Danmark bestemmer helt selv, hvad de vil med VM-puljen

16x9
Christian Eriksen er som så mange gange før nøglen til dansk succes, vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen, Foto: Lars Møller / Lars Møller/Ritzau Scanpix

KLUMME:

Gruppe C ligger godt til Danmark, men vi er især afhængige af vores helt store stjerne, Christian Eriksen, og hans formidable præcision i hans højreben.

Den 11. Juni rejste jeg sammen med en fotograf til Rusland. Nærmere betegnet til modstandernes lejre. Der har ligget mange forberedelsestimer i at skulle sætte sig ind i de to mandskaber for Peru og Australien, som jeg i Rusland skal holde øje med.

Alle disse forberedelser har efterladt mig det indtryk, at de to hold, som af mange betegnes som de to hold vi skal kæmpe om andenpladsen i puljen med, ikke bliver nogen form for walkover.

Peru som mandskab

Peru er et mandskab, som spiller med rigtigt stor passion. Noget som de har fået overleveret fra deres fantastiske fans og den opbakning, som de kommer med til stort set hver eneste kamp de spiller. Samtlige af deres træningskampe op til VM har været proppet på lægterne med peruanske fans, om de har spillet i hjemlandet, USA eller Schweiz.

I Peru er du fan af landsholdet, som vi andre er fan af klubhold rundt omkring i verden. Det er 36 år siden de sidst var til en VM slutrunde, og det kan tydeligt ses på den eufori, der er i landet ovenpå kvalifikationen tilbage i november.

Det helt store spørgsmål er så, om de kommer til at stå i vejen for Danmark. Personligt ser jer Danmark som et bedre hold end Peru, men når det er sagt, snakker vi ikke om nogen stor favoritværdighed her overhovedet.

Perus landshold før testkampen mod Sverige forud for VM.
Perus landshold før testkampen mod Sverige forud for VM. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Som vi så det i Danmarks VM-kvalifikationspulje, så blev Danmark dygtige til at gøre spillet mere simpelt, samtidig med at vi formåede at leve på Christian Eriksens kvaliteter på standardsituationer. Netop denne lille 26-årige fynbos kvaliteter bliver rigtig afgørende i kampen mod Peru, for det er på fysikken, at vi fører med længder, og det er i hovedspillet, at vi kan slå Peru.

Peru har en aggressiv spillestil, når de skal erobre bolde fra modstanderne, og det gælder også for de fire bagerste på holdet. De begår mange frispark uden for feltet, og det er her, vi skal håbe på, at Danmark kan gøre ondt på Peru. Så Christian Eriksen må som sædvanlig meget gerne have en rigtig god dag, for serven bliver en meget vigtig brik i slaget med Peru.

Men vi skal ikke tage fejl af de små peruanere, for de er ikke kommet for kun at deltage. De har ambitioner, og folket tror da også på at de kan slå lille Danmark. Forståeligt, for Peru er ligesom Danmark ubesejret i mange kampe. Faktisk har de ikke tabt i deres seneste 15 kampe, nøjagtig ligesom Danmark, hvoraf de har vundet hele 10 af dem, scoret 25 mål og kun lukket otte mål ind. Deres seneste nederlag ligger tilbage i 2016 mod Brasilien.

Peru har dygtige spillere, som alle sammen er meget teknisk dygtige, som vi kender det fra det sydamerikanske. Efter træner Gareca kom til i 2015, er holdet begyndt at spille med flere unge spillere. Peru er dygtige til at spille med bolden langs jorden, men de er også realistiske, og de ved godt, hvornår de skal satse mere på bolderobringer og hurtige omstillinger.

En spillestil, som de viste i deres træningskamp mod Kroatien, hvor de accepterede, at Kroatien havde et stjernespækket mandskab, som var dygtigere på bolden end dem, men hvor de scorede to mål på erobringer og hurtig afslutning mod målet.

Perus profiler

Flere af deres spillere er værd at holde øje med til slutrunden og især i kampen mod Danmark. For ikke at gå for meget i detaljer med hver enkelt spiller, så får I lige et par navne som måske kan virke ukendte, men som Danmark skal passe på. Luis Advíncula, Perus højreback - stor fart og offensiv kvalitet - her venter der en stor opgave for Jens Stryger. Christian Cueva, den kreative midtbanemand, som er en nydelse at følge. Edison Flores vælter ikke i succes herhjemme, og ham kender de fleste danskere som følger med i Superligaen, men for Peru laver han virkelig gode og vigtige detaljer i spillet. De helt store stjerner Guerrero og Fárfan er holdets to største profiler.

Australien

Det dårligst seedede hold i Danmarks pulje, Australien, som skulle ud i fire play-off kampe før de nåede VM-slutrunden i Rusland, kommer som holdet der kun kan overraske. Kvalifikationen var ikke prangende, og det var den aldrende og meget erfarne Tim Cahill, som måtte redde dem i play-off kampen mod Syrien som gik i forlænget spilletid.

Veteranen Tim Cahill er med til VM for Australien.
Veteranen Tim Cahill er med til VM for Australien. Foto: Benjamin Cremel / Ritzau Scanpix

Generelt har deres kvalifikation til VM været turbulent, da dårlige resultater undervejs medførte meget stor kritik af deres daværende træner Ange Postecoglou, som i et ti minutters langt interview med australsk TV, blev angrebet af TV-værten og eksperten, og konstant afbrudt da han skulle forsvare sine resultater. Ange Postecoglou blev siddende i trænersædet og kvalificerede holdet til VM slutrunden, kun for et par dage efter at sige stop som landstræner for Australien. Et stop som mange anser som et statement mod de mange kritikkere.

Nu skal Bert van Marwijk stå i spidsen for de australske drenge til VM, hvorefter han bliver erstattet af Graham Arnold, som tidligere har været både assistent- og cheftræner for Australien, men som lige nu er cheftræner i Sydney FC.

Derfor er Australien en svær størrelse at vurdere inden VM, for med ny træner ved roret og ny formation, så medfølger der garanteret også nogle nye spillere i startopstillingen. Deres resultater i træningskampene inden VM er heller ikke rigtig til at blive kloge på. Her har Australien fået en lussing på 1-4 til Norge, men efterfølgende 0-0 mod Colombia, dog med en del held i sprøjten og et brændt straffespark til Colombia. Så har de lige slået, godt nok et svagt tjekkisk mandskab, men med hele 4-0, kun to uger inden deres første puljekamp mod Frankrig.

Inden afrejsen mod Rusland besejrede de Ungarn med 2-1 samme aften hvor Danmark slog Mexico på Brøndby Stadion. Så hvilket humør og form de er i til slutrunden, bliver svær at spå om, men en ting er sikkert, de er det dårligste hold i Danmarks pulje.

Australiens profiler

Australien har gode spillere på holdet, men vi må også erkende, at når deres største profil Aaron Mooy spiller for Huddersfield Town F.C. i Premier League, så er der langt op til Christian Eriksen og Tottenham. Men vi skal ikke tage fejl af Australien, for de besidder mange fine spillere som løber rundt i Europa til dagligt.

Mile Jedinak, der netop har misset oprykning med Aston Villa i den afgørende kamp på Wembley mod Fulham, er udset af de australske medier til at skulle neutralisere Danmarks helt store stjernespiller Christian Eriksen. Respekten hos de australske medier ligger netop hos den lille dansker, som de mener er altafgørende for dansk succes.

Mathew Leckie er efter min mening spilleren med de største individuelle kvaliteter, og som fra sin højre kant udfordrer meget i fart.

Måske er det også en af grundene til, at landstræner Åge Hareide har set helt bort fra Riza Durmisi, hvis kvaliteter ligger i det offensive, da det her bliver en stor defensiv opgave for Jens Stryger endnu en gang. Tom Rogic fra Celtic, en høj offensiv spiller med et godt spark fra distancen, bliver en opgave som den danske defensive midtbane skal være meget vågne overfor.

Alt i alt er Australien er et hold som Danmark kan slå. Det er det svageste hold i Danmarks VM pulje, og hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om videre deltagelse, så skal vi kunne slå Australien, hvilket jeg også mener, vi er i stand til.