kun tabt en af disse straffesparkskonkurrencer, da Tyskland på hjemmebane besejrede argentinerne ved VM i 2006. Her brændte Roberto Ayala og Esteban Cambiasso for Argentina.

Den mest scorende spiller

Miroslav Klose er den spiller, der har scoret flest mål i VM-historien.
Miroslav Klose er den spiller, der har scoret flest mål i VM-historien. Foto: - / Scanpix Denmark

Miroslav Klose er VM-historiens mest scorende spiller med 16 mål. Med to mål ved VM-slutrunden i Brasilien for fire år siden overtog tyskeren rekorden fra Brasiliens Ronaldo, der er den næstmest scorende spiller nogensinde med 15 mål. Miroslav Klose har derudover scoret fem mål til VM i 2002, fem mål til VM i 2006 og fire mål til VM i 2010.

Den aktive spiller, der er tættest på rekorden, er tyske Thomas Müller, der har scoret 10 VM-mål. Lionel Messi har scoret 5, mens Cristiano Ronaldo har 3 VM-scoringer på sit cv.

Målmand med flest kampe uden at lukke mål ind

Fabien Barthez med en redning i VM-gruppekampen mod Danmark den 24. juni 1998.
Fabien Barthez med en redning i VM-gruppekampen mod Danmark den 24. juni 1998. Foto: © Reuters Photographer / Reuters / Scanpix Denmark

Englands Peter Shilton råder sammen med Frankrigs Fabien Barthez over rekorden, som de målmænd med flest clean sheets – kampe, hvor der ikke er blevet scoret mod dem. Begge målmænd har præsteret at spille ti kampe til VM uden at lukke et mål ind. Peter Shilton opnåede de ti clean sheets i perioden fra den 20. juni 1982 og indtil den 26. juni 1990, mens Fabien Barthez gjorde i perioden fra 12. juni 1998 til 5. juli 2006. Kigger man på rene minutter er det dog Italiens Walter Zenga, der i 517 minutter (over fem kampe) sørgede for at holde modstanderne fra mål i perioden 9. juni 1990 til 30. juni 1990.

Flest tilskuere til en kamp

Uruguays Juan Alberto Schiaffino scorer til 1-1 i VM-finalen i Brasilien i 1950.
Uruguays Juan Alberto Schiaffino scorer til 1-1 i VM-finalen i Brasilien i 1950. Foto: - / Scanpix Denmark

Den 16. juli 1950 var 173.850 tilskuere som det største publikum på et stadion nogensinde til en VM-kamp vidne til en stor skuffelse for værtsnationen Brasilien. I finalen på Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro mod Uruguay kom brasilianerne foran på mål af Friaca, men Juan Schiaffino og Alcides Ghiggia sikrede Uruguay landets anden VM-titel.

Flest kampe som landstræner

Helmut Schön førte i 1974 Vesttyskland til VM-triumf på hjemmebane
Helmut Schön førte i 1974 Vesttyskland til VM-triumf på hjemmebane Foto: Scanpix

Helmut Schön var landstræner for Vesttyskland i 25 VM-kampe. Han stod i spidsen for Vesttyskland i seks kampe i 1966 (Vesttyskland tabte VM-finalen til England), seks kampe i 1970 (Vesttyskland tabte i semifinalen til Italien, men vandt bronze), syv kampe i 1974 (Vesttyskland vandt VM-finalen over Holland), og seks kampe i 1978 (Vesttyskland røg ud inden semifinalerne).

Kilde: FIFA.com.