Egyptens træner regner med Salah: - Næsten helt sikkert at han spiller

16x9
Egyptiske Salah kan meget vel være med, når Egypten åbner VM mod Uruguay. Foto: Damir Sagolj / Ritzau Scanpix

Ifølge Egyptens landstræner er der stor sandsynlighed for, at Mohamed Salah er klar til kampen mod Uruguay.

Egyptiske fodboldfans kan ånde lettet op.

Landsholdets helt store stjerne, angriberen Mohamed Salah, lader nemlig til at være klar til fredagens VM-kamp mod Uruguay.

Det fortæller Egyptens landstræner, Héctor Cúper, på et pressemøde.

- Jeg kan næsten garantere med 100 procents sikkerhed, at han kommer til at spille, medmindre der sker noget uventet i sidste øjeblik, siger Cúper.

Salah har siddet ude, siden han blev skadet i en duel med Sergio Ramos i Champions League-finalen 26. maj mellem Real Madrid og Liverpool.

Forinden var han udset til at blive Egyptens store profil ved VM-slutrunden efter en fænomenal sæson i Liverpool.

Her slog han med 32 scoringer Premier League-rekorden for flest mål i en sæson med 38 kampe. I alt nettede han 44 gange i sin første sæson for Liverpool.

Han var også med til at spille klubben hele vejen til den Champions League-finale, hvor han måtte udgå med en skade efter en halv time.

Foruden Uruguay er Egypten i gruppe med Rusland og Saudi-Arabien, der torsdag spiller turneringens åbningskamp.

Det er første gang i 28 år, at Egypten er med ved en VM-slutrunde.