Gianni Infantino vil genvælges som FIFA-præsident

16x9
Gianni Infantino (tv.), der her ses med Ruslands præsident, Vladimir Putin (th.), vil genvælges som FIFA-præsident næste år. Foto: Alexander Zemlianichenko / Ritzau Scanpix

Det Internationale Fodboldforbunds nuværende præsident vil genvælges, når næste valg afholdes i 2019.

Gianni Infantino vil tage en periode mere som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA).

Det fortalte han onsdag i Moskva, dagen før VM-slutrunden i Rusland begynder.

- Jeg siger til jer alle, at jeg igen stiller op i Paris, siger Gianni Infantino ifølge nyhedsbureauet dpa.

Fifa-præsidentvalget foregår næste år på forbundets kongres i Paris.

Den schweizisk-italienske fodboldpolitiker blev valgt som Fifas præsident i 2016, efter at den store korruptionsskandale i forbundet havde tvunget den mangeårige præsident Sepp Blatter væk fra posten.

Gianni Infantino blev i 2009 generalsekretær i Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), en position han havde frem til 2016.

Han var egentlig ikke tiltænkt en rolle som præsident i FIFA så hurtigt, som det endte med at ske.

Men da både Sepp Blatter og Uefas daværende præsident, Michel Platini, blev fældet af korruptionsskandalen, slog Gianni Infantino til og vandt kampvalget ved den ekstraordinære kongres i 2016.