Feriestemning på Danmarks hotel - gåture planlægges grundet sikkerhed

16x9
Interessen er til at få øje på, når de danske landsholdsspillere giver interviews. Foto: Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Sikkerheden er i top ved VM i Rusland, hvor de danske spillere forkæles med specialfremstillede topmadrasser og masser af underholdning.

Det første halve døgn på hotellet Beton Brut har overvejende været en god oplevelse for de danske VM-spillere, der ankom tidligt mandag aften lokal tid.

Lidt uden for den russiske kystby Anapa måtte spillerne vænne sig til høj musik og feriestemning ved poolen, men ellers er alt fordrageligt.

- Der var lidt musik, da vi kom i går, men det blev der slukket for. Der er styr på det, og det er ikke noget, der går ud over præstationen, forsikrer højrebacken Henrik Dalsgaard.

Helt efter planen lukkes der ned for både musik og bar, når klokken slår 23. Inden da har spillerne mulighed for at trække sig tilbage på hotellets tre øverste etager, der er reserveret til Danmark under VM.

- Der er skruet lidt op for nogle ting. Vi har speciallavede topmadrasser, så man er sikker på at få den søvn, man skal have.

- Vi har også nogle spil og lidt mere socialt, end der normalt er. Jeg har også selv nogle kompressionsbukser, som jeg godt kan lide at sidde i hver aften for at sørge for, jeg står snorlige. Ellers skal man passe på med at gøre alt for meget ud af det. Vi er kommet hertil af en grund, og de ting man gør i hverdagen fungerer. Derfor tror jeg, man skal passe på med at lave alt for meget om, bare fordi det lige pludselig er VM, tilføjer Dalsgaard til TV 2 SPORT.

Her ses en del af hotellet Beton Brut.

A post shared by Beton Brut (@beton_brut_hotel) on

Som en ikke uvæsentlig del af VM-basen nyder landsholdsspillerne også godt af maden, der bliver lavet af to danske kokke, der følger holder under hele slutrunden.

Sikkerheden: Gåture må planlægges

Selvom det umiddelbart er ganske fredeligt i Anapa, hvor op mod en million badegæster hvert år er på besøg, bliver der gjort meget ud af spillernes sikkerhed.

Politiets efterretningstjeneste har eksempelvis været forbi og holde et oplæg i træningslejren inden afrejse til Rusland, hvor DBU også har folk med til at sørge for sikkerheden. Dertil kommer det setup, det internationale fodboldforbund FIFA står for.

- Der er nogle regler for, hvem der må komme på hotellet, fortæller angriberen Andreas Cornelius.

- Hvis man skal ud, tror jeg også, man skal aftale det med nogle. Der er selvfølgelig nogle regler, for Rusland er jo ikke lige så sikkert et land, som Danmark er. Man skal lige tænke sig lidt om, og vi har også et par sikkerhedsfolk med. Det skal nok gå, siger Cornelius.

Landstræner Åge Hareide vil dog ikke forhindre sine spillere i at se sig lidt omkring.

- Vi har nogle sikkerhedstiltag, men de kan bevæge sig ud i byen, hvis det bliver organiseret. Alt må aftales, men det er okay. Vi er glade for, der er nogen, der passer på os.

Også ved Danmarks træningsbane, der er moderniseret og udstyret med en tribune i anledningen af VM, er sikkerheden i top. Pressefolk og fans får skannet deres tasker, som var de på vej ud at flyve. Derefter skal alle gennem en sikkerhedskontrol og undersøges én for én, inden det er muligt at beskue VM-spillerne fra en plads bag et metalhegn.  

De danske landsholdsspillere bor i Anapa under hele slutrunden. To dage inden hver kamp rejser de ud til den by, de skal spille i. Torsdag flyver holdet til Saransk, hvor Peru venter i premierekampen lørdag klokken 18.

Danmark – Peru vises direkte på TV 2, TV 2 PLAY og på storskærm i Parken, hvor der er gratis entré.

Flere hundrede russere overværede Danmarks første åbne træning ved VM 2018.
Flere hundrede russere overværede Danmarks første åbne træning ved VM 2018. Foto: Mikkel Asferg / TV 2 SPORT