Jonas Knudsen har for en stund forladt VM-lejren

16x9
Jonas Knudsen har fået flytransport i barselsgave af landsholdsspillerne. Foto: Ricardo Moraes / Ritzau Scanpix

VM-truppen er decimeret dagen efter åbningssejren. William Kvist er fraværende på grund af en skade. Jonas Knudsen er væk af lykkelige årsager.

To spillere manglede, da det danske landshold trænede søndag eftermiddag.

William Kvist blev skadet i premierekampen mod Peru og kommer ikke til at spille mere ved VM. Jonas Knudsen er derimod kun væk i kort tid.

Venstrebacken blev far dagen efter landsholdets ankomst til Rusland. Efter kampen mod Peru har han fået lov til at rejse hjem for at se sin datter og hustru. Det bekræfter landsholdets pressechef over for TV 2 SPORT.

DBU har ellers tidligere oplyst, at det ikke var planen, at Ipswich-backen skulle hjem under slutrunden. Men det blev ændret, da en samlet spillertrup har samlet sammen til en barselsgave: Et chartret fly, så Knudsen kunne flyve hjem til sin familie.

Det er planen, han vender tilbage og deltager i mandagens træning.

Født før termin

Jonas Knudsen blev far til en pige den 12. juni. Hun blev født et par uger før termin, og derfor var venstrebacken overrasket, da han fik den glædelige nyhed om, at både hustru og datter har det godt.

- Han var da lidt rundt på gulvet, fortalte assistenttræner Jon Dahl Tomasson, da nyheden var kommet frem.

A post shared by Jonas Knudsen (@jonasknudsen92) on

Jonas Knudsen har spillet tre landskampe. Den seneste var i marts, hvor han spillede alle 90 minutter i VM-testkampen mod Chile.