Her er 10 VM-kampe, du ikke må gå glip af

16x9
Stjernerne Harry Kane og Eden Hazard spiller hovedroller i en af gruppespillets mest interessante kampe Foto: Scanpix Denmark

Der er 48 kampe i VMs gruppespil og hvis det lyder lidt voldsomt, så fortvivl ikke. TV 2 SPORT har udvalgt 10 kampe, man med fordel kan notere sig

Det er vel nok de færreste fodboldfans, der får set samtlige VM-kampe - og med god grund. Hele 48 gange lyder dommerens fløjte til kickoff, alene i puljespillet - og i den sidste af de tre runder, bliver der endda spillet to kampe samtidigt. 

TV 2 SPORT har derfor kigget VM-programmet grundigt igennem og udvalgt 10 kampe, man med fordel kan plotte ind i kalenderen allerede nu. Udover de danske kampe, har vi særligt kigget efter storhold, stjernedrys og kampe med hold, de danske seere tidligere har foretrukket.

Fredag d. 15. juni:

14.00 Egypten - Uruguay, TV 2 og TV 2 PLAY

Mohamed Salah (Egypten) vs Luis Suarez (Uruguay)
Mohamed Salah (Egypten) vs Luis Suarez (Uruguay) Foto: Scanpix Denmark

For første gang ved VM kommer nogle af de helt store stjerner i aktion, når Mohamed Salah (Liverpool) og Egypten møder Uruguay, der har stjerneduoen Edinson Cavani (PSG) og Luis Suarez (FC Barcelona) i front. Mohamed Salahs skulderskade fra Champions League-finalen har været et af helt store temaer op til VM, og her får vi første indikation på, hvor frisk Liverpool-stjernen er.

20.00 Portugal - Spanien, TV 2 og TV 2 PLAY

Cristiano Ronaldo (Portugal) vs. Andres Iniesta (Spanien)
Cristiano Ronaldo (Portugal) vs. Andres Iniesta (Spanien) Foto: Scanpix Denmark

Sikke et opgør, allerede på andendagen ved VM. Det er et klassisk rivalopgør og kampen om den iberiske halvø, der venter, når Cristiano Ronaldo og Portugal møder Spanien. Sidstnævnte bliver af bookmakerne regnet som en af favoritterne ved VM, mens Portugal kommer til Rusland med EM-titlen fra 2016 i bagagen. 

Lørdag d. 16. juni:

15.00 Argentina - Island, DR1 og TV 2 PLAY

Lionel Messi (Argentina) vs Gylfi Sigurdsson (Island)
Lionel Messi (Argentina) vs Gylfi Sigurdsson (Island) Foto: Scanpix Denmark

Island var den populære overraskelse ved EM i Frankrig for to år siden, men de færreste havde regnet med, at se den lille ø-nation ved VM i Rusland. Miniputnationen får dog en voldsom start med Lionel Messi og Argentina som den første VM-modstander i landets historie.

18.00 Peru - Danmark, TV 2 og TV 2 PLAY

Paolo Guerrero (Peru) vs Christian Eriksen (Danmark)
Paolo Guerrero (Peru) vs Christian Eriksen (Danmark) Foto: Scanpix Denmark

En absolut nøglekamp for Åge Hareide og danskerne, der gerne skulle komme godt fra land. Peru kommer dog med garanti blæsende fra land i landets første VM-kamp i 36 år.

Søndag d. 17. juni:

20.00 Brasilien - Schweiz, DR1 og TV 2 PLAY

Neymar (Brasilien) vs Xherdan Shaqiri (Schweiz)
Neymar (Brasilien) vs Xherdan Shaqiri (Schweiz) Foto: Scanpix Denmark

Kan Brasilien og Neymar gå hele vejen? I så fald kan holdet vise niveauet allerede her i holdets første kamp. Schweiz er et solidt hold, så hvis ikke Brasilien kommer stærkt fra land, kan der måske komme en overraskelse.

Torsdag d. 21. juni:

14.00 Danmark - Australien, TV 2 og TV 2 PLAY

Thomas Delaney (Danmark) vs Aaron Mooy (Australien)
Thomas Delaney (Danmark) vs Aaron Mooy (Australien) Foto: Scanpix Denmark

Hvis Danmark skal videre fra puljen, kræver det med stor sandsynlighed en sejr over et australsk mandskab, der for nylig har fået den rutinerede hollænder Bert van Marwijk ind som landstræner til dette VM. Spørgsmålet er, hvor meget den nye landstræner har nået at sætte sit præg på det undertippede mandskab.

20.00 Argentina - Kroatien, DR1 og TV 2 PLAY

Lionel Messi (Argentina) vs Luka Modric (Kroatien)
Lionel Messi (Argentina) vs Luka Modric (Kroatien) Foto: Scanpix Denmark

En stjernespækket kroatisk midtbane med stjerner som Luka Modric (Real Madrid) og Ivan Rakitic (FC Barcelona) skal forsøge at få skovlen under Lionel Messi og Argentina. Hvis Danmark går videre fra pulje C, kan modstanderen fra pulje D meget vel være et af disse to lande.

Lørdag d. 23. juni:

20.00 Tyskland - Sverige, TV 2 og TV 2 PLAY

Manuel Neuer (Tyskland) vs Emil Forsberg (Sverige)
Manuel Neuer (Tyskland) vs Emil Forsberg (Sverige) Foto: Scanpix Denmark

To af Danmarks nabolande mødes i et interessant opgør i pulje F, hvor Tyskland er favoritter. Sverige har dog vist solid defensiv organisation op til VM - særligt i playoffkampene mod Italien, hvor Robin Olsen i målet slet ikke blev passeret.

Tirsdag d. 26. juni:

16.00 Danmark - Frankrig, DR 1 og TV 2 PLAY

Kasper Schmeichel (Danmark) vs Antoine Griezmann (Frankrig)
Kasper Schmeichel (Danmark) vs Antoine Griezmann (Frankrig) Foto: Scanpix Denmark

Hvis alt går vel, set med danske briller, er der her tale om en decideret puljefinale. Det kan dog også være en neglebidende kamp om nødvendige point, hvis en dansk ottendedelsfinale endnu ikke er sikret. Uanset hvad, er Frankrig en skræmmende stærk modstander med et af VMs bredeste hold.

Torsdag d. 28. juni:

20.00 England - Belgien, TV 2 og TV 2 PLAY

Harry Kane (England) vs Eden Hazard (Belgien)
Harry Kane (England) vs Eden Hazard (Belgien) Foto: Scanpix Denmark

Der skal ske nogle ganske overraskende ting i de første par runder, hvis ikke denne kamp mellem England og Belgien skal være puljefinalen i pulje G. De to øvrige hold er nemlig upåagtede Panama og Tunesien. At en række af Belgiens største stjerner som Kevin de Bruyne, Romelu Lukaku og Eden Hazard til dagligt spiller i den engelske Premier League, gør kun kampen endnu mere interessant.