William Kvist på benene igen - løber og kan spille fodbold

En video er kommet frem på Instagram, hvor det kan ses, at William Kvist igen er på 'træningsbanen'.

Se Danmarks kamp mod Australien på TV 2 og TV 2 PLAY.

Brækkede ribben og en punkteret lunge satte lørdag eftermiddag en stopper for William Kvists deltagelse ved VM - i hvert fald i første omgang.

Efter sit besøg på Bispebjerg Hospital i København mandag aften skrev William Kvist på sin Facebook-profil, at der fortsat er nogle ting, der skal cleares, inden han ved, om han kommer tilbage til Rusland. Han udelukker dog ikke muligheden.

Et billede er dukket op af William Kvist, der er tilbage på træningsbanen.
Et billede er dukket op af William Kvist, der er tilbage på træningsbanen. Foto: Instagram

Der er imidlertid allerede godt nyt for William Kvist og det danske landshold.

Torsdag formiddag er der nemlig dukket et billede og en video op på det sociale medie Instagram, hvor William Kvist træner i en cirkel med fire andre.

Det er fodboldspilleren Uffe Bech, der har slået videoen op, hvor Kvist blandt andet ses træne og spille fodbold med SønderjyskE-profilen Niki Zimling. Foruden spillet i cirklen ses det også, at Kvist laver andre fysiske øvelser.

- VM er jo langt, og vi kommer langt

William Kvist fortalte mandag, at han var i bedring og håbede på, at der stadig var en lille mulighed for, at han kunne indløse en returbillet til Rusland.

- Situationen er den, at jeg er i bedring, så det er jo dejligt. Jeg flyver hjem til Danmark i dag til yderligere undersøgelser i forhold til lungen og ribben, sagde Kvist mandag.

- VM er jo langt, og vi kommer langt. Så den lillebitte sandsynlighed for, at jeg skulle kunne spille en lille rolle stadigvæk, den skal undersøges til bunds. Det finder vi nok snart ud af, vi får se, slutter Kvist og siger tak for støtten.

Landstræner Åge Hareide erkender da også, at det vil gavne landsholdet, hvis Kvist kommer tilbage.

- Det vil være en berigelse for os, hvis han kan komme tilbage og være med os igen. Og så får vi at se, hvor hurtigt han kan gro sammen, og hvor slemt det egentlig er med ham, har den danske landstræner udtalt.

Efter kampen mod Australien torsdag gælder det Frankrig tirsdag den 26. juni, og hvis danskerne spiller sig videre fra puljen, skal de enten i kamp den 30. juni eller den 1. juli.

William Kvist fortæller om sin skade og tankerne omkring det hele, og så udelukker han ikke at vende tilbage til slutrunden.