- Nadim skyder straffe, slår Harder fast efter diskussion

16x9
Nadia Nadim og Pernille Harder er begge store profiler på det danske kvindelandshold. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Nadia Nadim og Pernille Harder er nået til enighed om, hvem der skal sparke straffespark mod Ungarn på tirsdag.

Det hører sig til sjældenhederne, at to holdkammerater begynder at diskutere, når de er foran 3-0 i en fodboldkamp. 

Men det var ikke desto mindre det, der skete, da kvindelandsholdets to stjerner Pernille Harder og Nadia Nadim diskuterede om, hvem der skulle sparke et straffespark i Danmarks sejr på 5-1 over Ukraine. 

Nadim endte med at sparke, og sådan bliver det også på tirsdag, hvor Danmark møder Ungarn i VM-kvalifikationskampen på Viborg Stadion.

- Nadia (Nadim, red.) sparker straffespark på tirsdag, siger Pernille Harder til DR

Nadia Nadim havde 20 minutter forinden omsat et straffespark, og i første halvleg scorede hun Danmarks første mål på et hovedstød, så Manchester City-spilleren havde muligheden for at score et hattrick. 

Omvendt havde Pernille Harder muligheden for at score sit andet mål i kampen, efter hun i første halvleg scorede et flot langskudsmål. 

Sparket blev taget af Nadim, der dog missede. 

- Vi havde lidt hver vores synspunkter, og det blev lidt diskussionen inde på banen, men det er langt væk nu, og der er no hard feelings, så der er ingen problemer, siger Pernille Harder. 

Danmark er nummer to i kvalifikationsgruppen før tirsdagens kamp mod Ungarn. Den kan gå hen og blive vigtig, hvis Danmark enten skal vinde gruppen eller ende blandt de fire bedste toere, der også kommer med til slutrunden i Frankrig.