Landsholdsfly brød i brand på vej til VM-kamp

16x9
Der udbrød brand i en eller flere af flyets motorer. Foto: Twitter

Saudi-Arabiens spillere er i sikkerhed og befinder sig nu på deres hotel forud for onsdagens VM-kamp mod Uruguay.

Se samtlige VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.

Et fly fra Russian Airlines med det saudiarabiske fodboldlandshold om bord er landet i den russiske by Rostov ved Don, efter der udbrød brand i en af flyets motorer.

En passagervideo på Twitter viser, at der stod flammer ud af motoren på højre side, mens flyet var ved at lande. Flyet er ifølge tyske Bild 12 år gammelt og af typen Airbus A319-100.

Årsagen til branden er sandsynligvis en teknisk fejl, men de russiske luftfartsmyndigheder vil nu iværksætte en undersøgelse, der vil involvere producenterne af flymotorerne.

Myndighederne oplyser endvidere, at ingen passagerer var i fare under landingen.

Også Saudi-Arabiens fodboldforbund har udsendt en pressemeddelelse på baggrund af episoden.

På Twitter skriver forbundet, at spillerne er ankommet sikkert til Rostov ved Don og nu befinder sig på deres hotel forud for onsdagens VM-gruppekamp mod Uruguay på Rostov Arena.

De saudiarabiske spillere har allerede været i kamp ved denne slutrunde. Torsdag aften tabte de åbningskampen i Moskva med hele 0-5 til værtsnationen Rusland.