Åge Hareide efter 'vigtige' Kvists VM-exit: - Fodbold er nådesløst

Åge Hareide er fortrøstningsfuld, selvom den 'nådesløse fodbold' har kostet William Kvist videre deltagelse ved VM.

Det danske landshold kunne gå i seng med et smil på læben, efter de lørdag sikrede sig en perfekt start på VM-slutrunden med en sejr over Peru.

Men søndag morgen var smilet forstummet for en stund, da det blev bekræftet, at midtbanespilleren William Kvist havde brækket to ribben og en lille punktering på den ene lunge.

Noget der koster Kvist den fortsatte deltagelse ved VM. Til stor ærgrelse for landstræneren.

- Det er jo et tab af en erfaren spiller, som har været vigtig for os gennem kvalifikationen. Han er også vigtig for truppen både på og uden for banen. Men sådan er det. Fodbolden er nådesløs engang imellem. Det kan vi ikke gøre så meget ved nu, fortæller Åge Hareide til TV 2 SPORT.

- Jeg har skrevet med ham, og lægerne har talt med ham. Vi har også folk i Saransk, der passer godt på ham og sikrer, at han har det så godt som muligt.

Tabet af William Kvist efterlader en plads i startopstillingen på den danske midtbane. En plads Lasse Schöne fik chancen på, efter Kvist lod sig udskifte mod Peru.

- Han er en ven og en kollega, og det under man ikke nogen, siger Lasse Schöne, der kalder den alvorlige skade i VM-premieren for 'det værste, der kan ske for en spiller'.

Schöne ikke sikker på startplads

Selvom det var Lasse Schöne, der erstattede Kvist mod Peru, er de langt fra sikkert, at det bliver Ajax-spilleren, der får chancen fra start ved siden af Thomas Delaney i Danmarks næste kamp mod Australien.

- Det må vi se lidt på. Vi har lidt forskellige muligheder. Vi har Lukas Lerager, Michael Krohn-Dehli og Lasse Schöne. Men hvem der bliver erstatningen, det kommer træningerne de næste dage til at afgøre, fortæller Åge Hareide til TV 2 SPORT.

- Vi må fortsætte med at arbejde med de ting, vi hele tiden har arbejdet med. Vi har også Thomas Delaney, der kan overtage mange af de defensive pligter, som Kvist havde. Så det skal nok løse sig.

Du kan se Danmarks næste kamp mod Australien på TV 2 eller TV 2 PLAY. Kampen spilles på torsdag den 21. juni kl. 14.00.