Eksperterne peger på VM's flop: - Det strider mod al fornuft at sige det

16x9

TV 2 SPORTs eksperter under VM giver her deres bud på, hvem der skuffer ved dette års VM.

Intet VM uden forhåndsfavoritter og hold, der bliver forventet lidt ekstra af. Disse hold kan enten indfri forventningerne eller skuffe fælt. Sådan bliver det nok også ved VM i Rusland.

Ved VM i Brasilien for fire år siden var Spanien det helt store flop. De kom ind til slutrunden som forsvarende verdensmestre, men den titel var de aldrig tæt på at forsvare. Et 1-5-nederlag mod Holland i åbningskampen var en vaskeægte sensation. Den kom de sig ikke over, og med et 0-2-nederlag til Chile i kampen efter var videre avancement udelukket for de forsvarende verdensmestre.   

I gruppe D skete der også ting og sager. I gruppen med Italien, England, Uruguay og Costa Rica formåede de to førstnævnte fodboldsværvægtere ikke at spille sig videre fra gruppen.

Hold, der floppede, var der en bred palette af for fire år siden. Hvem går det ud over denne gang? TV 2 SPORTs eksperter giver her deres bud.

Thomas Frank: Portugal

- I forhold til forventningerne af de regerende europamestre tror jeg, at de får det svært. De fleste af deres spillere har toppet i form af Pepe og Ronaldo. Måske endda allerede i gruppen, selvom den burde være nogenlunde overskuelig.

Thomas Sørensen: Frankrig

- Et flop for Frankrig vil være, hvis de ikke når semifinalen. Frankrig har alle de store talenter og stjerner, men jeg tror ikke, at de kommer til at klare sig så godt, som mange forventer, de gør.

Peter Sørensen: Island

- Island kan godt floppe nu, fordi man har store forhåbninger efter det flotte EM, de havde. Men jeg tror godt, de kan blive sidst i deres gruppe med Argentina, Kroatien og Nigeria. Jeg tror ikke, de kan klare den.

Glen Riddersholm: Tyskland

- Det strider mod al sund fornuft, at jeg siger det her. Jeg har udtalt flere gange, at jeg har Tyskland som én af favoritterne, og det er de jo også. Men jeg har bare sådan en fornemmelse af, at de ikke når så langt, som eksperterne spår. 

- 1: Tysklands optakt har ikke været særlig god. Før sejren over Østrig havde de ikke vundet i fire kampe, og så vandt de senest knebent over Saudi-Arabien. 

- 2: De har en sag kørende af politisk karakter med Gündoğan og Özil, som er blevet set med Tyrkiets præsident Erdoğan. Det gjorde også, at flere tilskuere buhede, da førstnævnte blev skiftet ind i kampen mod Saudi Arabien.

- 3: De mangler en verdensklasseangriber.

Jan Michaelsen: Frankrig

- Der er store forventninger. Frankrig spillede 1-1 mod USA i den sidste testkamp, hvor de havde svært ved at få tingene til at fungere. Jeg håber, at Frankrig falder igennem, for det betyder også, at Danmarks chancer i gruppen bliver større.