Robbie Williams giver fingeren til kameraet under VM-åbning

Den britiske sanger nøjedes ikke kun med at synge til kameraet under åbningsceremonien til VM 2018.

Popsangeren Robbie Williams åbnede torsdag dette års VM i fodbold i Rusland iklædt rød leopard fra top til tå.

Men den iøjnefaldende påklædning var ikke det eneste, der fangede publikums opmærksomhed under hans show. For sangeren havde åbenbart et budskab, han gerne ville ud med.

Midt under sin optræden rakte han pludselig armen frem og med hele verdens øjne rettet mod sig, viste den britiske stjerne sin mellemste finger til kameraet, før han fortsatte sin sang.

Svar på kritik

Forklaringen på sangerens viftende langefinger blev dog kun delt med dem, der lyttede godt efter teksten.

For normalt synger Robbie Williams ”De fleste af dem vil flå mig, Hver eneste aften, Det er ikke nemt at være stodder” i sangen 'Rock DJ', men ordlyden var en lidt anden til åbningsceremonien.

Sidste del af teksten var i stedet erstattet af ”De fleste af dem vil flå mig, Men jeg gør det gratis”.

Det var sandsynligvis en reference til den kritik, der har gået på, at Robbie Williams angiveligt skulle modtage penge fra den russiske stat for sin medvirken.

Noget som stjernen dog tidligere har afvist og nu også efter alt at dømme fik understreget til selve showet.

En drengedrøm

Sammen med den russiske operasangerinde Aida Garifullina var Robbie Williams en af dem, der skulle bidrage til en anderledes åbningsceremoni med et større fokus på musik.

Op til åbningsceremonien til VM 2018 har sangeren udtalt, at han var både ”glad og spændt på at komme tilbage til Rusland til sådan en unik optræden”.

- Jeg har lavet meget i min karriere, og at åbne et VM foran 80.000 fodboldfans og mange millioner verden over er en drengedrøm, sagde han.

Åbningskampen torsdag eftermiddag endte med en 5-0-sejr til værtsnationen Rusland over Saudi-Arabien.

Husk, du kan se alle kampe fra VM på TV 2 Play.