Topbrag åbner Premier League-sæsonen

16x9
Manchester City indleder sæsonen mod Arsenal. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

De forsvarende mestre fra Manchester City skal op mod Arsenal, når den nye sæson af Premier League starter.

Så er der godt nyt til alle Premier League-fans. Allerede nu kan de udfylde kalenderen for den kommende sæson med krydser.

Premier League har torsdag offentliggjort programmet for kampene i den kommende sæson, der skydes i gang 11. august.

Det bliver en hård start, der venter London-klubben Arsenal, der skal op mod de forsvarende mestre fra Manchester City i første runde i den bedste engelske række.

Manchester City var overlegne i den seneste sæson, hvor holdet slog en række rekorder i Premier League.

Klubben sluttede sæsonen med 100 point samlet som det første hold nogensinde i Premier League. City slog også rekord med en positiv måldifference på 79 mål.

Desuden slog klubben rekorden med flest sejre i træk med 18 sejre i træk og 32 sejre i alt, som også er rekord.

Arsenal sluttede den seneste sæson på sjettepladsen.

Kasper Schmeichel og Leicester skal op mod Manchester United i første kamp af den nye sæson. United sluttede på andenpladsen, mens Leicester måtte nøjes med niendepladsen.

Oprykkerne fra Cardiff med danske Kenneth Zohore på holdet skal i første runde møde Bournemouth.

Her kan du se alle kampene i første spillerunde:

Arsenal - Manchester City

Bournemouth - Cardiff

Fulham - Crystal Palace

Huddersfield - Chelsea

Liverpool - West Ham

Manchester United - Leicester

Newcastle - Tottenham

Southampton - Burnley

Watford - Brighton

Wolves - Everton

Den sidste spillerunde spilles den 12. maj 2019.