Brasilianske spillere følte sig snydt af dommeren i VM-skuffelse

De brasilianske spillere mener ikke, den schweiziske udligning til 1-1 skulle have talt.

Det brasilianske landshold fik ikke den optimale start på VM-slutrunden, da det søndag aften blot blev til 1-1 mod Schweiz.

Brasilien kom ellers planmæssigt i front. Efter 20 minutters spil smækkede Philippe Coutinho bolden afsted mod det schweiziske mål fra lang afstand, og på smukkeste havnede læderet i kassen efter at have kysset stolpen på vejen.

Men på trods af mission om en perfekt brasiliansk VM-start kom fint fra land, så svarede Schweiz igen kort efter pausen, da Steven Zuber kom højest på et hjørnespark og headede udligningen i mål.

Et mål, flere af brasilianerne ikke mente skulle have talt, da Steven Zuber havde to hænder i ryggen på Miranda. 

- Hvis jeg havde kastet mig, så havde scoringen måske ikke talt. Der er videodommere, og de ser det og mente ikke, det var for meget, og uheldigvis fik de scoringen. Sådan er livet, og vi må tage det kamp for kamp, lød det efter kampen fra Miranda ifølge det brasilianske medie Globo.

Og den brasilianske hovedperson i Schweiz' udligning står ikke alene med argumentet om, at scoringen skulle være blevet annulleret.

Venstrebacken Marcelo var ligeledes lidt utilfreds efter kampen.

- Jeg vil ikke tale om dommeren, men situationen med Miranda og skubbet synes jeg, dommeren skulle have set igennem på video. Men der er ingen undskyldninger for det uafgjorte resultat, sagde Marcelo efter kampen - ligeledes til mediet Globo.

Selvom Brasilien havde muligheder for på ny at komme i front, så kunne samba-drengene ikke udnytte et par store chancer til sidst og måtte derfor nøjes med 1-1.

- Uheldigvis indkasserer vi det her mål, som i mine øjne ligner et frispark. Men vi er nødt til at se fremad nu, lød det fra målscoren Philippe Coutinho efter opgøret.

Brasiliens næste mulighed for tre point bliver den 22. juni, når holdet møder Costa Rica.

Husk, du kan se alle VM-kampene på TV 2 PLAY.