Et 'vanvittigt svært spark' gav drømmemål i åbningskampen

Ruslands Denis Cheryshev gav værterne noget at juble over, da han scorede et flot mål til 4-0 i åbningskampen.

Der var både dessert og natmad til de fremmødte russiske fans ved VM-åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Jeg sparkede bare til bolden – jeg havde ikke tid til at tænke

Denis Cheryshev

Da de 90 minutter var spillet, var værterne komfortabelt foran med 3-0. De var dog ikke mætte. I tillægstiden sendte værterne således tilskuerne hjem med to scoringer. To flotte af slagsen først ved Denis Cheryshev og herefter Aleksandr Golovin. Specielt Cheryshevs mål til 4-0 vakte begejstring.

- Han lægger den til rette med en god førsteberøring, og med et kort aftræk banker han til bolden med et vaske ægte ’papegøje-spark’ uden chance for Saudi-Arabiens keeper, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Kenneth Emil Petersen.

Et ’papegøje-spark’ bliver det i fodboldjargon kaldt, når en spiller rammer bolden med ydersiden. En teknik, der er svær at mestre.

- Det er et vanvittigt svært spark med ydersiden. Han skal have bolden til at skrue og dykke perfekt, og det lykkes.

Se alle højdepunkterne og målene fra åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien Video: Magnus Stig Christensen

Det flotte mål var Cheryshevs andet i kampen, efter at en skade til Alan Dzagoev sendte ham på banen i det 24. minut. For det flotte indhop blev han kåret som kampens spiller hos FIFA. Helt naturligt var det en meget glad Villareal-spiller, der talte med pressen efter kampen.

- Jeg kunne ikke have drømt om noget som dette. Jeg var glad bare for at blive udtaget, siger Cheryshev ifølge FIFA.

Her afslører han også, at det ikke var helt tilfældigt, at det netop var ’papegøje-sparket’, der blev forsøgt.

- Vi har brugt tid og arbejde på det spark under træningen. Jeg sparkede bare til bolden – jeg havde ikke tid til at tænke.

Cheryshev er med sine to scoringer topscorer i turneringen, som kun er én dag gammel.