Real Madrid har fundet Zidanes afløser

16x9
Julen Lopetegui er lige nu i Rusland, hvor Spanien deltager ved VM. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Fodboldklubben Real Madrid har ansat Spaniens landstræner, Julen Lopetegui, som cheftræner.

Den franske fodboldlegende Zinedine Zidane stoppede efter denne sæson som cheftræner hos de 13.-dobbelte Champions League-mestre Real Madrid.

Nu har den spanske kongeklub så fundet afløseren.

Det bliver spanieren Julen Lopetegui, der netop nu er landstræner for Spanien og med ved VM i Rusland. Han har skrevet under på en treårig kontrakt med klubben og tiltræder, når VM er overstået.

51-årige Lopetegui har været spansk landstræner siden 2016. Han har tidligere været cheftræner i portugisiske FC Porto samt stået i spidsen for en række spanske ungdomslandshold.

Som aktiv var Lopetegui målmand, hvor han spillede nogle få kampe for de to spanske storklubber FC Barcelona og Real Madrid, mens han også nåede en enkelt landskamp for Spanien.

Zinedine Zidane sikrede i den forgangne sæson Champions League-trofæet for tredje år i træk, hvilket ingen anden klub tidligere har præsteret.

Han nåede at stå i spidsen for Real Madrid i to og et halvt år. Han kom til i januar 2016, hvor han tog over efter Rafael Benítez, der blev fyret.