Dommen er klar: Spillerne og Hareide elsker Thomas Helmigs VM-sang

Thomas Helmigs VM-sang er gået rent ind hos de danske landsholdsspillere.

Det er svært at tænke på et dansk landshold til en VM-slutrunde, uden tankerne ikke også falder hen på VM-sange som 'Re-Sepp-ten' fra 1986 eller måske 'Danmarks drenge' fra VM i 2002.

Fredag morgen klokken 8:00 fik den danske befolkning så for første gang lov til at høre dette års danske VM-sang, 'Hele Danmark op at stå', som Thomas Helmig har fået æren af at stå for.

De danske VM-spillere har dog hørt sangen længe før resten af befolkningen, da de var med til at indspille en del af omkvædet. Og hos de spillere, der skal få hele Danmark op at stå med præstationerne i Rusland, er der ingen tvivl om, at den populære pop-artist har ramt plet.

Lyt til sangen herunder:

Thomas Helmig - Hele Danmark Op At Stå (lyrikvideo)

Så er den her, VM-sangen er ude. Lyt hér: https://thomashelmig.lnk.to/HeleDanmarkOpAtStaa

Posted by Thomas Helmig on Thursday, June 7, 2018

- Det var super sjovt, fortæller landsholdets unge midterstopper Andreas Christensen til TV 2 SPORT om at være med Thomas Helmig i studiet.

- Jeg synes faktisk, at sangen er virkelig, virkelig god. Det er en rigtig Thomas Helmig-sang, vi er i hvert fald glade for den, og det var super sjovt at være en del af den. Enkeltvis er vores sangstemmer ikke de bedste, men sammen lød vi meget godt, griner Andreas Christensen.

Det er landsholdsspillerne selv, der har ønsket, at århusianske Thomas Helmig skulle stå for dette års officielle VM-sang.

Afstemning

Popkongen er én af de mest spillede og afholdte kunstnere, når sejrene skal fejres i det danske omklædningsrum. Det er dog ikke kun spillerne, der er begejstret for Helmigs musik.

Danmarks norske landstræner, Åge Hareide, er også svært glad for kvindebedåreren Thomas Helmig. 

- Jeg har ikke været med til at indspille sangen, men Thomas Helmig var én af de første jeg hørte, da jeg kom til Danmark i år 2000. Der hørte jeg 'Det er mig, der står herude og banker på', og den er også meget, meget populær hos drengene. Han er en rigtig dygtig artist, fortæller Åge Hareide til TV 2 SPORT.

Første chance for spillerne og Thomas Helmig til i fælleskab at få Danmark op at stå bliver lørdag, når Danmark spiller den sidste testkamp mod Mexico, inden det går løs til VM.