William Kvist vender efter planen tilbage til VM-lejren

Den danske midtbanespiller er blevet så frisk efter sin skade, at han nu formentlig er i stand til at rejse tilbage til Rusland.

William Kvist forlod VM på en båre efter 35 minutters spil af første kamp, og siden har han kæmpet med et brækket ribben og en punkteret lunge.

Nu ser det ud til, at Åge Hareides profil er ved at være så klar, han kan vende tilbage til den danske VM-lejr. Det eneste, der kan forhindre et retur til Rusland, er lægerne, der skal give den endelige tilladelse til at flyve. Men efter en telefonsamtale med Kvist, så tror landstræneren, at Kvist snart er tilbage. Det fortæller han til TV 2 SPORT:

- Vi håber, han kommer tilbage, når vi kommer til Moskva (Frankrig-kampen, red.). Det er lidt afhængig af hans tilstand. Jeg har snakket med ham, og jeg tror, han har det godt nok til at komme over til den kamp.

I hvilken rolle så?

- Vi må se på, hvordan han ser ud. Der er ingen her fra lejren, der har undersøgt ham. Vi ved bare, han har det meget bedre.

Er han i spil til Frankrig?

- Nej, det kan han ikke.

Vil det være en rolle som indpisker og motivator omkring holdet?

- Han har været en del af holdet i lang tid, så det vil falde naturligt på plads uanset hvad. Så må vi se, hvordan situationen er efter Frankrig-kampen, og hvor hurtigt vi kan få ham i gang, siger Åge Hareide.

William Kvist får et hårdt slag over ribbenene efter en luftduel med en peruvianer.

I første omgang blev William Kvist undersøgt på Bispebjerg Hospital i København, da han mandag vendte tilbage til Danmark. Allerede der meldte midtbanespilleren om fremgang, og torsdag formiddag dukkede der så en video op på Instagram, hvor Kvist lavede fysiske øvelser og småspil med andre fodboldspillere.

Danmark møder Frankrig tirsdag den 26. juni i sidste gruppekamp, hvor ét point vil være nok til at gå videre til 1/8-finalen.

Og spørger man angriberen Andreas Cornelius, der tidligere har spillet sammen med William Kvist i FC København, så vil det bestemt ikke gøre noget at få midtbanespillere tilbage til slutrunden.

- Selvfølgelig håber jeg, han kommer tilbage. Det er en mand mere til truppen, og vi kan ikke kalde flere ind, så det vil være perfekt, hvis han kom tilbage og kunne bidrage igen. Det giver os nogle flere muligheder. Han har været meget vigtig gennem hele kvalifikationen og startet inde i den første kamp. Han er helt sikkert en vigtig spiller for landsholdet, siger Cornelius til TV 2 SPORT.

Du kan se Danmarks afgørende gruppekamp mod Frankrig direkte på TV 2 PLAY tirsdag klokken 16.